SEfter at hun startede sin musikalske rejse i 2017, er Sudan Archives blevet synonymt med violinen og har fået et ry som en kunstner, der ikke bare fifler med strengene på sit instrument, men hele rammen af elektronisk musik. Fra de mytiske, klassisk farvede teksturer i hendes debut ‘Athena’ i 2019 til de legende, identitetsskiftende manøvrer i hendes opfølger ‘Natural Brown Prom Queen’ fra 2022, har hun brugt sin karriere på at bøje violinen omkring R&B, hiphop, elektroniske teksturer, afropop og mere. Men med sit forestående tredje tilbud, ‘The BPM’, træder kunstneren – det rigtige navn Brittney Parks – helt ind i en ny persona: Gadget Girl.
Alter-egoet kommer efter en nylig periode med omvæltninger i Parks’ liv, hvor hun oplevede et brud, solgte sit hjem og efterlod sig en gentagelse af sit liv. Da hun gik ind i et nyt kapitel, begyndte hun at udvide sit lydvåben og bemærkede, at hun tidligere havde “gemt” en version af sig selv. “Når du sætter dig selv derude, er det meget,” begrunder hun og tilføjer, at hun bare ville “beholde en del af (hendes) personlighed for (sig selv), som ingen kunne kritisere”. Men med ‘The BPM’ satte hun sig selv først og executive-producerede en plade, hvor hun inviterer os ind i sin verden: kaotisk, sjov og evigt foranderlig.
Beboer karakteren af Gadget Girl, fortæller den 31-årige Innovative Music fra sit hjem i Los Angeles, giver hende mulighed for at “fremvise de nye personligheder, jeg har. Jeg er aggressiv, legende, eksperimenterende”. “Efter mit brud ønskede jeg at hælde al min hengivenhed i noget,” fortsætter hun med at forklare. “Gadget Girl blev en undskyldning for at være unapologetisk mig selv, for at udforske (hver side af mig). Det er et særligt øjeblik i mit liv.”
Parks beskriver ‘The BPM’ som “cathartic and revitorating”, og da hun kom ud af sin fortryllelse af hjertesorg, trak hun sig tilbage til et studie fyldt med MacBook Pros, Roland SP-404s, MIDI-violiner og headset-mikrofoner. Disse værktøjer og maskiner blev ledsagere, endda terapeuter. “Jeg har været en violinnørd hele mit liv,” spøger hun – og hun mener det: hun lærte sig selv at spille efter gehør som barn i Cincinnati, og har en omfattende samling af violiner hængt på væggen bag sig.
Blandt dem er en specialfremstillet “violinguitar”, som hun beskriver som “i det væsentlige en mandolin med samme stemning som en violin”. En ven havde tilfældigt foreslået hende konceptet, og snart sendte Parks en e-mail til en luthier i New York og bad om en guitar, hun kunne bukke og plukke, som hun laver sin violin.
Resultatet er et hybridinstrument, der slår bro mellem folketradition og cyberfuturisme i ét hug – et objekt, der føles som en fysisk forlængelse af hendes kærlighed til at “eksperimentere med violinlyden”. “Man hører det måske ikke altid (på ‘The BPM’),” forklarer hun, “men det er der. Hver sang på albummet har det, selvom det er forklædt som noget andet – trommer, klaver, synth. Jeg elsker at rode rundt med lyden af det.”
Denne leg er personlig, historisk og politisk. Parks ser hendes diskografi som en “evolution af dansemusik: den starter med et instrument, derefter eksperimentering, så (bliver), hvad det er nu.” Hun peger på goje’en – et lillebitte enstrenget instrument fra Vestafrika – et lille gresskar med krop – på sin væg. “Violinen er meget sort, og jeg tror, at vi ikke rigtig har lært det,” siger hun. “Min passion er at skabe forbindelsen mellem alle disse traditionelle violiner, og hvordan (de) stammer fra sorte rødder. Det er ikke kun højpande, hvid, klassisk musik. Det er et meget sort instrument. Folk dansede til violin længe før house eller techno eksisterede. Jeg genvinder det som dansemusik.”
