I en tid hvor nostalgien hersker, viser 90’ernes rocksigøj med alt fra britpop til grunge, at de rå guitarriffs stadig kan få hårene til at rejse sig. Denne artikel tager dig med fra Oasis’ genforening på scenen i Cardiff til de øjeblikke, hvor et enkelt riff ændrede dit syn på musik for altid.
Oasis tænder gnisten med genforeningstur
På et solbeskinnet stadion i Cardiff den 4. juli genoplivede Oasis magien fra 90’erne, da de trådte ind på scenen for første gang i 16 år. Allerede uger før den store aften summede sociale medier af spekulationer om, hvilke sange brødrene Gallagher ville fyre af – og det blev en nostalgitrip for enhver, der nogensinde har sunget “Wonderwall” højt i et mørkt øvelokale.
Fokus på de to tidlige mesterstykker
Overraskelsen kom, da setlisten næsten udelukkende kredsede om bandets to første kultalbums, Definitely Maybe (1994) og What’s the Story Morning Glory (1995). Jeg kan stadig huske første gang, jeg hørte riffet fra “Live Forever” fra en vens gamle ghettoblaster – den følelse af håb og eufori sidder stadig i kroppen.
Et stjernespækket band og lydvolumen i top
Med de oprindelige guitarglade Bonehead og Gem Archer flankeret af bassist Andy Bell og den amerikanske trommeslager Joey Waronker, spandt musikken sig i et enormt lydtæppe. Lyden var så høj, at jeg dagen efter følte mig, som om mine trommehinder havde været til fest uden mig – præcis som på de store festivaler i 90’erne.
Brødrene Gallagher: Forbrydelse, forsoning og følelser
Bag de rå guitarriffs gemmer sig en langt mere personlig historie. Efter år med brat stilhed stod Noel og Liam side om side – øjenkontakt og et fast håndtryk sagde mere end tusind interviews. Jeg husker, hvordan en ven, der var til stede, senere sagde, at han følte sig som vidne til en ægte familieforsoning, pakket ind i rock’n’roll.
