Emeget nat, når My First Time går ud på scenen, har de ét mål i tankerne. “Vi vil piske folk til vanvid,” griner vokalist Isaac Stroud-Allen. De har endnu ikke fejlet indtil videre, takket være et voksende arsenal af larmende hymner, der er perfekte til at inspirere kaos.
Deres debutsingle ‘Wind Up Merchant’ fra 2023 satte straks gang i tingene med sine snottede guitarriffs og larmende tekster (“Denne verden er blevet skør / Denne generation er dovne”), mens sidste års tordnende ‘Man Of Ill Repute’ kom efter, at bandet forsøgte – og det lykkedes – at få deres post-punk til at lyde “underligere og mere horrible”.
Den sarkastiske nedtagning af drengekulturen åbnede Stroud-Allens øjne for alle de ting, han kunne skrive om efter at have tilbragt sine teenageår i søvnige Dorset med at skrive kærlighedssange. “Det er meget sjovere at blive lidt grynet og beskidt med det,” bemærker han nu. Ved Brightons nye musik-ekstravaganza The Great Escape tidligere på året introducerede han sangen ved at citere Charlie Chaplins tale fra sort komedie fra 1940 Den store diktator. Et andet publikum i Manchester blev behandlet med et uddrag fra 2000 blockbuster Gladiator. Underholdt? Du satser på, at vi er.
Min første gang mødtes i 2021, mens jeg studerede på Bristol University. “Vi var alle en del af det samme kliniske forsøg,” griner bassist Naia Jones. Hun ville elske at afsløre mere om, præcis hvordan de knyttede sig sammen over en fælles kærlighed til musik, men hendes hænder er tilsyneladende bundet på grund af fortrolighedsaftaler. Vi er ingen medicinske eksperter, men den eneste bivirkning til forsøget ser ud til at være en eklektisk pulje af påvirkninger på James, Mellen kemikaler og trommeslageren, kemien Jordan, James. Forsey elsker Twenty One Pilots og Jones plejede at være Direktor. Som bandets samtale med Innovative Music folder sig ud, Sabrina Carpenter, Kraftwerk, Gary Numan, Blood Orange og Kate Bush får alle en omtale.
Den måske største kollektive indflydelse på My First Time er dog andre Bristolians Idles. “Ikke kun med musikken – vi elsker det, de står for, og det drive, de har med det. Det vil vi gerne legemliggøre i vores ting,” siger Jones. “Bristol som et sted avler også kreativitet. Folk vil faktisk gerne have, at du gør det godt, hvilket er virkelig motiverende.” Opvokset i Wells, Somerset (den mindste by i England og optagelsesstedet for småbykomedie Hot Fuzz), fik hun til at føle, at en karriere inden for musik var umulig. “Det gav mig denne gift at bevise, at de mennesker tager fejl.”
Så langt, så godt. En trio af numre udgivet i år har ikke kun hjulpet bassisten med at udfordre denne attitude, men har også fortsat My First Times rejse ind i uhængt glans. ‘Much Better’ er Iggy Pops ‘Lust For Life’ møder Yard Act’s ‘Fixer Upper’, den overvældende ‘Brand New’ har Stroud-Allen, der citerer bandnavnet og leverer tunge-i-kind-tekster (“Jeg har lært rigtig lange ord, du ikke kan finde ud af”) og ‘Bodybag’ er en LCD Soundsystem-inspireret plade af dance-punk. Det er masser af sjov, der formår at skrue op for den bidende sociale kommentar uden at miste bandets sarkastiske humor.
Så er der den nye single ‘Sippy Cup’, som får dem til at genopdage deres rødder som et firemands rock’n’roll-band. “Det handler om magt, korruption og hvordan folk er glade for at se verden brænde, hvis det er dem, der sidder på en tagterrasse og nipper til en Sex On The Beach,” siger Stroud-Allen. “Det handler om magtkløften, og hvordan ultraeliten eksisterer i en så anderledes verden end det virkelige liv.” Derefter har de en indiepop-banger i arenastørrelse klar til at blive lanceret og er allerede ved at planlægge et debutalbum. De har mere end nok sange klar; de skal bare sætte sig ned og finde ud af, hvad der vil gøre snittet.
