Donny McCaslins “Lullaby for the Lost”, udgivet den 26. september 2025 via Edition Records, er en slående fortsættelse af hans eventyrlige bane inden for moderne jazzfusion. Med udgangspunkt i momentum fra hans kritisk bemærkede album “I Want More” fra 2023, omfavner McCaslin fuldt ud en guitardrevet, rock-påvirket æstetik på denne 14. udflugt som leder. Albummet består af ni kraftfulde numre, vævet igennem med rå energi, kompositorisk klarhed og indviklet samspil mellem bandmedlemmerne, hvilket gør det til en krævende, men alligevel givende lytning for dem, der søger musik, der skubber grænser.
Fra starten leverer “Wasteland” en lydmættet væg af lyd. Den indledende saxofonsolo er behændigt integreret i denne tykke tekstur, næsten nedsænket, men alligevel brændende med intensitet, og spejler den brændende energi, McCaslin bragte til Bowies “Blackstar”. Dette nummer sætter en tone af presserende og kraft, der opretholdes gennem hele albummet.
Efter dette afslører “Solace” en mere tilgængelig side, med ekspansive synth-pads, der fremkalder ekkoer af 1970’ernes jazz-rock uden at falde til kliché. Saxofonen her dukker mere frem og leverer en stærk og foran solo over et solidt groove, indrammet af en spændende industriel sonisk baggrund, der tilføjer dybde og spænding. “Stately” står i skarp kontrast til sine forgængere og åbner et rummeligt og æterisk lydbillede. Stykket udfolder sig som en rolig og kontemplativ ballade, der fremhæver McCaslins evne til melodisk nuance og følelsesmæssig subtilitet.
Det fjerde nummer, “Blond Crush”, læner sig unapologetisk ind i rockterritorium. Domineret af en lige 8.-tones rockgroove, der minder om 1980’erne, bygger den intensitet med et ubarmhjertigt drive. Selvom det er musikalsk overbevisende, føles dette nummers direktehed noget i modstrid med det bredere tapet af albummets mere teksturelle og nuancerede stykker. “Celestial”, hovedsinglen, opstod spontant under et soundcheck i Fano, Italien. Dens lagdelte saxofonarrangement fremkalder en sektionskvalitet, suppleret af Jason Lindners atmosfæriske synths og Nate Woods dynamiske groove. Nummeret eksemplificerer synergien i bandet og viser en udviklet kemi, der understøtter albummet.
Åbning med synth-motiver, der minder om vintage 1980’er-videospilsoundtracks, går “Tokyo Game Show” hurtigt over i en kinetisk udforskning af rytme og melodisk samspil. Banen er kendt for sin vedvarende energi og ukonventionelle inspirationer. Titelnummeret “Lullaby for the Lost” henter inspiration fra Neil Youngs “Le Noise”. Ben Monders guitararbejde minder om Bowies “I Can’t Give Everything Away”, der væver en fortælling om skønhed og længsel broderet med understrømme af angst. McCaslins saxofonproklamation ved nummerets start er selvhævdende og sætter en dramatisk tone, der trækker følelsesmæssig spænding igennem.
“KID” viser fortsat bandets opfindsomme brug af lydeffekter. Sporet er bygget op omkring Lefebvres baslinje og balancerer hypnotisk gentagelse med udbrud af intensitet, hvilket fremkalder et modernistisk samspil mellem groove og abstraktion. Albummet afsluttes med “Mercy”, en rigt struktureret og rummelig komposition. Efter et indledningsvist intenst afsnit opløses stykket i en næsten meditativ passage, der giver en følelse af beslutning uden at ofre kompleksitet eller følelsesmæssig dybde.
