London-trioen Mary In The Junkyard frækt døbe deres lyd “grædende kaos rok”men de fremkalder ofte noget langt mere: en indviklet magi vævet af vokalist og guitarist Clari Freeman-Taylors poetiske, observerende øje og friløbsarrangementer, ligeså informeret af sarte matematikladede samtidige og elegante klassiske stylinger. Efter et utrætteligt par år og eventyr ved staten (en to-måneders tur med Wet Leg inkluderet), fhv. Innovative Music cover stjerner er gået fra at bejle til Korsikas buzz til at tælle fans i Marina Abramović.
Over for deres længe ventede debut på dette nye fundament, åbner ‘Role Model Hermit’ selvrefleksivt: “Det er din skat, du fortjener det” Freeman-Taylor udtaler om ‘Mantra III’, kunstrockerne, der er ivrige efter at møde det store øjeblik med jordbundet grus. David Addisons grooves følger, fremdrivende og stabile: ‘Blood’ er et slagkraftigt bud på skæv kærlighed, mens den vilde guitar på ‘Seek And Destroy’ følger et grublende portræt af selvsabotage.
Freeman-Taylor forbliver trioens elastiske motor – “Jeg omfavner tordenen og lynet… jeg er et væsen af kun instinkt”proklamerer hun på ‘New Muscles’ over en insisterende dansegroove – der skifter mellem dæmpede skriftestole og hylende rasp. Men pladens senede sikkerhed og struktur på tværs af dens første halvdel danner også en fælde, til tider mere begrænsning end kanal for trioens naturlige karisma. Den slappe muskel i ‘Peter The Dog’ og folk-rock-pulsen i ‘Myrtle’ føles cool, overbevisende, men næsten for indesluttet.
Først på ‘Crash Landing’ finder pladen et vendepunkt. Freeman-Taylor kanaliserer sin indre Sue Tompkins over triphoppet harmoniumdrone, stammende og svævende til et stemningsfuldt bud på lukning. Saya Barbaglias bratsch spiller en ulmende balancegang hele vejen igennem – og dæmper til tider trioens fredfyldte verdensopbygning, mens den andre steder fremkalder voldsomme storme. På den mørke ‘Thou Shalt Sprout’ holder Addison en tålmodig rolle og understøtter fabellignende harmonier, der fremtryller fortællinger om familiær ofring. På tværs af sidste halvdel føles musikken igen som en fælles pagt for drømme, strukturer, der bygger og vinder.
Det er i den kollektive fluiditet, at trioens enestående karisma gløder: legende, poetisk, gribende. Teatrene kulminerer på nærmere ‘Mouse’, en oceanisk fortælling inspireret af Islands kolde storhed over Dirty Three-agtig post-rock. Freeman-Taylor støder toner af længsel mod gletsjervægge af lyd, før Barbaglias strengstøj smuldrer arrangementet og glitter, som om de gnaver i deres egen fantasi.
Når widescreen-øjeblikkene falder af, synes en teenager Freeman-Taylor stadig at holde nøglen, som om en påmindelse over denne nye virkelighed. “Jeg vil have, at du skal kende mig gennem mine sange / De er så meget renere end noget, jeg kunne sige,” hun synger solo på ‘Candelabra’, skrevet “mange år” før bandets store øjeblik. Det er skarpt ærligt over blid klassisk guitar, prydet med blot et hurtigt fnis før start. Nogle gange er magien alt i detaljerne, storslået eller granuleret.
Detaljer
- Pladeselskab: AMF
- Udgivelsesdato: 3. juli 2026
