Jeg tror, ​​mine tænder falder ud,” The Dare synger på den svulmende elektroballade ‘Elevation’, “Som i min drøm.” Den 20-årige New Yorker fortsætter med at indrømme, at han er så hjertesyg, at han ikke harsov i dagevis”. Heldigvis er der en slags løsning ved hånden. Når chips og dun og kærlighed tager afsked, kan du altid smutte på din “mørke solbriller”, få mashed og gå til klubben.

Det er langt fra en ny åbenbaring, men det er sådan set pointen. The Dare – alias Californien-fødte Harrison Patrick Smith – er blevet beskrevet som plakatdrengen for den såkaldte ‘indie sleaze revival’, en tåget og stort set online bevægelse, der fetichiserer midten af ​​00’erne. Her var en tid med digitale kameraer, der fangede hundrede katastrofale billeder fra en sløret aften i byen. Optagelser var en cent, dine jeans var så stramme, at de var i fare for at knuse din Blackberry, og ingens sange var bemyndigende eller om at omforme fortællingen. Der var dog mange sange om at blive moset og på vej til klubben.

Så The Dare er nostalgi, ren og skær, fra en musiker, der er født for sent til at have trukket en fremmed i en regie natklub, mens en DJ i en V-hals-t-shirt spillede Spank Rock-remixet af CSS’ ‘Let’s Make Love and Listen to Døden fra oven«. Hans debutalbum, ‘What’s Wrong With New York?’, handler med bevidst tinny beats, womping bas, skår af dissonant guitar og surring af cowbell. Han skriger og skriger jævnligt, som om han lige har underskrevet en aftale med DFA Records. Hvis det lyder bekendt, må du have hørt en LCD Soundsystem-sang på et tidspunkt i de sidste 22 år. Han bærer endda et lækkert sort jakkesæt som James Murphy.

Det er fristende at fortælle Smith, at Murphy vil have sin shtick tilbage (sammen med sit jakkesæt), men pastichen er i det mindste ofte effektiv. Hans trodsigt dumme gennembrudsnummer ‘Girls’ er en af ​​de bedste singler i 2006, og ‘Movement’ bygger til en knasende kakofoni i flere lag, der demonstrerer større musikalsk sofistikering, end han ofte får æren for. Sidstnævnte pointe kunne også være lavet af ‘All Night’, en uimodståelig blanding af bande-sangsang og fjervægtige tangenter. Ved comedown tættere på ‘You Can Never Go Home’, håndterer han sine begrænsninger og påvirkninger med forfriskende selvbevidsthed: “Nogle gange spiller jeg kun én tone / Nogle gange stjæler jeg, hvad andre skrev.

Alligevel er der noget lidt deprimerende ved musik, der er så nøgent bagudvendt. Under hedonismen dunker angsten gennem ‘Hvad er der galt med New York?’ – derfor måske Smiths drøm om, at hans tænder falder ud – og han har tydeligvis fanget et ønske om at vende tilbage til en tid før Covid, før falske nyheder, før bots og pile-ons og informationsoverbelastning. Men du må hellere bare lytte til LCD.

Detaljer:

  • Pladeselskab: Polydor Records
  • Udgivelsesdato: 6. september 2024