25 sep Kristoffer Rom: ”Det tager 10 år at lave et succesfuldt indielabel”

Foto: PR

Vi har snakket med Kristoffer Rom, stifter af Tambourhinoceros, om hvorfor han valgte at starte sit eget label, og hvad der skal til for at blive en succes.

Kristoffer Rom lever musik. Han har været trommeslager i Oh No Ono og session-musiker, blandt andet for AQUA, og i 2009 startede han pladeselskabet Tambourhinoceros sammen med Aske Zidore (Oh No Ono, Gooms) og Tue Kjerstein. I dag er det Kristoffer og Tue, som driver selskabet, der har markeret sig, som et af Danmarks førende indielabels og har navne som Palace Winter, Chorus Grant, Efterklang og Blondage (tidl. Rangleklods) på rosteren. Derudover laver selskabet også PR for udenlandske bands i Danmark, under navnet Nordic Waves, og Kristoffer sidder også i bestyrelsen for DUP – Danske Uafhængige Pladeselskaber.

Hvis der er nogen, der kender den danske musikbranche fra alle leder og kanter er det altså Kristoffer Rom. Vi har snakket lidt med ham om Tambourhinoceros, hvorfor han valgte at starte sit eget label og hvad man skal kunne for at sidde i hans job.

Hvorfor startede I Tambourhinoceros?

I Oh No Ono var vi meget ’hands on’ med vores karriere. Vi hjalp vores pladeselskab med mange ting og snakkede også om, om vi skulle prøve at udgive os selv. Det kom vi aldrig til, men Aske, som spillede guitar i bandet, og jeg synes, at det var et rigtig spændende område, så vi jonglerede videre med idéen.

På et tidspunkt i 2009 havde vi mødt nok bands, som vi synes var virkelig seje, men som ikke havde noget sted at udgive, så der sprang vi ud i det. Vi fik lavet nogle distributionsaftaler og startede ud med fem udgivelser, som var alt fra obskure avantgardeting, som Thulebasen, til noget mere radiovenligt a la Treefight for Sunlight og Kirsten & Marie. Vi lavede også Iceages debutplade. Og så har det bare været ’learning by doing’ siden da.

Hvad er jeres profil? Hvilken slags bands finder man hos jer?

Vi tænder på musik, som på en eller anden måde er eventyrlysten. ’Adventurous music for the masses’ er det tætteste, vi har kunne komme på en formulering af vores DNA. ’For the masses’ er en vigtig del, fordi vi insisterer på at arbejde med alternativ musik på en kommerciel måde. Det er en blanding af idealistisk og naiv tro på, at det kan lykkes at skubbe lidt til, hvad der ellers ville blive taget ind i mainstreamsammenhæng. Vores ambition er grundlæggende, at et band skal kunne komme til os og få mange flere fans, end hvis de holdt sig indenfor deres eget miljø.

Hvor finder I bands?

I langt de fleste tilfælde kommer de fra vores personlige netværk og fra vores eksisterende artister. Vi kender mange i branchen, fordi vi har været der i så mange år. Det er faktisk kun sket én gang, at vi har taget noget ind uden en personlig connection på en demo – og det var et prank. Vi fik en mail fra en tysk komponist, som hed Andrea Weltz, og vi udgav nogle kassettebånd med hans ting. Det var først et par år senere, at jeg fandt ud af, at det var Aske, der stod bag det.

Hvorfor er det fedt at sidde på et indielabel i stedet for et major, som Universal, Sony eller Warner?

Selvbestemmelsen, helt klart. Bundlinjen tæller mere de steder, og der vil hele tiden være nogen over dig. Når vi er indie og styrer det selv, er vi for eksempel ikke tvunget til at lave verdensomspændende aftaler og så sætte vores lid til, at vores internationale kolleger vil arbejde lige så hårdt for projektet som os selv. Vi sætter ind i de territorier, vi har lyst, og råd, til igennem lokale partnerne – distributører, pressefolk – som vi har et godt forhold til. Jeg møder mange, som er signet på major labels, som får lovet guld og grønne skove og så skete der måske ikke mere end, at man blev tilføjet labelets egne playlister på Spotify. Der er masser af pisse dygtige mennesker på major labels, som er lige så store ildsjæle, som vi andre er, så det er ikke på den måde, der er bare et system, som kan gå ud over artister big time. Hvis en A&R bliver fyret, og det så lige var ham, der havde den helt store kærlighed til dit band, og den næste ikke synes, det er fedt, så ligger du måske nederst i bunken. På den negative side for os, og positive for dem, så har de selvfølgelig nogle muskler, vi slet ikke har.

Hvad er udfordringerne, når man starter op selv?

