Foto af Steen Rasmussen
Jeg bliver meget begejstret, når jeg ser en kvindelig trombonist. Trombonister generelt er stadig ret sjældne, men kvindelige trombonister plejede at være som enhjørninger. Historisk set er den mægtige Melba Liston uden tvivl en af de eneste kvindelige trombonister, der har fået en platform, selvom der faktisk var en del trombonister, der havde travlt med at arbejde væk uden den fortjente anerkendelse. The International Sweethearts of Rhythm gav os Helen Jones Woods, Betty O’Hara, Jean Travis, der var også Velzoe Brown, Corinne og Lena Posey (og flere), men desværre er de fleste af disse navne ukendte for de fleste, og de fik ikke de platforme, de fortjente. Heldigvis ser dette ud til at ændre sig. Den stadigt udviklende jazzscene bliver mere og mere fuld af glorværdige trombonister fra hele verden, herunder Nabou, Natalie Cressman, Jennifer Wharton, Laura Impallomeni, Gunhild Carling, Rita Payés, Audrey Ochoa og selvfølgelig Annie Whitehead og Angela Wellman – og dette er kun nogle få.
En del af denne spændende trombonescene og i hjertet af Danmarks musikscene er Lis Wessberg. Hun arbejder med jazz og pop og har spillet med en udsøgt række af kunstnere, herunder Randy Brecker, Marilyn Mazur, Joyce Moreno, Kid Creole & The Coconuts, og med over 50 udgivelser på sit navn, er Lis Wessberg et navn, vi alle burde kende.
Hendes debutalbum, som hovedkunstner, Yellow Map (udgivet i 2021) viste hendes betagende kompositionsevner, der kombinerede den akustiske trombone med elektronisk inspirerede grooves. Dette blev efterfulgt af Twain Walking (2024), hvor Lis fortsatte med at forfine og definere sin lyd, med en række påvirkninger fra Radiohead til Miles Davis og bevægede sig ind i engelsksproget sangskrivning. Hendes seneste udgivelse In the Wake of Blue, ser Lis bevæge sig ind i en sangdrevet tilgang til sine kompositioner, i et album, der beskrives som ‘hendes mest personlige til dato’.
Jeg begyndte at skrive tekster på mit andet album, fordi jeg følte, at det kom med en helt ny dimension – ydmyghed. Jeg fandt det så smukt at spille live med en vokalist, synge mine sange, og så med dette nye album skabte jeg fem nye melodier med tekster. Det var en stor ting for mig, og hvorfor det er så personligt, fordi jeg skriver om min familie, om at være menneske. Der er også en masse natur og naturbilleder i mine tekster, næsten som billeder af at være menneske. Engelsk er ikke mit modersmål, men der er så mange farver i min musik, at det var meget smukt at skrive tekster og høre en ung vokalist synge mine sange. Albummet handler også om generationer. jeg er 58! Jeg har været i denne jazz-ting i så mange år og var en sen blomstrende, fordi jeg har lavet en masse albums for andre musikere. Jeg lavede mit første album, da jeg var 52.
Lis’ første album Yellow Map blev specifikt skrevet som et instrumentalt album for klaver, bas og trommer sammen med gæstesamarbejdspartneren trommeslager/percussionist Marilyn Mazur. Lis nyder det fortolkende element af instrumentalmusik, hvor publikum engagerer sig på deres egen måde.
Det er gratis på en anden måde, for der er ingen grænser. Du kan lade publikum tænke over det og mærke musikken. Når du skriver tekster og præsenterer, hvad teksterne handler om, tuner du allerede folk ind i musikken. Når vi spiller instrumentalmusik, er det også meget smukt, for folk laver deres egen fortolkning. Så for mig synes jeg, der er to smukke måder at lave musik på.
In the Wake of Blue har et underliggende naturtema, der udforsker den række af følelser, vi forbinder os med, når vi oplever for eksempel havet, skyerne og fuglene. Det visuelle element i denne musik er meget vigtigt for Lis som en måde at skabe forbindelse til publikum på.
Der er mange referencer til billederne af naturen, lidt som et billede af det indre. Jeg forsøger at give publikum en slags ramme, en frihed, fordi jeg taler om himlen, planterne, jorden, jorden, og vi er i samme slags rammer. Det er mit mål.
Dansk er selvfølgelig Lis’ modersmål, men hun har skrevet tekster til dette album på engelsk. Der er altid en balance at navigere i, når man overvejer den kommercielle side af at skabe musik, og kunstnere skal ofte flytte ind i et rum, de ikke nødvendigvis er bekendt med.
Det er meget interessant. Jeg talte med mit label om at lave sange på dansk, men de havde en plan for at prøve at dele musikken uden for mit land. Jeg arbejdede også med en estisk sangerinde, der ikke taler dansk, så de sagde, du kan selvfølgelig skrive på dansk, men vi ville virkelig foretrække det, hvis du ikke gjorde det, så du kan arbejde med denne vokalist. Så jeg tænkte, okay, det er en udfordring for mig. Men jeg synes, engelsk er et meget fyldigere sprog end dansk, og det har mange farver. Jeg synes, det er en balance, for man vil gerne skrive tekster, som folk kan forstå, så de ved, hvad musikken går ud på. Jeg synes, det ville være ærgerligt, hvis folk ikke forstod det. Samtidig kan det være en meget smuk oplevelse, at lytte til et sprog, man ikke forstår, fordi man lytter til farven i musikken.
