jegn filmen fra 2002 Statens Ejendom (med rapperen Beanie Sigel i hovedrollen), instruktør Abdul Malik Abbott kanoniserede Philadelphias glatte gader. Når du graver gennem salven af XXL-t-shirts, Rocawear-sved og lavvinklede skud, bølger rally-citatet “gå ned eller læg dig ned” gennem den klassiske kultfilm. Selvom det kan virke vilkårligt, krystalliserer det Phillys fragmenterede, urokkelige etos og kultur.
Med sine 24 år leverer rapperen Ghais Guevara nu sit eget manifest. Innovative Music møder Guevara (født Jaja Gha’is Robinson) på en svagt oplyst bar ved floden ved Southbank i den tykke britiske vinter for at tale om hans debutalbum ‘Goyard Ibn Said’. I stedet for Abbotts Spielbergske gadethriller er byen, der er fanget på plade, en, der er født fra vindueskanten i Robinsons hjem i North Philly, med rod i sort befrielse og antikapitalistiske idealer.
Som han med glæde fortæller, blev Robinson selv opdraget på en musikalsk diæt af Beanie Sigel – især hans regionale hymne fra 2005, ‘Feel It In the Air’, hvis kor han behandlede som gospel. Han trækker lige meget fra den panafrikanske oplevelse, den afroamerikanske kulturkanon og bredere popkultur, der alle kombinerer mantraer om sort smerte, glæde og modstandskraft. Robinsons barer er forankret i Black Power-revolutionen, men alligevel forbliver de unapologetisk fri fra konventionelle forventninger.
I morgen vil Robinson frigive ‘Goyard Ibn Said’, en betegnelse han tidligere adopterede inspireret af Omar Ibn Said, “en muslimsk slave fra det nuværende Senegal, som blev bragt til Amerika,” forklarer han. “Hans selvbiografi, skrevet på arabisk, fortæller om hans liv som slave og hans tvungne konvertering til kristendommen. Jeg ser paralleller i min egen erfaring med at gå ind i branchen – at navigere i et system, der føles undertrykkende, at møde mennesker, jeg hellere vil undgå, og at udholde en slags ‘tvungen konvertering’ for at passe ind.”
“Jeg vil åbne folks perspektiver og få dem til at forstå rappere og i forlængelse heraf sorte mænd, sorte mennesker og i sidste ende verden”
Uanset om Robinson taler, engagerer sig i marxistisk diskurs eller udtrykker sig gennem musik, er der altid et budskab: et møde mod borgerskabsbundne konventioner og konform tænkning. Det er det, der har gjort Robinson til en breakout-stjerne i den eksperimentelle undergrunds-hiphop-scene siden hans mixtape ‘Blackbolshevik’ fra 2021, og som fortsatte med at opnå anerkendelse fra folk som BBC 6 Music og NPR.
Aldrig genert for at kritisere, men alligevel altid klar til at få et smil på læben og svælge i hiphops rige historie, Robinson er en elev af spillet. “Da vi voksede op i Philly, voksede vi op med at modellere os efter rappere,” siger han. “Det var alt, vi havde som rollemodeller, der ‘gjorde det ud’. Rappere og ballere. Så for at komme ud af det og lære den kvindehadende natur og industriens (industriens) rovdyr og alt det der, er det ligesom, for fanden, er det nødvendigt? Er det det, jeg skal være?”
Han holder en pause, før han fortsætter, hans tone bløder dog resolut. “Det er lidt svært, men på et vist tidspunkt er du ligesom, jeg vil gøre det på min måde: med en vis integritet. Den gamle garde er død. Jeg elsker min by. Det lærte (mig), hvad jeg skulle være, og hvad jeg ikke gør.”
Så måske er det her, Robinson kommer fra, når han reflekterer over omkostningerne ved hiphop, religion og moral på humørfyldte, klaverdrevne numre som ‘Critical Acclaim’. “Enhver terror har en bibelsk skrift, så han kunne ræsonnere med fejl og synder, han begår. Der står skrevet, 6:32, dine ordsprog læser stærkt, vid at jeg bløder længe,” spytter han, inden han giver det sidste slag: ”Allestedsnærværende i vores hiphop-sange, minde om den patriarkalske styrke, som manden bragte.”
