Claire Martin er en multi-prisvindende vokalist og OBE, med en karriere på over 30 år i Storbritannien som bandleder, festivalkurator, broadcaster og underviser. Den 27. september 2024 udgav Claire sit nye album Næsten i dine armepå Stunt Records og distribueret af Cadiz Music.

Foto af Rikki Borkum

Første gang, jeg hørte Claire Martin live, var på Brighton Jazz Festival den 29/09/24 og udførte stilfulde genbearbejdninger af klassikere fra Great American Songbook. Hun spillede på Horatio Bar på Brighton Pier, en af ​​de bedste steder for jazz i området. Claire blev understøttet af en fantastisk rytmesektion: Rob Barron på klaver, Adam King på bas og Mark Taylor på trommer.

Claires varme og velformulerede stemme guidede publikum ind i forskellige jazzsange, fra optimistiske sange til ballader. “Gør mig til regnbuer” af John Williams blev spillet med et smukt arrangement, kreativ kontrabas, smuk stemning og rytme. Claires stemme fortalte historien om sangen og viste sig som en altstemme med mange forskellige nuancer. Den bluesagtige artikulation i stemmens scatting var meget fængslende, og et af højdepunkterne ved hele koncerten. Den tredje sang var “Ethvert sted jeg hænger min hat er hjemme”, en populær sang med musik af Harold Arlen og tekst af Johnny Mercer. Bandet fængslede publikum med en 12/8-rytme med et vestafrikansk ekko, som så skiftede til en swing-blueset stemning.

Rob Barron af Rikki Borkum

Så sang Claire en smuk og melankolsk sang “Jeg ville ønske, jeg havde mødt dig” af Johnny Mandel. Her stjal kontrabassoloen scenen, melodisk og intens. Claires stemmeafgivelse var meget engagerende og opfindsom, og ændrede sig til en intim og sjælfuld stemme til sidst. “Farvel Country Boy”, en sang af Blossom Dearie, viste Claires store evner i scatningen med en stemmeenergi, der fungerede godt sammen med bandets smukke akkompagnement. “Mit skib”, en jazzballade skrevet af Kurt Weill og med teksten af ​​Ira Gershwin, startede med et arrangement, der minder om “My prince will come”. Vokalen var glat, med en mere dynamisk og rytmisk parentes under scat-sangen. I den latinske version af jazzstandarden “Manden jeg elsker” (Gershwin), Claire viste et selvsikkert, fængslende samspil med bandet, og arrangementet og bassoloen var intet mindre end fantastisk. Mod slutningen af ​​koncerten spillede kvartetten jazz standard “Elsker kom tilbage til mig” (Romberg-Hammerstein), en meget optimistisk sang med et særligt tempofyldt sangparti. Claires dobbelte tidsspredning var bemærkelsesværdig, og udviste en gymnastisk kontrol af stemmen med frasering inspireret af Ella Fizgerald. Der var også smukke udvekslinger mellem stemme og trommer.

Mark Taylor af Rikki Borkum

Tilliden til stemmens sprog og kommunikation under scattingen var beslægtet med en instrumentalists, når han byttede firere med trommeslageren. Der var også en bemærkelsesværdig og fantasifuld solo af trommeslageren lavet med stil og autoritet fra Big Bandet i 50’erne. Vernard Ducks sang “Efterår i New York” blev spillet mod slutningen af ​​koncerten som en drømmende ballade. Claire brugte en fortællende stemme i denne sang, der matchede trommernes varmere og roligere akkompagnement med børster. Den sidste sang så publikum blive vanvittige: det var den optimistiske sang “Kom tilbage til mig”(Lerner-Lane). Her var stemmens scatning meget teknisk og gennem hele rækken, efterfulgt af en fantastisk klaversolo.

Foto af Rikki Borkum

Koncerten var meget intens og energisk, og publikum blev guidet gennem forskellige stilarter af jazz, men med en glidende overgang mellem hver sang. Musikerne var fremragende, og Claires stemme og upåklagelige scenetilstedeværelse gjorde hele oplevelsen meget behagelig.

Claire Martins hjemmeside

Brighton Jazz Festivals hjemmeside

Hovedoverskriftsbillede af Lisa Wormsley