Hvis der er noget, Joji konsekvent leverer på, så er det en forbandet god ballade. Lige siden sin debut-EP i 2017 har den japansk-australske musiker scoret hit efter hit ved at blande sin polerede croon med fremadvendte alt-R&B-beats. Men 2022’s afklædte, klaverledede ‘Glimpse Of Us’ gav Joji hans største succes endnu. Det viser sig, at han ikke engang havde brug for den smarte produktion: Joji har bare dette medfødte talent for at lyde fuldstændig knust, mens han undgår for meget schmaltz.
‘Piss In The Wind’ følger Jojis hang til kærlighedssyge lyrik, men denne gang med et twist. Dypper sine tæer i indie-rock og club-stylings, det er et 21-sangs udyr med en håndfuld numre, der knap nok kommer ind på to minutter. Resultatet er en udforskende, impressionistisk albumrejse – en, hvor sange ebber og flyder alt for hurtigt.
Den rastløshed er især frustrerende, når Joji udmærker sig i de spor, han sætter ned. Den upolerede charme ved ‘Love You Less’ og dens triste shoegaze-toner øger kun den brutale klarhed i Jojis stemme, mens han synger nedslået: “Hvis jeg elsker dig mindre / vil du elske mig mere?”. Så er der sange som ‘If It Only Gets Better’, der parrer folky-instrumentering som fingerplukkede guitarer og håndklap med en truende 808 – en djævelsk kombination, der ender for tidligt.
De talrige dansespor, Joji peber i, fortsætter med at afsløre hans kamp for at udvikle nogen af sine ideer. ‘DYKILY’ gentager det samme Jersey-klubbeat med ringe effekt, mens ‘Last Of A Dying Breed’ introducerer et blandende techno-beat, der er piggybacked af ‘Love Me Better’ et par numre senere. Problemet er, at ‘Last Of A Dying Breed’ og dens sørgmodige korvokal er langt mere succesrige med at skabe atmosfære end den sparsomme minimalisme i ‘Love Me Better’, hvilket efterlader sidstnævnte, der føles hult og afledt.
Det er en skam, at tracklisten føles som et slag, især når hårdtslående trap bangers som ‘Pixelated Kisses’ starter sagen. Der er lidt pusterum til at værdsætte sange som melankolien i ‘Past Won’t Leave My Bed’ eller den klubbede katharsis af ‘Rose Coloured’ – de er begravet mellem adskillige løse sketches, der ikke bidrager til et større billede.
Der er en fornemmelse af, at Joji har forsøgt at patchworke en bredere fortælling ved at skabe flygtige vignetter. Desværre har han ved at lave snapshotsange skabt et scattershot-album. ‘Piss In The Wind’ planter rigeligt med frø til Jojis næste retning – nu mangler han bare at lade de gode ideer vokse.
Detaljer
- Pladeselskab: Palace Creek
- Udgivelsesdato: 6. februar 2026
