Jeg husker stadig første gang, jeg hørte en moderne rekonstruktion af carnyx i et museumshjørne – et lavt, uhyggeligt brøl, der fik mine ører til at prikke og fik mig til at tænke på, hvordan jernalderkrigere må have følt sig, da de stod over for dette metalmonster.
Et frygtindgydende krigsinstrument
Carnyx var en kæmpe bronzetrompet med en snoet S-form, der blev båret lodret, så den brede klokke med et skarpt dyrehoved pegede vandret frem. Med sin heftige styrke kunne den overdøve slagord og kampråb, skræmme fjender og koordinere angreb på tværs af lejerne. Instrumentet blev brugt i Europa mellem cirka 200 f.Kr. og 200 e.Kr., og keltiske stammer, ligesom romerske soldater, kendte til dens terrorvækkende effekt på slagmarken.
Sjældne fund og moderne genoplivning
De få originale carnyx-hoveder, der er fundet – først i Deskford, Skotland, i 1816, og senere i Tintignac, Frankrig, i 2004 – er så sårbare, at de kun vises få gange om året. Det var først i starten af 1990’erne, at en gruppe musikhistorikere og arkæologer genfandt teknikken og skabte fungerende kopier. I 1993 genoplivede trombonisten John Kenny sit første offentlige carnyx-solo efter 2.000 års tavshed på National Museum of Scotland. Siden har instrumentet fundet vej ind i eksperimenterende orkestre og historiske opførelser, hvor det stadig imponerer med sine fem oktaver og uhyggelige klang.