Alligevel nægter Robinson at bokse sig selv ind, tydeligt på snit som ‘Camera Shy’, der opvejer en elastisk soulloop med mærkebesatte barer som: “Du vil have Telly, så fik du det, du vil have Prada, så fik du det.” “Det er ikke 24/7, at jeg er politisk, ved du?” siger han om sin lyriske mangfoldighed. “Ja, jeg har været jordet i det her, siden jeg var fem, seks år gammel, men jeg er mere end bare det. Jeg håber, folk tager væk, ‘Åh, det er en interessant person’, ikke bare en politisk figur.”
Balancen mellem politisk snit og underholdning er noget Robinson beskriver som en stadig større udfordring: “Hip-hop kan være sjovt og intellektuelt på samme tid,” slår han fast. “Der var dette modbydelige tweet, der kaldte Doechiis musik ‘Harriet Tubman rapper’. Det kan jeg slet ikke se. Vi lever i en anti-intellektuel verden. Rap er i sin kerne intellektuel. Jeg vil bygge bro over den kløft. Der er så mange underjordiske fyre, der burde være med på Billboard. Jazzhoveder elsker min musik, ved du det? Jeg elsker, at jeg kan røre hjerterne hos den gennemsnitlige lytter og den intellektuelle med ét nummer. Det er, hvad hiphop er: at kunne begge dele.”
‘Goyard Ibn Said’ er en todelt konceptplade, der omhyggeligt udgravede skuespil og teater for sin fortællestruktur. “Første akt fremhæver triumferne ved at være rapper, mens anden akt fokuserer på tragedierne,” siger Robinson. “Jeg vil åbne folks perspektiver og få dem til at forstå rappere og i forlængelse heraf sorte mænd, sorte mennesker og i sidste ende verden. For du ved, vi former verden. Mange af vores forhold og oplevelser er simpelthen forlængelser af, at hvide mennesker påtvinger andre deres vilje.”
På vejen til Ghais Guevaras debutalbum var nogle nøglepersoner med til at forme hans vej både musikalsk og filosofisk. DJ Haram, den Brooklyn-baserede producer kendt for sin grænseoverskridende fusion af eksperimentel hiphop og klubmusik, var en af disse vejledende stemmer. Robinson taler om sin indflydelse med dyb respekt: ”Hun lærte mig at stole på mine egne ideer og viden. I hiphop, især som kvindelig producer, er du nødt til at lade talentet tale for sig selv. Fordi, du ved, folk vil ikke respektere dig bare uden for gaden.”
“Arv er sådan en egoistisk ting at fokusere på… det skubber dig til at træffe beslutninger, du ikke er helt fortrolig med”
Så er der ELUCID, den ene halvdel af østkystens indie-rap-superduo Armand Hammer, kendt for sin abstrakte lyrik og idiosynkratiske stil. For Robinson var det at forbinde sig med ELUCID, som har et vers om ‘Bystander Effect’, som at møde en levende legende. “Han er en ældre statsmand. Han er sej. Jeg elsker at tale med ham. Det er ikke som at tale med en ældre fyr – han er virkelig på niveau med dig, meget høflig, blid og venlig.”
Med det tidlige album-standout ‘The Old Guard is Dead’ fortsætter Robinson med at skubbe grænser, mens han reflekterer over sit komplekse forhold til arv, historie og branchens skiftende tidevand. Tracket er fyldt med chants, trap 808’ere og bas-dunk og afgiver klæbrige flows, der afspejler dybden af hans scattershot-tanker. “Jeg tror, det er bare, fordi jeg har set så mange idoler og helte og set deres ideer og ideologier blive misforstået af hvidt Amerika eller forventning,” funderer han.
Da samtalen skifter mod hans fremtid, afviser Robinson begrebet arv og afviser det både for sig selv og som et bredere begreb. “Arv er sådan en egoistisk ting at fokusere på… det skubber dig til at træffe beslutninger, du ikke er helt fortrolig med,” reflekterer han.
“I stedet for ‘indflydelse’ eller en særlig anerkendelse, om fem år fra nu, håber jeg bare, at folk kan arbejde med musik og få det til at betale deres regninger,” fortsætter han. “Jeg vil stadig optræde som en sindssyg, forhåbentlig med en masse albums ude. Arbejdet med den næste er i gang.” For Ghais Guevara handler det ikke om den flygtige berømmelse eller at søge hul akkreditering: det handler om at lave autentisk kunst, der afspejler hans levede oplevelser fra det North Philly soveværelsesvindue.
Ghais Guevaras ‘Goyard Ibn Said’ udkommer den 24. januar via Fat Possum