Ressourcer. Tid og penge. Mange snakker om, at det tager 10 år at lave et succesfuldt indielabel, og det tror jeg faktisk passer meget godt. Vi har været i gang i seks år og som jeg kan se på vores vækstkurve osv. så passer det nok meget godt, at det bliver på det 10.-11. år, at vi ikke længere behøver lave PR for andre klienter og alle de der ’sideting’, som vi gør for at få tingene til at løbe rundt. Vi dropper det nok ikke, men så kan vi ansætte en til at gøre det i stedet for at sidde med det selv.

Så hvis man står og tænker, at jeg vil fandme gerne lave et pladeselskab med noget musik, som måske ikke er sindssygt kommercielt, men man gerne vil arbejde seriøst med det, så skal man være villig til at arbejde gratis 50 timer om ugen i fem-seks år, før det begynder at ligne noget, der kan sammenlignes med en SU.

Man kan selvfølgelig være heldig, at noget lige rammer tidens tand. Det er jo der, at der sker noget skelsættende – når det der éne band eksploderer og kan bane vejen for de andre. Det er det, man kan, som label. Man repræsenterer ikke kun én artist, som hvis man havde en managerrolle, hvor man typisk er dedikeret til et meget lille antal artister. Når noget går godt for én af vores ting, så går alt andet, vi laver de næste par år, også meget bedre på grund af det éne tilfælde. Og det er ret spændende.

Hvad skal man kunne for at lave det, du laver?

Der er alle mulige tekniske ting, som er relativt kedelige, men som man skal være villig til at lære sig – hvordan sørger jeg for, at radiostationer ved, hvor de skal sende deres penge hen, for at jeg får dem, og registrere udgivelser korrekt, de rigtige steder, så der er et transparent og retmæssigt cashflow. Så er der helt vildt meget netværk. Man skal ud og snakke med 17.000 pladebutikker, journalister, radioværter og man skal gå til en masse shows og være i stand til at spotte en god artist og til at kunne analysere sig frem til, hvad den her gode artist har brug for, for at blive en kommerciel succes.

Når vi laver en udgivelse, så er det i hvert fald et arbejde, der spænder over to-tre år, hvor der lægges mange strategiske linjer for hvor vi skal være på de forskellige fronter om 6-12-18 måneder osv. Det er enormt vigtigt, for at alle på et hold omkring en artist arbejder i samme retning. Der er vi meget struktur-nazist-agtige, hvilket måske hører til sjældenhederne i de mindre labels – eller det er i hvert fald noget, som de partnere, vi har rundt omkring, synes vi er rimelig fremme i skoene med i forhold til, hvor små vi er. Det tror jeg hjælper os rigtig meget. Så en musikalsk tæft og en strukturel tæft er to grundlæggende egenskaber, man skal have, eller have lyst til at tilegne sig.

Hvordan har I selv lært det? Er det ’bare’ learning by doing?

Nogle ting kommer fra vores individuelle baggrunde. Den udøvende musikdel har jeg beskæftiget mig med, siden jeg var lille, og det hjælper til, at vi kan have en masse konkrete musikalske snakke, som kræver en musikteoretisk og praktisk indsigt, med vores artister.

På den anden side har både Tue og jeg lavet PR arbejde før, vi havde selskabet. Jeg sad på Trailerpark Festival og Tue lavede PR på et bureau med tech-produkter, så fra de kanter havde vi en baggrund i at tænke i vinkler og historier og hvad det er, der er interessant for journalister og pressen, som måske ikke lige præcis er kernen for os. Hvis man er god til at sætte sig i modtagernes sko og forstå, hvad det er, som man tænder på, hvad enten det handler om almindelige musikfans, spillesteder, musikmedier eller andre aktører i branchen, så kan man virkelig springe meget learning by doing-tid, som kan være meget spildtids-agtig, over. Vi har også haft nogle mentorer, som vi enten har arbejdet med, eller som har været en del af vores netværk, som har haft en erfaring, vi har kunne trække på og spørge ind til. Så det er også enormt vigtigt, at man opsøger den slags – for eksempel i DUP (Danske Uafhængige Pladeselskaber), hvor vi er en sammenslutning af knapt 100 labels, hvor der er nogle muligheder for at spørge til råds, som man skal udnytte.

Fire gode råd

– Få styr på alt det ’kedelige’ – distributionsaftaler, kontrakter, budgetter og den slags.
– Opsøg netværk og engagér dig i det – der er masser af folk, som gerne vil dele ud af deres erfaring, og som kan hjælpe dig med at styre udenom typiske (opstarts)fejl.
– Sæt dig i modtagerens sko – hvis du er bevidst om, hvem du taler til, og hvordan, kan du undgå en masse ’learning by doing’-tid, som måske ikke er helt så konstruktiv.
– Vær struktureret og gennemtænkt i dit arbejde – det tager tid her og nu, men kan spare dig for en masse tid (og penge) i det lange løb.