Den 4. april 2025 var dommen i Brighton vært for de anerkendte Alison Rayner Quinteten gruppe, der er kendt for sin melodiske opfindelse, rytmisk subtilitet og dyb musikalsk empati. Bandet indeholder Alison Rayner på dobbelt bas, Deirdre Cartwright på guitar, Diane McLoughlin på saxofoner, Steve Lodder på klaver og Buster Birch på trommer. Sammen leverede de en fængslende præstation fuld af følelser, historiefortælling og kunstnerisk samhørighed.
Live foto af Betty Accorsi
Sættet åbnede med “Espiritu Libre”, en original komposition af Rayner fra deres seneste album SEMA4. Et stykke om rejse og frihed trak det straks publikum ind i et rigt musikalsk landskab. Interaktionen mellem klaver, saxofon og guitar var fantastisk – hver linje vævet ind og ud som stemmer i samtale. McLoughlins sopranesaksolo havde en lidt fri, sonderende karakter, mens Cartwrights guitar solo fremkaldte den lyriske varme af Pat Metheny. En anden sax -solo fulgte, mere melodisk og struktureret, der minder om Chris Potter, og Lodders klaver solo bragte en yndefuld tæt på melodien.
Det andet stykke, “Der er en knæk i alting” fra albummet Novellerfremhævet Rayners gave til arrangement. Samspillet mellem guitar og klaver var særlig stærk, og brugen af motivisk gentagelse over vandret harmonisk bevægelse huskede den fritflydende karakter af Methenys skrivning. Dynamikken tilføjede følelsesmæssig dybde, hvor Lodders fragmenterede klaver solo delikat antydede lys, der bryder gennem revnerne. Rayners basspil her var især blid og udtryksfuld.
Dernæst kom McLoughlins “på udkig efter et roligt sted”, et stykke fuld af subtile rytmisk samspil og harmonisk nuance. Guitar og klaver skabte delikate strukturer med soloer, der var både lyriske og følelsesladede. Rayners bas solo var en undersøgelse i roligt, kontrolleret udtryk. “Lommetchief Tree” af Lodder åbnede med cicada-lignende lyde og satte en mystisk tone. Tenorsaks introducerede melodien, før stykket overgik til et mere åbent, rytmisk afsnit. Den elektriske bas -solo var melodisk og inderlig, efterfulgt af en ekspansiv sax -solo. Cartwrights guitar solo bragte igen Metheny i tankerne, mens pianisten og trommeslageren tilføjede originalitet og drivkraft.
Rayners nostalgiske “Swanage Bay” begyndte med en ostinato på den dobbelte bas, før han udspilte til en minimalistisk melodi, der blev delt mellem klaver, guitar og sopranesax. Sax-solo var drømmende og melodisk, og senere gav plads til et bossa-påvirket afsnit. Klaver solo her var især udtryksfuld, og stykket sluttede med et strejf af dissonans, der tilføjede følelsesmæssig kompleksitet. Det første sæt blev afsluttet med McLoughlins energiske “Buster bryder et slag” fra Noveller (2019). Denne rytmisk indviklede melodi indeholdt levende soloer fra klaver og guitar med stramme sax-guitar og sax-tromme udvekslinger. McLoughlins tenorsakssolo skubbede grænser, til tider og ventede uden for harmonien og kulminerede med en spændende fri improvisation for at lukke sættet.
Det andet sæt begyndte med “Trip Dance” af Rayner, hvor bandet brugte motiverede formler til at bygge stykket. Sopranesaxen bar melodien, mens trommerne og klaveret udvekslede livlige soloer. Den sidste sektion havde ekko af Avishai Cohens kompositioner i dets energiske, folkede efterfølgende fornemmelse. McLoughlins “Riding the Waves” fulgte med en sensuel melodi, der blev delt mellem guitar og tenorsax. Endnu en gang stod klaveret solo ud for sin elegance og nuance. Lodders “Hamble Horror” begyndte med en delt melodi mellem guitar og saxofon, der udviklede sig til en mere traditionel jazzfølelse. Tenor Sax Solo her var især engagerende. “Signaler fra rummet” af Cartwright var en blid og mystisk melodi, hvor sopranesaks, klaver og guitar blandede sig i en blød, åben lydverden.
Rayners “alle vil være godt” fra SEMA4 udtrykte en kollektiv længsel efter håb. Melodien passerede mellem sax, guitar og klaver, med en følelsesladet sax-solo, der bar en stenlignende intensitet. Titelsporet “SEMA4” åbnede med en meditativ bas-solo og overgik til en filmisk, næsten detektivfilmatmosfære. Det var et pulserende, sjovt stykke med spændende udvekslinger mellem sax og guitar.
Det endelige nummer var Rayners hyldest til Jaco Pastorius, “Portræt af Jaco,” kanalisere funk -energien i 70’erne med ekko af Kom nu, kom over, Kyllingenog Tower of Power. Den drivende klaver solo og rock-påvirket guitarpræstation tilføjede Flair, mens Rayners bas-solo tog en mere lodret jazz-tilgang, der kontrasterede pænt med stykkets inspiration. Aftenen afsluttede med en elektrificerende trommesolo af Buster Birch – fuld af energi og historiefortælling finesse.
I løbet af natten udviste kvintetten enestående musikalsk kemi og følsomhed. Hver musiker bidrog med deres egen stemme, mens de støttede og reagerede på hinanden med dyb lytning og respekt. Det var ikke kun en koncert, men en masterclass i musikalsk historiefortælling og kollektiv udtryk. Alison Rayner Quintet mindede os om, at jazz på sit bedste er en samtale – fuld af følelser, nuance og delt menneskelig oplevelse.
Køb SEMA4 her
Alison Rayner websted
