Ind imellem kommer der en trommeslager-ledet plade, der minder dig om, hvorfor dette format stadig har et nyt sted at tage hen, og Terje Evensens Reclusive Mountain er præcis den slags plade. Dette er et fremragende album for den eventyrlystne lytter, et der folder elektronik og akustisk trommespil til en enkelt, samlet stemme i stedet for at behandle dem som separate ingredienser. Hvis dette er en af de retninger, moderne jazz er på vej, så tæl mig med på turen.
Evensen er krediteret med trommer og elektronik, og det, der umiddelbart slår mig, er, hvor fuldstændig de to elementer smelter sammen. Der er ingen følelse af, at en trommeslager sidder bag en bærbar computer, eller at elektronik bliver boltet på som tekstur. På tværs af disse fem kompositioner fungerer trommerne og elektronikken som ét instrument, og det instrument bliver den rytmiske og atmosfæriske motor, som alt andet i bandet reagerer på. Det er et smart, enkelt koncept, udført med ægte overbevisning: Hvert stykke bygger ud fra den Evensen-kerne, med en gæstestemme, der træder frem for at give den melodiske eller teksturelle detalje på toppen. Resultatet er en plade, der føles stramt udtænkt snarere end løst samlet, og meget humørfyldt i bedste forstand – dette er sen nat, høretelefoner på.
Titelnummeret åbner albummet på et stærkt groove, og det, jeg sætter mest pris på, er, hvor tålmodigt følelsen får lov til at udvikle sig frem for at blive udtalt og gentaget. Rytmisk er der tale om et meget stærkt stykke skrift, og over det skiftende fundament svæver Nils Petter Molværs trompet med ægte nærvær. Det er en spøgende lyd, næsten som et opkald, der høres fra et sted i mørket, og det sætter den følelsesmæssige temperatur for alt, hvad der følger efter.
“Skipår”, skrevet som en hyldest til Evensens afdøde ven og samarbejdspartner Martin France, gør fremragende brug af loops i sine indledende takter, og etablerer en scene, før rytmen tager fat. Dette er et nummer, hvor Evensens trommespil umiskendeligt er hovedstemmen – fuldt percussion-drevet, presserende og fremdriftsfuldt – og det står som en af de stærkeste præstationer på pladen. I stedet for at sidde i sorg kanaliserer stykket Frankrigs kreative ånd i fremadgående bevægelse, og det valg betaler sig.
“Moody Zoo” tager pladen et sted mere surrealistisk. Julian Argüelles’ saxofon ligger smukt over den skiftende baggrund, Evensen bygger under den, og glider gennem en tekstur, der dels er urban natscene, dels forestillet udsendelse fra et fremmed sted. Det er et virkelig interessant stykke, som belønner tæt lytning. “Red Dot” sender derefter rampelyset til Tim Harries’ bas, og det fungerer ekstremt godt – bassen bærer flere lag her, forankrer rillen, mens der efterlades plads til elektronikken til at drive og farve kanterne. Dette er et af mine yndlingsøjeblikke på albummet.
Afslutningsstykket, “Glimpse of Closeness”, er der, hvor pladens mest slående valg åbenbarer sig: Slangens tilstedeværelse, spillet af Michel Godard. De fleste læsere vil ikke være bekendt med dette instrument, så det er værd at forklare. Slangen er et blæseinstrument, der går tilbage til slutningen af det sekstende århundrede, bygget af træ og traditionelt bundet i læder, med en snoet, foldet form, der giver den sit navn. Den spilles med et mundstykke i messingstil, som en cornet, men dens fingerhuller og lave, luftige register placerer den som basstemmen i den historiske cornett-familie. Mig bekendt er det første gang, jeg støder på slangen på en moderne jazzindspilning, og Godard bruger den smukt, og kommer ind med en karakteristisk, åndedrætsrig stemme, der er ældgammel, resonant og dybt udtryksfuld, der former stykket som en langsom, kontemplativ prædiken. Efterhånden som Harries’ bas introducerer en rastløs understrøm, og Evensens elektronik gradvist bryder stilheden, opløses musikken i overlappende, langvarige toner. Det er en virkelig bevægende måde at lukke pladen på, og et sjældent tilfælde af et usædvanligt instrumentalt valg, der faktisk forstærker musikkens følelsesmæssige påvirkning frem for blot at dekorere den.
Reclusive Mountain lykkes, fordi Evensen aldrig mister sin egen kompositoriske stemme af syne, selv når han trækker på en så karakteristisk gruppe af samarbejdspartnere. Konceptet med trommer og elektronik som den bindende tråd, der løber gennem hvert nummer, hvor hver gæstemusiker tilføjer et enkelt, velvalgt detaljelag, giver albummet en sammenhæng, som trommeslagerledede projekter ikke altid opnår. Dette er en meget humørfyldt, atmosfærisk plade, og en jeg anbefaler stærkt til alle, der leder efter noget lidt anderledes end den sædvanlige moderne jazz-playbook.
Sporliste:
1. tilbagetrukket bjerg | 2. Skudår | 3. Moody Zoo | 4. Rød prik | 5. Glimt af Nærhed
Personale:
Terje Evensen, trommer & elektronik | Nils Petter Molvær, trompet | Leo Abrahams, guitar | Tim Harries, el-bas & kontrabas | Natalie Rozario, cello | Michel Godard, slange | Julian Argüelles, saxofon
Udgivelsesdato: 22. maj 2026
Format: CD | LP | Streaming
Mærke: Optager abstrakt ged
Ny udgivelse af Spotify-playliste
Playlisten Jazz In Europe New Release indeholder numre fra de nye udgivelser, der er anmeldt på Jazz In Europe. Opdateres ugentligt, det er det bedste sted at opdage musik udvalgt af vores redaktører – ikke algoritmer. Følg playlisten for at holde trit med den slags rekorder, vi mener fortjener opmærksomhed, og for at være på forkant med kurven.
Den bedste måde at holde sig ajour med alle de seneste udgivelser er at følge playlisten på Spotify.
Bare klik på knappen nedenfor.