Personalet på “Lullaby for the Lost” er McCaslins mangeårige samarbejdspartnere, hvis fælles rapport danner rygraden i albummet. Jason Lindners synth- og keyboardarbejde tilføjer glitrende lag, der balancerer rockens råhed med jazzens forviklinger. Tim Lefebvre, der også fungerer som producer, forankrer lyden med elektrisk bas og bidrager med yderligere guitar- og synth-teksturer. Jonathan Maron deler basopgaver, mens trommeansvaret veksler mellem Zach Danziger og Nate Wood, hvilket giver rytmisk variation og drive. Guitaristen Ben Monders karakteristiske stil er en vedvarende tekstur tilstedeværelse, der styrer mange numre med hans blanding af præcision og følelsesmæssig resonans. Yderligere guitar af Ryan Dahle optræder på “Blond Crush.” Produktionen, blandet af Dave Fridmann med assistance fra Steve Wall og Aaron Nevezie, orkestrerer omhyggeligt fusionen mellem organisk performance og studieeffekter, ved at bruge rumklang, modulering og forsinkelse til at skabe skiftende rum, der svinger mellem rå umiddelbarhed og æteriske vidder.
Albummets tematiske fundament er mangefacetteret. McCaslin beskriver “Lullaby for the Lost” som en meditation over personlige og kollektive traumer, men også om transformation og robusthed. Forestillingen om at kanalisere smerte til noget meningsfuldt og smukt gennemsyrer kompositionerne, valideret af den følelsesmæssige trang McCaslin og hans ensemble kommunikerer.
Helhedsindtryk er albummet langt fra afdæmpet baggrundslytning; det er decideret “in your face”, og udfordrer lytteren med tætte lydbilleder, intense improvisationer og komplekse teksturer. McCaslin og Monder udmærker sig ved at konstruere levende lydmiljøer, understøttet af Lindners synthbidrag, der spænder fra atmosfæriske til overjordiske. Denne trio’s samspil er et centralt element, forstærket af en rytmesektion, hvis præcision og energi holder albummet jordet, mens det giver næring til dets udforskninger.
“Lullaby for the Lost” står som et vidnesbyrd om McCaslins kunstneriske frygtløshed og samarbejdsmæssige styrker. Det balancerer den viscerale intensitet hentet fra rockpåvirkninger som Neil Young, Nine Inch Nails og Rage Against the Machine med den udforskende sofistikering af moderne jazzfusion. Livebandets energi er til at tage og føle på på tværs af numrene, med kompositoriske og improvisationselementer tæt sammenvævet for at holde fokus midt i det tilsyneladende kaos.
Albummet kræver opmærksom lytning og belønner dem, der er villige til at dykke ned i dets nuancerede lag. Det giver en ekspansiv sonisk rejse fra den mættede tumult af “Wasteland” til den introspektive ro i “Mercy”, indrammet af øjeblikke med både tilgængelighed og soniske eksperimenter. Dette er en fremadskuende plade, der afspejler en moden kunstner, der omfavner nutiden, mens han udvider mulighederne for sit musikalske sprog.
Den afsluttende stemning fra McCaslin selv om, at dette måske er den mest meningsfulde og presserende plade i hans karriere, føles berettiget, når den konfronteres med albummets bredde, detaljer og følelsesmæssige spektrum. “Lullaby for the Lost” anbefales stærkt til lyttere, der søger musik, der udfordrer, stimulerer og dybt engagerer.
Sporliste:
Ødemark | 2. Trøst | 3. Herskabelig | 4. Blond Crush | 5. Himmelsk | 6. Tokyo Game Show | 7. Vuggevise for de fortabte | 8. KID | 9. Barmhjertighed
Opstilling:
Donny McCaslin, Tenorsaxofon | Jason Lindner, synthesizere, elektrisk klaver, akustisk klaver | Ben Monder, guitar | Tim Lefebvre, elektrisk bas, elektrisk guitar | Jonathan Maron, elektrisk bas | Zach Danziger, Trommer | Nate Wood, trommer | Ryan Dahle, guitar | Mark Guiliana, trommer
Udgivelsesdetaljer:
Udgivelsesdato: 26. september 2025
Format: Digital | CD
Mærke: Edition Records
