For nylig besøgte jeg Schweiz’ ældste og ret smukke by, kun af den eneste grund – jazz! Også selvom de to verdensberømte kurbyer Davos og St. Moritz er lige rundt om hjørnet, og kendte skisportssteder, for ikke at nævne Italien, er i nærheden.
JazzChur-foreningen bringer musik til lokale scener med over 100 arrangementer i løbet af året, kører flere podcasts og driver en jazzskole for kommende musikere. Så med det in mente var det helt naturligt, at programmet på den sidste formiddag af den syvende JazzChurFestival for allerførste gang bød på en deltagerkoncert for børn.
Igen i år fokuserede festivalen på schweizisk og europæisk jazz, og der var nogle usædvanlige handlinger at høre. Tag for eksempel soloprojektet ‘Pink Dawn’ af den Ticino-baserede percussionist Sheldon Suter. Ved hjælp af slagtøj, to citrer, en pladespiller og lydobjekter og ved hjælp af sløjfer og lyde skabte Suter rolige, drømmende lydbilleder, hvoraf mange havde en meditativ kvalitet. Jeg fandt en vidunderlig musiker, der arbejdede i idiosynkratiske lydlandskaber frem for høje, decibeltunge lydstorme, lydlandskaber, der inviterede mig på mine egne imaginære rejser. Umiddelbart efter fortsatte Nicolas Masson med at fortrylle publikum med sin mangeårige kvartet. Jeg vil uden en skygge af tvivl sige, at samspillet mellem den Genève-baserede saxofonist og pianist Colin Vallon, bassisten Patrice Moret og trommeslageren Lionel Friedli var drømmeagtigt. Hans smukke, mørkt melodiske kompositioner – på grænsen mellem frihed og jazztradition – tjente som udgangspunkt for en imponerende, kollektiv kreativ kraft, der fremkaldte stemninger lige fra delikat og skrøbeligt til kraftfuldt og opløftende. Det var ganske enkelt en fantastisk koncert.
Sheldon Suter | Fotokredit: mediamarc GmbH
Det, der også gør denne stadig relativt nye festival så tiltalende for mig, er den hyggelige atmosfære på spillestedet, Postremise – en historisk bygning i hjertet af Chur, der engang var både en ridehal og et teater, og senere fungerede som et depot, først for postvogne og siden for postbusser. Koncertsalen har den helt rigtige størrelse til intime koncertoplevelser. Du er tæt på kunstnerne og kan møde dem til en hurtig snak i baren i foyeren efter deres optræden i en afslappet atmosfære. Tag for eksempel den charmerende iranske (bas)klarinettist Shabnam Parvaresh, som jeg fangede med hendes Sheen Trio – med elektrisk guitar (Ula Martyn-Ellis) og trommer (Philipp Buck) – der bygger bro mellem barsk post-rock, avantgarde og mellemøstlig folklore, det ene øjeblik og lyrisk ømhed i det næste øjeblik. Pilgrim-kvintetten, ledet af den schweiziske saxofonist Christoph Irniger, bevægede sig lige så dygtigt på tværs af musikalske yderpunkter, swingende fra stram komposition til åben improvisation, fra udbrud til skrøbelighed.
Jeg fandt ud af, at JazzChurFestival helt sikkert udfordrer sit publikum med sit program. Et band som Trio Enemy med den britiske pianist Kit Downes i spidsen er med sine rytmiske skift i komplekse, flerlagede kompositioner, der ofte bryder med jazztraditionen, bestemt ikke ligefrem ‘easy listening’, men det er fascinerende fra start til slut. Derimod er trioen ledet af den tyske bassist Nils Kugelmann (der ligesom Trio Enemy byder på et line-up af klaver, kontrabas og trommer) med sine meget melodiske og tilgængelige stykker et band, der bestemt kan beskrives som en publikumsglad. En klavertrio ledet af en bassist, der ligesom flere andre klavertrioer på scenen, perfekt forstår at kombinere teknisk brillans med iørefald og pop-appel – og med denne formel også når ud til folk, der ikke nødvendigvis vil beskrive sig selv som jazzfans.
Helene Glüxam | Fotokredit: mediamarc GmbH
Jeg troede, at solokoncerten af den wienske kontrabassist Helene Glüxam – som sidste år blev tildelt den østrigske jazzpris for bedste nykommer – var endnu en optræden, der krævede, at publikum engagerede sig fuldt ud og lyttede opmærksomt. Med vokal – mere en høj brummen end egentlig sang, og ikke særlig varieret – akkompagnerer musikeren, der er i starten af trediverne, sig selv, mens hun spiller sin akustiske kontrabas på en række forskellige måder: nogle gange pizzicato, nogle gange arco og nogle gange ved hjælp af forskellige klubber. Hendes kompositioner lyder mystiske, til tider mørke og dystre; de er spækket med improvisationer og svinger mellem avantgarde og smukke melodier. En kunstner, der er værd at opdage.
Det er en anden ting, som foreningen JazzChur står for, da den er opsat på at skabe en platform for unge kunstnere. Festivalen handler ikke om store navne, men om at tage musikalske risici og tilbyde noget anderledes. Jeg fangede den unge schweiziske trombonist Gloria Ryter selve festivalens åbningsaften, da hun fik chancen for at præsentere sig selv med sit nye projekt, Glo, og spille sin første ordentlige koncert i denne kvartetrække. Hendes musik og spil lyder stadig lidt behersket. Men jeg synes, det er prisværdigt, at denne festival – et besøg værd med sin karakteristiske profil – allerede nu forsyner næste generation med en stor scene.
Udvalgt overskriftsbillede: Christoph Irniger, Pilgrim | Fotokredit: mediamarc GmbH
