Få kunstnere er kendt for at rykke grænserne for deres instrumenter så langt som Daniel Herskedal. Hans seneste udgivelse, “Call for Winter II: Resonance”, er en fortsættelse af hans soloprojekt “Call for Winter”, og den fungerer som en overbevisende udforskning af messingblæserens soniske muligheder i en solo-sammenhæng.
Herskedal, kendt for sin innovative tilgang til tuba og bas trompet, har lavet et album, der trodser let kategorisering. Ved at blande elementer af klassisk, verdens- og improviseret musik præsenterer “Resonance” et lydbillede, der på én gang er velkendt og overjordisk. Albummet er komponeret og indspillet isoleret, hvor Herskedal trak sig tilbage til en afsidesliggende hytte i de norske fjelde nær Røros, tæt på samiske rensdyrholdsområder. Denne indstilling, med dens barske og vidtstrakte landskab, har tydeligvis påvirket det musikalske resultat, men måske ikke på den måde, man kunne forvente.
I betragtning af albummets titel og omstændighederne ved dets tilblivelse, kan man forvente en lyd, der er mørk, kold og barsk. Herskedal undergraver dog disse forventninger og leverer et værk, der er overraskende varmt, lyrisk og til tider endda opløftende. Denne kontrast mellem den opfattede og faktiske stemning på albummet er et af dets mest spændende aspekter, der udfordrer lyttere til at genoverveje deres forforståelser om, hvordan “vintermusik” skal lyde.
Albummet åbner med et nummer, der straks sætter tonen for det, der kommer. Herskedal gør velovervejet brug af overdubbing og looping-teknikker og lægger sine messinginstrumenter i lag for at skabe et rigt, mangefacetteret lydtapet. Tilføjelsen af et subtilt beat giver et rytmisk fundament, der forankrer de mere æteriske elementer i kompositionen. Denne tilgang er et udtryk for Herskedals vilje til at omfavne moderne produktionsteknikker og samtidig bevare den organiske varme fra hans akustiske instrumenter.
Gennem “Resonance” demonstrerer Herskedal en ekstraordinær evne til at lokke en bred vifte af lyde og teksturer fra sin tuba- og bastrompet. Hans kontrol over disse instrumenter er bemærkelsesværdig, hvilket giver ham mulighed for at producere toner, der spænder fra dybe, resonante droner til delikate, fløjte-lignende melodier. Denne alsidighed er nøglen til albummets succes, da den giver Herskedal mulighed for at skabe en mangfoldig og engagerende lytteoplevelse ved hjælp af en begrænset instrumental palet. Mange af stykkerne på “Resonance” har en udpræget vokal kvalitet, med sætninger, der synes at ånde og flyde på en måde, der efterligner menneskelige talemønstre. Denne tilgang giver en følelsesmæssig dybde til musikken, som ellers kunne være svær at opnå med messinginstrumenter alene.
Et af de iøjnefaldende numre på albummet er “Hope”, som eksemplificerer Herskedals evne til at tilføre sin musik filmiske kvaliteter. Stykket bærer på en dyb følelse af melankoli, men alligevel er der en underliggende strøm af optimisme, der stemmer overens med albummets overordnede tema om modstandskraft i lyset af global ustabilitet. Det er let at forestille sig, at dette nummer akkompagnerer en gribende scene i en film, sådan er dets stemningsfulde kraft.
Produktionskvaliteten af ”Resonance” er fremragende, med en klarhed og dybde, der gør det muligt for lytteren fuldt ud at værdsætte nuancerne i Herskedals spil. Brugen af naturlig rumklang, sandsynligvis forstærket af kabinens akustik, bidrager til albummets følelse af rum og atmosfære. Denne opmærksomhed på soniske detaljer er afgørende i et værk, der er så stærkt afhængig af tekstur og klang.
Det er værd at bemærke, at “Resonance” ikke er et album, der afslører alle sine hemmeligheder ved første lyt. Som mange abstrakte kunstværker kræver det tålmodighed og et åbent sind at værdsætte fuldt ud. Dette er ikke baggrundsmusik eller let at lytte; det kræver aktivt engagement fra lytteren. De, der er villige til at investere tid og opmærksomhed, vil finde en rig og givende oplevelse, der fortsætter med at udfolde sig med gentagne lytninger.
