Efter en turbulent periode, hvor bandets frontmand Will Butler forlod gruppen, og beskyldninger om seksuel chikane ramte frontfiguren Win Butler, forsøger Arcade Fire nu stille og roligt at genfinde fodfæstet med deres nye album Pink Elephant. Det bliver dog ikke nogen nem opgave for canadierne at genvinde deres tidligere glans.
En gylden æra og indie-ikonstatus
I mere end 15 år var Arcade Fire et af de mest elskede indiebands. Debutalbummet Funeral fra 2004 kickstartede deres karriere og cementerede dem som frontløbere i genren. Deres tredje album The Suburbs vandt endda en Grammy for Årets Album og var både kritikerrost og kommercielt succesfuldt – et højdepunkt, der viste bandets evne til at balancere melodiøsitet og originalitet.
Fra top til fald og forandring i 2020’erne
Mens Reflektor holdt niveauet, begyndte 2020’erne at udfordre bandets position. Albumudgivelserne Everything Now og We blev mødt med blandede reaktioner. Kritikken lød ofte på, at musikken var for poppet og mindre nyskabende end tidligere. Samtidig kastede Will Butlers afgang og anklager mod Win Butler om seksuel chikane en alvorlig skygge over bandets omdømme – især i en tid hvor adfærd og integritet vejer tungt.
En forsigtig tilbagevenden
Med Pink Elephant er Arcade Fire tilbage, men det sker uden den store fanfare. Medieomtalen er sparsom, og bandet virker forsigtigt, næsten tilbageholdende. De har udsendt to singler, Year of the Snake og titelnummeret Pink Elephant, som begge fremviser noget af den melodiøse og følelsesladede stil, som fans har savnet.
Et album med op- og nedture
Problemet er, at de to singler er klart de mest inspirerede numre på albummet. Resten af pladen byder på flere middelmådige sange og nogle interludes, der ikke helt fanger interessen. Især de elektroniske og synth-baserede numre som Circle of Trust og I Love Her Shadow falder igennem, selvom Circle of Trust har et letfængende element. Albummets afslutning, Stuck in my Head, bærer præg af en “dårlig U2”-stemning, hvilket måske kan forklares af Daniel Lanois’ rolle som executive producer.
Manglende gnist og tro på materialet
Det mest triste ved hele projektet er, at bandet selv virker fraværende og uden den ild, der tidligere har brændt i dem. Hvor de tidligere kunne skabe diskussioner om nye kunstneriske retninger, fremstår de nu nærmest som skygger af sig selv. Et eksempel er balladen Ride or Die, som tidligere kunne have fået liv gennem en stærk vokalpræstation og detaljer i kompositionen, men her føles den tynd og uinspireret.
En svær arv at bære videre
Det har været et vanskeligt udgangspunkt for Pink Elephant, og måske er albummet netop et udtryk for et mislykket forsøg på at genfinde sig selv. Resultatet er en plade, der er svær at engagere sig i og som nok vil blive glemt hurtigt. Den gør samtidig diskussionen om, hvorvidt man stadig kan nyde nye udgivelser fra en gruppe med så meget kontrovers, lettere at håndtere – svaret er nemlig ofte nej.
Alligevel må vi ikke glemme Arcade Fires storhedstid og den enorme betydning, de har haft som et ikon for en hel generation. Dette album markerer ikke enden, men en svær periode i en musikalsk rejse, der stadig er i gang.
