Mens ogene ringer og bølgerne slår, lader Knucks det være kendt fra starten: “Jeg har fortalt mig selv / før noget andet, jeg er en afrikansk mand”. Det er en linje, der sætter tonen for hans andet album ‘A Fine African Man’ – en erklæring, en hjemkomst og et manifest på én gang. Han har altid været en historiefortæller, hvis London-opdragelse formede hans flow, men den nigerianske arv pulserer stille og roligt under hver bar. Da han nu var i trediverne, ønskede rapper-produceren at lave noget for sin kultur og oversætte sine rødder til noget universelt, der kan bevæge sig lige så let gennem Lagos gader, som det vil Londons bydele.
‘A Fine African Man’ positionerer Knucks som en moderne diasporisk griot: krønikeskriver, celebrant og oversætter for både insidere og dem, der lige er blevet inviteret med. På trods af at den er født i det nordvestlige London, er denne plade større end kun britisk rap med sin bredere historie om afrikansk identitet, der udforsker drengetid, manddom og intim refleksion gennem en intim refleksion. Åbningsnummeret, ‘Masquerade’, er et smukt eksempel: med hans forældre, der tilføjer opblomstringer som ogene-klokkerne og kaldet Knucks’ rigtige navn Afamefuna – hvilket betyder “Mit navn vil ikke blive glemt” – er introen et æterisk ritualistisk opkald, der samler alle, som de ville hjem, før nogen fortalte en historie af stor betydning.
Gennem ‘A Fine African Man’ bevæger Knucks’ vers sig med rytmen af talt poesi – som dagbogsoptegnelser, alle indlevede og ufiltrerede. Men albummets mest ømme øjeblik kommer på ‘Yam Porridge’, hvor han genkalder sit yngre jeg, alene på en nigeriansk kostskole, hvor han fandt hjem i trøst hos en middagsdame, der lavede den bedste skål. Tiwa Savages stemme glider sødt ind (“Alt hvad du vil, jeg er her / Fuld tillid, ingen frygt”), der giver den salige varme af moderlig trøst. ‘Yam Porridge’ er det klareste bevis på, at Knucks er en af denne generations skarpeste historiefortællere – ægte rap behøver ikke at være lyrisk kompleks eller superkonceptuel: nogle gange virker simple ord også.
Selvom dette album er en ny sonisk udforskning for Knucks, kan du stadig få glimt af den foundation, han lavede til sig selv. Siden hans debut-mixtape ‘Killmatic’ i 2014 har Knucks altid gået ind for groove og rytme, og perfektioneret balancen mellem stemning og mening – så det almindelige føles filmisk. På ‘A Fine African Man’ er det instinkt blevet smukt modnet. “Er du okay?” er fuld af neo-Afrofusion lune, al basvarme og blanke tangenter, men med dybde under sin glød. ‘Pure Water’ kalder tilbage til den dystre boreproduktion, der først byggede hans legende, og legemliggør den ubarmhjertige slibning, der definerer Knucks: altid at bevæge sig med formål, jagte noget virkeligt.
Alt dette gøres med stor nigeriansk stolthed, manifesteret gennem bravader. ‘No Shaking’ ser Knucks forbindes med Phyno, der handler barer på deres modersmål over et skævt grimetrap-lignende beat, der forener London-grit med Lagos-svindler. Så er der ‘Nkita’ med den britiske fældeforstyrrer Fimiguerrerro – et aggressivt, pralende nummer om at være tophund, der tilføjer noget bid til den for det meste bløde rekord. Når vi når til sange som den chirpende amapiano-stil ‘Container’ og den groovy ‘Palm Wine’, er det en fuldendt fejring, der strækker sig ind i de fjerne hjørner af diasporaen.
‘A Fine African Man’ skinner som en levende skildring af Igbo-kulturen gennem øjnene på en, der både tilhører og (engang) en outsider. Ved at bruge kærlighed, kamp og vækst som sin farvepalet maler Knucks både efter hukommelse og opdagelse. Hvis ‘Alpha Place’ afspejlede London, vender Knucks her sit spejl mod Nigeria og vander sine rødder gennem lyde og skikke fra sit moderland. Knucks er ikke længere drengen fra Kilburn, men står højt som en fin afrikansk mand, hvis talent aldrig vil blive glemt.
Detaljer
- Pladeselskab: Ingen fridage
- Udgivelsesdato: 31. oktober 2025