Albummets abstrakte karakter og mangel på traditionelle sangstrukturer kan vise sig at være udfordrende for nogle lyttere. Der er ingen iørefaldende hooks eller let mindeværdige melodier her. I stedet byder Herskedal på en række soniske udforskninger, der udvisker grænserne mellem komposition og improvisation. Denne tilgang giver mulighed for øjeblikke af ægte overraskelse og opdagelse, men den kan også få nogle lyttere til at føle sig på drift uden velkendte musikalske vartegn til at guide dem.
Et af de mest imponerende aspekter ved “Resonance” er, hvordan Herskedal formår at fastholde interessen og fremdriften gennem albummet med kun to instrumenter. Dette taler om hans dygtighed som både komponist og performer, såvel som hans dybe forståelse af de soniske muligheder for hans valgte instrumenter. Variationen af toner, teksturer og stemninger, han opnår, er bemærkelsesværdig, især i betragtning af den begrænsede palet, han har til rådighed.
Albummets tematiske fokus på håb og modstandskraft i lyset af global ustabilitet giver det en rettidig relevans. Selvom musikken i sig selv stort set er abstrakt, er der en følelsesmæssig understrøm, der synes at afspejle den komplekse blanding af angst og optimisme, der karakteriserer vores nuværende øjeblik. Dette tilføjer et ekstra lag af dybde til lytteoplevelsen, og inviterer lytterne til at projicere deres egne oplevelser og følelser på musikken.
“Call for Winter II: Resonance” sidder behageligt i skæringspunktet mellem flere musikalske traditioner. Den trækker fra klassisk musik i sin opmærksomhed på form og tekstur, fra verdensmusik i sin brug af ikke-vestlige skalaer og ornamentik, og fra jazz i sin vægt på improvisation og personlige udtryk. Denne blanding af påvirkninger resulterer i en lyd, der er unikt Herskedals egen, der trodser let kategorisering. Selvom det uden tvivl er en udfordrende lytning, er det ikke en fremmedgørende. Herskedals musik inviterer lytteren ind, tilskynder til udforskning og fordybelse i stedet for at holde dem på armslængde med hård dissonans eller ekstrem abstraktion.
For lyttere, der kender til Herskedals tidligere værker, repræsenterer “Resonans” en logisk progression af hans kunstneriske vision. Det bygger på det grundlag, der blev lagt af det første “Call for Winter”-album, og skubber længere ind på territoriet for soloptræden og lydudforskning. Samtidig fastholder den de kerneelementer, der har defineret Herskedals stil: fokus på melodi, en filmisk sans for atmosfære og en dyb forbindelse til den naturlige verden.
Afslutningsvis er “Call for Winter II: Resonance” et overbevisende og tankevækkende album, der viser Daniel Herskedals fortsatte vækst som komponist og performer. Det giver en unik lytteoplevelse, der udfordrer forforståelser om, hvad der kan opnås med messingblæsere i solosammenhæng. Selvom det måske ikke falder i alles smag, vil de, der er villige til at engagere sig i dens abstrakte og atmosfæriske tilgang, finde meget at værdsætte i dens dybde, kompleksitet og følelsesmæssige resonans. Herskedal har skabt et værk, der inviterer til gentagen lytning og afslører nye lag af detaljer og mening med hvert møde. Dermed har han yderligere cementeret sin position som en af de mest innovative og interessante stemmer i nutidig eksperimentel musik.
Mere information kan findes på Edition Records-webstedet.
Sporliste:
Ring til vinter II | 2. Er midnatssolen den samme sol? | 3. Håb | 4. Hvide Bjerg | 5. Solopgang Gæjkedh-vearelde | 6. Walking The Clouds | 7. Nordstjernen | 8. Mit barn | 9. Aksens hældning | 10. Optøning af Permafrost | 11. Ziir
Udgivelsesdato: 27. september 2024
Format: CD | LP | Streaming
Mærke: Edition Records
