I de seks år, der er gået, siden Phoebe Bridgers afleverede sin kritiske skat, ‘Punisher’ fra 2020, har hendes liv været præget af seismiske skift – at turnere og hente flere Grammyer med supergruppen Boygenius, en offentlig romantik og brud, og i 2022 tabet af sin far. Men ifølge Bridgers var det ikke kun livets kaos, der forlængede udgivelsen af hendes tredje album, men en tilstand af “world wear(iness)”, en længsel efter en adskillelse af kirke og stat mellem den musik, hun lavede, og den verden, den ville eksistere i. At slutte fred med den dikotomi tog tid, tid, der gav ‘Lost Weekend’ plads til at udvikle historier til en besynderlig, ekspanderende plade, hvor hun blev til en captiv plade.
På albumåbneren ‘The Outside’ får hun en vocoder, der synger “Græd i jakkesæt og slips / Men du burde se den anden fyr” i et robotregister, mens hun artikulerer følelsen af at dissociere på scenen. På hovedsinglen ‘Lost Boys’ skriver hun om at være resigneret over for den magnetisme, hun synes at have for fortabte sjæle. I ‘Kill Me’ fanger hun de mave-drop-fremkaldende symptomer på at falde ned i kærlighed. Sangen er en gåsehudsfremkaldende fest med guitarer, sarangi, opretstående bas, strygere, trommer, mandolin og mere. Men det mest svimlende øjeblik er den stille pause, efter hun hvisker “vente”før hun lander på erkendelser som “det her vil dræbe mig” og “lad os forsvinde” over skumle, forvrængede lyde. I albumbiografen fortæller Bridgers om et ønske om “følelsesmæssig overførsel fra komponist til lytter”, og det opnår hun her og gennem hele albummet.
‘Lost Weekend’s mest gribende øjeblikke kommer, når Bridgers vader i kærlighedens mørke underliv, som på ‘The Governor’s Waltz’, da hun erkender ligheden mellem sig selv og sin eks’ nye partner med en nedslående lille: “Og hun kan foregive at være mig / Siden hun tog min plads i min seng på den scene / jeg har ikke mistet søvn / Det var ikke nemt at være mig selv, gør det for mig”. Selvom hun viger tilbage fra offentligheden, er hun ikke bange for at blotte detaljerne i sine sange, såsom et ekko “Jeg skulle være gift, men jeg afbrød det” i ‘Lost Weekend’, eller en voicemail-optagelse fra hendes far i ‘Never Going Back!’.
Der er flere assists fra dem, der er tættest på Bridgers: Boygenius-bandkammeraterne Lucy Dacus og Julien Baker assisterer på countrysalmebogen ‘Haunted’, og hendes partner, Bo Burnham, synger på ‘The Outside’, ‘Bobby’ og ‘Never Going Back!’. Men selv med den stjernespækkede rollebesætning og uberørte produktion (Bridgers sammen med Tony Berg, Ethan Gruska, Jack Antonoff og yderligere produktion af Alex G), Bridgers’ evne til at skrive blinkende, ærlige, mave-punching liners – som skiftet fra “Jeg elskede dig, og du kunne ikke tilgive mig for det” på ‘Lost Weekend’ til “Du elsker mig, og jeg vil aldrig lade dig glemme” på det afsluttende nummer ‘Lost Weekend (Reprise)’ – forbliver albummets vigtigste tyngdekraft.
Udtrykket “tabt weekend” er blevet en forkortelse for en selvforskyldt, tidsbestemt flugt fra virkeligheden – se: filmen fra 1945 af samme navn, der følger en kæmpende New York-forfatter på en fire-dages bøjning, eller John Lennons berygtede tåre over Los Angeles under hans adskillelse fra Yoko Ono. Men Bridgers ‘Lost Weekend’ er det modsatte af følelsesmæssig unddragelse: mere et opgør med sig selv og den romantiske og familiære kærlighed og tab, der har formet hendes historie og historiefortælling. Det er en bedrift, der kun kunne opnås af en sangskriver og musiker, der er selvsikker i deres skrivekunst og musikalitet, en person, der måske startede rejsen med at skrive sit tredje album, og følte sig fortabt, men ved slutningen var slet ikke fortøjet.
Detaljer
- Pladeselskab: Døde Oceaner
- Udgivelsesdato: 14. august 2026
