Madonna er blevet kaldt “Queen Of Pop” siden midten af 80’erne, og med god grund; det passer hende kongelig opførsel samt hendes fremtrædende plads i det musikalske landskab. Men først i de senere år har hun virket tilpas som en arv-kuraterende grande dame. Først forsøgte hun at fortælle sin oprindelseshistorie i en Hollywood-biografi, der siden er blevet skrinlagt. Derefter vævede hun og hendes musikalske leder Stuart Price sin skinnende diskografi ind i en karrierespændende fortælling på 2023-2024s ‘The Celebration Tour’.
Nu kommer ‘Confessions II’, en samlet efterfølger til hendes sidste store album, 2005’s pulserende klubopus ‘Confessions On A Dance Floor’. Endnu en gang har Madonna co-skrevet og co-produceret broderparten med Price, selvom der også er bidrag fra avant-pop-musikeren Arca og The Rolling Stones-producer Andrew Watt. Og som med ‘Confessions I’, som det nu virker acceptabelt at kalde albummet fra 2005, er hele den 63 minutter lange plade opbygget som et DJ-sæt uden pauser mellem numrene.
Ved en nylig lyttesession med deltagelse af Innovative MusicPrice forklarede, at dette album er mindre forankret i “disco-house”-lyden fra ‘Confessions I’ og mere drevet af de senede beats fra Detroit og Chicago house. Madonna telegraferer dette på åbningssangen ‘I Feel So Free’, en deep house-varmer med et smart sample fra Lil Louis’ klubklassiker ‘French Kiss’ fra 1989.
‘Confessions II’ er også krydret med referencer til Madonnas ikoniske diskografi, hvilket nok er uundgåeligt, når man har lavet lige så meget flot dansemusik som Madonna. Der er soniske nik til klassiske singler som ‘Justify My Love’ fra 1990’erne og ‘Bedtime Story’ fra 1994 – på henholdsvis ‘Everything’ og ‘My Sins Are My Savior’ – såvel som hyppige spoken word-dele, der minder om hendes mest undervurderede album, 1992’s ‘Erotica’, ‘Erotica’. På ‘Danceteria’, en spændende hyldest til natklubben i New York, hvor hun fandt sin lyd og sin udvalgte familie, navnchecker Madonna Mark Kamins, DJ’en, der producerede hendes debutsingle ‘Everybody’ fra 1982.
Der er det mærkelige nummer, der ikke klikker – den Picasso-refererende ‘School’ er lidt af en ketchering – mens andre hovedsageligt får gravitas eller intriger, fordi det er Madonna, der synger dem. Når hun erklærer “det er ikke i orden, jeg knepper ikke med det!” på den dunkende ‘Alt’, spekulerer du virkelig på, hvad der har forstyrret hende. Gjorde nogen sende hortensiaer? Men det meste af ‘Confessions II’ lykkes, fordi det er det omhyggelige håndværk af et ualmindeligt talentfuldt klubbarn, der stadig mærker dansemusikkens kraft i sine knogler og i sin sjæl.
Efter 40 minutter med hamrende house-pop og trippy trance bliver albummet mere reflekterende i sin afsluttende strækning: Madonna fejrer sin afdøde bror Christopher på den dejlige rave-ballade ‘Fragile’, hvorefter duetter med sin datter Lola Leon på den trip-hop-smagsmagte mea culpa ‘The Test’. Ved at trække fra sin fortid, både personligt og musikalsk, har Madonna lavet sit mest vitale album i over to årtier. Denne grande dame ved stadig, hvordan man får os til at bevæge sig.
Detaljer
- Pladeselskab: Warner
- Udgivelsesdato: 3. juli 2026