Foto af Steen Rasmussen
Liss valg af musiker komplimenterer og forstærker hendes arbejde smukt. Efter at have arbejdet med Lis på hendes seneste tre albums, giver hendes kerneteam af Steen Rasmussen (klaver og tangenter), Lennart Ginman (kontrabas) og Jeppe Gram (trommer) et smukt subtilt, men essentielt grundlag hele vejen igennem med håndgribelig kemi. Til dette album tog Lis en anden tilgang.
Jeg elsker at skrive musik, og jeg skrev faktisk dette album på en ø. Jeg var der længe og havde ro og tid til at skrive musik. Jeg besluttede også, at vi for første gang skulle turnere musikken, inden vi gik i studiet. De andre albums blev lavet omvendt. Og jeg synes, det var en meget fin proces. Noget af musikken er skrevet siddende ved et klaver, og noget sidder ved computeren, arbejder digitalt og optager min trombone. Jeg lavede demoer, så det er meget præcist, og hvad jeg vil have. Jeg skrev 11 melodier og sendte dem til musikerne, og så begyndte vi at turnere! Vi havde omkring 4 koncerter, og så gik vi i studiet, og musikken havde udviklet sig, fordi der sker så meget, når man spiller live. Jeg vil gøre det på samme måde næste gang, det var meget rart.
Lis, der konstant vokser og udvikler sin inspirerende kompositoriske værktøjskasse, bringer et nyt element til sit arbejde: at inkorporere dybden og skønheden i en fantastisk strygekvartet. Hele albummet er smukt filmisk med så mange farver og lag. Mens trombonen leder, er den førende som ligeværdig med den fantastiske vokal fra Veronika Rud. Men Lis’ passion og fokus er altid på at spille live og udviklingen af hendes musik gennem liveoplevelsen.
Jeg glæder mig til at spille det live, og man ved aldrig, hvordan det bliver at spille live. For mig, når vi udgiver en melodi, et album, vil musikken hele tiden udvikle sig, når vi spiller den live. Jeg er meget glad for mit band, og vi har spillet sammen i mange år. De kender min slags musik, de bidrager, og jeg elsker, hvordan de respekterer min musik. Det er ikke færdigt, når jeg udgiver et album – det er som at føde børn, de vil udvikle sig og få deres eget liv. De vil vokse, og nogle mennesker spørger mig, må jeg spille din melodi? Jeg sagde, ja, lån venligst min melodi. Jeg elsker det, for så kan det blive en anden smag. Jeg synes, det er en slags fødsel, og jeg elsker den form for vækst. Jeg har selvfølgelig et band, men jeg spiller også min musik med andre slags projekter. Folk spørger mig ofte, om jeg vil lave noget, og kan jeg medbringe noget af min musik? Og jeg medbringer noget musik, og måske er det en trio, måske er det en duo, måske er det en telt, og min musik får en anden stemning. Det her er meget smukt.
Med en betydelig liste over livedatoer booket frem til slutningen af 2027 og utrolige anmeldelser, forbinder publikum over hele kloden Lis og hendes musik – og trombonen!
Det er meget vigtigt – musikken, at sidde med et publikum, det er en slags kommunikation. Jeg giver dem noget; de giver mig noget. Vi er i det sammen, og jeg taler altid om det til mine koncerter, at denne aften bliver helt unik. Det skal vi være opmærksomme på. Det er meget vigtigt for mig, at publikum på en måde kan mærke mig. Ikke kun mig, bandet. Min musik er også ret langsom, lidt poetisk, men også vild. Jeg tror, at trombonen, for mig, er noget af det, celloen er for strygerne. Det er en slags stemme, og det er den måde, jeg bruger mit horn på. Trombonespillere, alle instrumentalister, spiller på vidt forskellige måder. Men jeg spiller ikke særlig hurtigt på mit horn. For mig er det som at synge. Det er derfor, jeg synes, at trombonen er det smukkeste instrument, fordi det er et meget simpelt instrument. Det har været en del af mig i så mange år. Jeg begyndte at spille trombone, da jeg var 10, tror jeg, og nu er jeg 58. Det er mange år. Jeg var påvirket af mange saxofonister og trompetister – Miles, Coltrane, alle de store helte. Men jeg var meget tiltrukket af trombonespillere, der spillede mere frit. Da jeg gik på konservatoriet, spillede jeg en masse bebop og prøvede at være hurtig, og selvfølgelig skal man gøre det hele, men for mig kunne jeg godt lide at lytte til sangere som Shirley Horn og tilpasse den slags stemme til mit instrument.
Melba kom ret sent ind i mit liv, men jeg har et billede af hende i mit studie. Som den eneste farvede kvinde, og den eneste kvinde, og hun spiller med et Big Band i Danmark, og jeg fik dette billede af en ven. Jeg synes, det er så smukt. Hver gang jeg spiller med min trio, spiller jeg en melodi af hende. Hun er fantastisk, og hun var så respekteret som arrangør såvel som som trombonespiller.
In The Wake of Blue er et fantastisk album og en virkelig inspirerende kunstner. Brug lidt tid på at udforske hendes utrolige arbejde, du vil blive så meget bedre af det.
Køb her
Overskriftsfoto af Kim Matthäi Leland
Lis Wessberg hjemmeside
Denne artikel blev først offentliggjort i juli 2026 Women in Jazz Media magazine