jegHvis hendes debut føltes som en magisk lo-fi-collage og dens opfølgning et flamboyant selvportræt, så er ‘The BPM’ den tunge, futuristiske rave – men også den mest menneskelige af hendes plader. Det er både en afgrøde og en fornyelse – en plade at danse til, svede til, helbrede til. Hvert nummer er designet til at bevæge kroppen, efter Parks bemærkede, mens hun optrådte, at hverken publikum eller hun dansede. I stedet for at klage over det besluttede hun at handle. “Jeg ville flytte,” siger hun nu. “Bevægelse er blevet en del af min egenomsorg. Selv når jeg tager på turné, vil jeg svede på scenen.”
“(Violinen er ikke) kun højpande, hvid, klassisk musik. Det er et meget sort instrument”
Den legende energi, der farver pladen – og er nøglen til Gadget Girl-personaen – vil hjælpe med at få Parks’ menneskemængder i gang. På ‘Ms Pac Man’ – et dybt technonummer, der banker på brystet – joker hun med “disse sjove små rim”, og beder sin elsker om at “putte det i min mund” og påstår, at hundrej lige n***a bi‘,” og viser sit mundrette vid med bravaderi på rapniveau. “Seksualitet skal ikke tages så alvorligt,” siger hun. “Jeg kan ikke lide, at folk bliver dømt på grund af deres seksualitet. Min type er fjollet. Jeg har samtaler med mig selv og andre mennesker. Dumt skrivning.”
Sårbarhed og dumhed er ting, Parks for nylig er begyndt at omfavne. “Selvfølgelig vil jeg altid bekymre mig (om kritik), men jeg kan klare det. Nu er jeg klar til at vise alle det sande mig, som er en meget fjollet person. Meget fjollet, meget spirituel, meget kærlig. Alt sammen i ét.”
Spiritualitet og hengivenhed trænger gennem ‘The BPM’, uadskillelig fra bevægelse og præstation. For år siden dannede hendes tvillingekat og kusine Taylor en kristen pigegruppe, en teenage-version af Destiny’s Child, hvor harmoni og ritual var centralt. At arbejde med dem igen på ‘The BPM’ gjorde det muligt for Parks at kanalisere den energi ind i hendes musik. “Familien låser op for en anden del af mig,” siger hun. “Når jeg arbejder med dem, føler jeg, at vi rører en del af vores historie sammen. Det er andagt, næsten helligt.”
Devotion er en anden integreret del af ‘The BPM’ og på tværs af albummet bliver det en levende, bevægende kraft. Rytmerne, violinlinjerne og syntherne bliver et evangelium om omsorg, kærlighed og kropslig frihed, og Parks’ egen spirituelle praksis omsat til lyd: lagdelte violiner skaber en meditativ resonans, call-and-response vokalharmonier ekko kirkekor, og gentagne synthmønstre er rituelle hele vejen igennem. Under eksperimentet ligger en perlerække af positivitet, som hun tilskriver sin opvækst i kirken: “Gospelmusik er meget positiv, opløftende, lovprisende gudsmusik, så jeg føler, at jeg laver min egen version af det.”
Hendes spin på det er ikke strengt teologisk, men hendes åbenhjertethed er stadig rodfæstet i den dybe, universelle kærlighed til alle. “Jeg har talt meget om det ord (hengivenhed), og jeg føler virkelig, at det gælder for min musik,” forklarer hun. “Jeg tror ikke, at noget skal eksistere uden hengivenhed. Det gør livet så meget bedre.”
Hvor andre måske var sunket ned i stilheden, valgte Sudan Archives at rejse sig gennem rytmen. Gadget Girl er ikke bare en persona; hun er et kar, et bevis på, at genopfindelse kan være både helligt og mærkeligt. ‘The BPM’ er Sudans hengivenhed gjort fysisk: smerte blev til puls, puls blev til bøn. Det er ikke bare et album at danse til – det føles som et fristed, hvor hver sang er som en salme i fuld technicolour: kybernetisk og uholdbar.
Sudan Archives ‘The BPM’ udkommer den 17. oktober via Stones Throw Records
