Den montenegrinske trommeslager Slaven Ljujic annoncerer sig selv som en bandleder af ægte substans med denne højenergiske fusionsdebut. Hope Molecules, der er optaget i en enkelt april-session i DomArt Studio i Podgorica, samler fire spillere fra hele Europa – tenorsaxofonisten Ben Kraef, elpianisten Laurent Coulondre, bassisten Linley Marthe og Ljujic selv på trommer – og fanger dem, når de spiller med en frihed og intensitet, som de fleste studiealbum aldrig kommer i nærheden af.
Jeg vil være på forhånd: alle fire af disse musikere var nye for mig, før denne plade landede på mit skrivebord, og jeg gik ind uden særlige forventninger. Det, der kom tilbage til mig fra det første nummer, var et stød af ren, unapologetisk fusionsenergi, der fik mig til at række ud efter volumenknappen – i den rigtige retning.
Albummet åbner med en kort tromme-led Intro det sætter tonen perfekt – alene Ljujic, der fra de første takter fastslår, at der er tale om en trommeslagerplade – før bandet træder ind 7 om morgenensom med det samme signalerer, hvilken slags tur du skal til. Den har en udpræget fusionssmag fra 1980’erne, og det mener jeg som en kompliment. Melodien har den slanke, målrettede kvalitet, du forbinder med det bedste fra den æra, og rytmesektionen – Marthe og Ljujic – laver absolut mad under den. Linley Marthe er selvfølgelig bedst kendt for sin lange embedsperiode med Joe Zawinul, og den oplevelse er hørbar: Hans basspil her er ikke kun støttende, men en kompositorisk stemme i sig selv.
Midnat ved Oasis – David Nichtern-sangen indspillet første gang af Maria Muldaur tilbage i 1973 – får en samba-bøjet læsning, der fungerer godt nok, selvom det for mig er det ene øjeblik på albummet, hvor kreativiteten bliver lidt for fodgænger efter min smag. Det er en mindre advarsel på en ellers ubarmhjertig plade.
TTS åbner med Ljujic foran og i midten. Den rytmiske kompleksitet her er krævende, mere end nok til at holde selv en opmærksom lytter på tæerne. Det, der virkelig løfter nummeret, er dog soloerne: Kraef leverer et imponerende saxofonudsagn, men det er Coulondres klaviatursolo, der følger, som virkelig bryder i brand – intens, søgende og udført med en overbevisning, der sætter spor. Cirkler giver albummets mest atmosfæriske øjeblik – åbning med sax og Rhodes, det bevæger sig ind i mørkere, mere tekstureret territorium, med Coulondres lyddesign, der giver det en æterisk kvalitet, der giver et velkomment temposkift.
Dobbelt problemer følger og er, for mine penge, albummets fineste nummer. Det er en kraftfuld funk-træning – låst groove, inspireret spil, hver musiker bidrager på toppen af deres spil. Det er den slags nummer, der minder dig om, hvorfor denne musik, når den er bedst, er så visceralt tilfredsstillende. Så kommer Visnjas Bophøjoktan, up-tempo swing med en neo-Coltrane kant — Kraefs tenor er i fuld flugt, og Coulondres klaverspil matcher ham slag for slag. Ryg mod ryg repræsenterer disse to numre pladens følelsesmæssige højdepunkt.
Nu Ti Afrika er lige så stærk. Den indledende percussion-fornemmelse – bas og trommer, der spiller perkussivt sammen – er øjeblikkeligt opsigtsvækkende, og da Coulondres keyboards kommer ind, er der noget i den måde, hvorpå melodien sidder over rillen, der virkelig mindede mig om Weather Report, når de er mest opfindsomme. Tastaturarbejdet her er noget af det fineste på pladen. Så kommer Padrino Madoet fascinerende åbent nummer, der nægter at vise sin hånd tidligt — Kraefs saxofonimprovisation vandrer smukt over tangenterne og rytmen på en måde, der føles oprigtigt udforskende frem for bugtende.
Albummet lukkes med Outroder begynder med en basintroduktion, inden bandet træder fuldt ind, og bygger gennem ét langt, bevidst crescendo til en up-tempo finale med en keyboardsolo fra Coulondre, der sender det hele afsted med en opblomstring. Det er en fantastisk måde at afslutte det, jeg må sige, et virkelig godt album.
Et ord om lyden: mixet af Jovan Djordjevic & Marko Maksimovic hos FunkyForrest Studio er upfront og muskuløst, hvilket passer perfekt til musikken. Dette er ikke et album, der ønsker at læne sig tilbage og trække vejret – det vil gerne være i dit ansigt, og produktionen leverer det uden at vælte ud i hårdhed.
Slaven Ljujic har brugt år på at bevæge sig mellem Montenegro, Boston, Paris og Berlin, hvor han har absorberet indflydelse og opbygget relationer på tværs af den internationale jazzscene. Hope Molecules er udbyttet: en debut, der bærer jazz-fusion-traditionen fra slutningen af 1970’erne og 80’erne med selvtillid, mens hver komposition bærer sin egen distinkte stemme. Intet her er glat, intet er sikkert, og intet er lånt uden at blive forvandlet. Stærkt anbefalet.
Sporliste:
1. Intro | 2. 7 AM | 3. Midnight At The Oasis | 4. TTS | 5. Cirkler | 6. Dobbelt Trouble | 7. Visnjas Bop | 8. Nu Ti Afrika | 9. Padrino Mado | 10. Outro
Opstilling:
Ben Kraef — Tenorsaxofon | Laurent Coulondre — Elektrisk klaver og synthesizer | Linley Marthe — El-bas | Slaven Ljujic – Trommer
Udgivelsesdato: 24. april 2026
Format: CD | Streaming
Mærke: DomArt Records
Ny udgivelse af Spotify-playliste
Playlisten Jazz In Europe New Release indeholder numre fra de nye udgivelser på Jazz In Europe. Denne playliste, der opdateres ugentligt, er det perfekte sted at opdage ny musik fra de førende jazzmusikere på scenen. Vi håber, du nyder dette udvalg.
Den bedste måde at holde sig ajour med alle de seneste udgivelser er at følge playlisten på Spotify.
Bare klik på knappen nedenfor.