Allerede nu står det klart, at vi nok kan forvente en overraskelse eller to. “Vi har kun været et band i et par år, og en del af den tid var, at vi fandt vores lyd. Jeg er overbevist om, at hvis du laver noget, du er tryg ved, så er det tid til at skifte tingene op,” advarer Jones. Deres vision? “Vi vil bare skrive lort, der er sjovt at spille live,” siger Mellen.
ENSelvom sjov og humor er en vital del af det, My First Time laver, er der et ondskabsfuldt raseri bag al deres musik. “Inderst inde er vi en bitter generation. Og med god grund,” siger Stroud-Allen. Alle fire bandmedlemmer er i begyndelsen af tyverne og tilbragte en formende del af deres ungdom i COVID-tvangs lockdown. “Vi blev konstant holdt foredrag om vigtigheden af at komme sammen til et større formål. Så blev vi sluppet ud i en verden, der er faldet i stykker.”
Han fortsætter: “Alt, der blev set som vigtigt, såsom menneskelig interaktion og samvær, er tilsyneladende blevet erstattet af folk, der bare er fandme forfærdelige over for hinanden.” Disse vanvittige tider kræver vanvittig musik. “Jeg vil have, at folk kommer til vores shows med en bevidsthed om, at vi bare bliver kneppet over.”
Selvom My First Time er komfortable med at være kendt som et ‘politisk band’, ønsker de ikke at fortælle folk, hvordan de skal tænke. “Der er så meget musik, film og kunst, der bare er så beige. Hvis vi er fucked over noget, sætter vi det ind i en sang,” siger Mellen. “Vi er ‘Generation Fucked’, men hvis man tænker på det for længe, bliver man bare elendig,” tilføjer han, hvorfor deres liveshows er så glædelige.
“Det er også en dejlig form for flugt, fordi det ikke så meget er en uvidenhed eller en forsømmelse af, hvad der foregår, det er en triumferende anerkendelse, som alle er med på,” tilføjer Jones. “Det er os, der siger ‘vi ved, hvor lort det her er, men se på, hvordan det her lort kan avle noget så positivt’.”
“Jeg vil have folk til at komme til vores shows med en bevidsthed om, at vi bare bliver kneppet over” – Isaac Stroud-Allen
Foruden travle optrædener på festivaler som The Great Escape, Dot To Dot og Wilderness, så My First Times første overskriftskoncert i London i maj, hvor de pakkede Third Man Records og forvandlede dens kælder til en svedig masse af kroppe. Som lovet har hvert af bandets shows indtil videre været et vanvid af spænding, katarsis og fællesskab. “Det er så validerende at se, at det, vi bygger, betyder noget for andre mennesker,” siger Mellen. “Vi oplevede alle, at fællesskabet gik til koncerter, da vi var yngre. Det er nogle gange svært at forklare det ordentligt, men man vil bare være en del af noget.”
Det kan være deres første gang, men de er ikke bange for at drømme stort. “Fordi vi er så forskellige i, hvad vi kan lide, og hvad vi vil lave lydmæssigt, tror jeg ikke, der er et loft over, hvad vi er i stand til,” tilføjer han.
“Vi er alle meget ambitiøse mennesker,” forklarer Stroud-Allen, hvis drøm er at spille for et tætpakket publikum på Glastonbury’s Pyramid Stage. “Jeg har været i de folkemængder, og man kan mærke følelserne og energien. For at nå dertil skal man være et fandens godt big band, så det bliver vi,” griner han, før han citerer. Shark Tale: “Vi vil være toppen af revet.”
My First Time’s ‘Sippy Cup’ er ude den 10. oktober via Parlophone Records
