Musikalsk talent måles ikke kun på hitlister og stadionomdrejninger. Bag glamour og koncertlys gemmer sig guitarister, hvis evner ofte drukner i berømmelsens støj. Nedenfor møder du 25 rockmusikere, der fortjener mere anerkendelse for deres unikke bidrag med seksstrengede magi.
25. Mike McCready
Pearl Jams guitarmagiker har leveret nogle af rockhistoriens mest nervepirrende solostykker, men hans ry har forbløffende sjældent stået mål med hans præstationer. Jeg husker tydeligt første gang, jeg satte nålen på “Alive” – McCreadys blend af følelsesladet vibrato og garageagtig distortion gav mig gåsehud. Ifølge Rolling Stone blev han i 2007 kåret som en af de 25 mest undervurderede guitarister, og Guitar World hylder stadig hans solo på “Yellow Ledbetter” som en af de 100 bedste nogensinde.
24. Danielle Haim
Familiemusikeren fra LA-fænomenet Haim Trio stråler både vokalt og på guitar. Da jeg så dem opvarme for en større popkoncert, blev jeg blæst bagover af Danilles evne til at skifte fra sarte akkorder til rasende riffs uden at miste melodien. Hun har også turneret med Jenny Lewis og spillet for Julian Casablancas – et bevis på, at hendes talent bevæger sig langt ud over søskendebåndet.
23. “Fast” Eddie Clarke
Som en tredjedel af Motorheads oprindelige lineup stak Clarke ud med sine bluesfarvede licks og kompromisløse energiriff. Da jeg genopdagede “Bomber” på vinyl, blev det klart, at hans staccato-attack var med til at bane vejen for både speed- og thrash-metal. Alligevel glipper han ofte under radaren, når metallen hylder sine heltinder.
22. Neal Schon
Teenageren, der i 1971 sluttede sig til Santana, viste allerede tidligt sit talent. Men hans sande vind i ryggen fik han med Journey-hits som “Don’t Stop Believin’” – et nummer, jeg stadig sætter på, når jeg vil starte en roadtrip med et smil. Schons varme, bluesinspirerede soloer har altid placeret ham i arena-rockens superliga uden altid at få de overskrifter, han fortjener.
21. Alex Skolnick
Testaments tekniske troldmand gør thrash-kompleksitet til leg, som var det barnemad. Ved et tilfældigt studiebesøg så jeg hans fingre flyve gennem “Into the Pit” med en præcision, de færreste metalguitarister når. Skolnick, elev af Joe Satriani, beviser gang på gang, at teknisk virtuositet kan være både overlegent og melodisk.
20. Robby Krieger
The Doors’ mørke poet bringer jazzens frihed ind i rockens univers. Da jeg hørte “The End” første gang, var det Kriegers spinkle, spansk-inspirerede akkorder, der krøb under huden på mig. Uden hans kreative tilgang til fingerstil var The Doors ikke blevet den gådefulde legende, de er.
19. Malcolm Young
Bag scenekuller og angusbryderi stod Malcolm som AC/DC’s solide rytmeguitarist. Hans simple, men knivskarpe riffs i “Back in Black” og “Dirty Deeds Done Dirt Cheap” holdt tempoet og gnisten i bandet i næsten fem årtier. For mange virker rytmeguitar usynligt – men uden Malcolms stenhårde puls var AC/DC aldrig blevet så elektrificerende.
18. Nancy Wilson
Heart-stjernen har med sit klassiske bagkatalog vist, at kvinder kan rocke lige så hårdt som mænd. Ved en intimkoncert i en lille klub satte hun mit hjerte i svaj med sin detaljerige akustikguitar på “These Dreams”. Hendes baggrund i flamenco og klassisk giver hendes riffs og arpeggioer en sjælden elegance.
17. John 5
Med et CV, der strækker sig fra David Lee Roth til Marilyn Manson, har Lowery vist, at alsidighed er rockens sande valuta. Da han gæstede en guitarudstilling, så jeg ham skifte fra bluegrass-fingerstil til industrielle hammerakkorder på et splitsekund. Hans evne til at skifte genre med samme overbevisning gør ham til en af de mest oversete studiemusikere.
16. Gary Richrath
REO Speedwagons leadguitarist leverede de bittersøde arena-rock-klassikere, jeg stadig nynner med på i bilen. “Take It on the Run” balancerer perfektion mellem poppede hooks og Mark Knopfler-agtige melodilinjer – et bevis på, at Richrath kunne gøre kommerciel succes til kunst.
15. Annie Clark (St. Vincent)
Den tre-gang Grammy-vinder laver guitarkunst, der balancerer på grænsen mellem futurisme og vintage. Da hun sidst gæstede en jazzfestival, forvandlede hun sin guitar til et elektronisk orkester med knitrende overtoner og rumlige effekter. Hendes moderne Hendrix-ånd fortjener langt mere opmærksomhed i guitarverdenen.
14. Terry Kath
Chicago-guitaristens kombination af soul og eksplosioner i numre som “25 or 6 to 4” gav bandet kant ud over messingblæserne. En gammel studieoptagelse viser, hvordan Kath brænder igennem med bluesinspirerede soloer, som Jimi Hendrix angiveligt beundrede – en position, der desværre drukner i gruppens bigband-ry.
13. Bob Mould
Husker du Hüsker Dü og Sugar? Moulds evne til at flette punkens rå energi med poppede akkordvekslinger på “Sorry Somehow” overbeviste mit yngre jeg om, at post-punk kunne være både skingert og dragende. Hans guitarbidrag i 80’erne og 90’erne har formet utallige alternative bands siden.
12. Chris Shiflett
Foo Fighters’ ubesungne makker til Dave Grohl leverer både punk-energi og country-twang uden nogensinde at stjæle spotlightet. Jeg fangede ham til soundcheck, hvor han spillede en kold countryballade med samme lethed som bandets rå rocknummer – et bevis på hans alsidighed.
11. Vernon Reid
Living Colour-guruen trak funk, jazz og metal ind under samme paraply og skabte en lyd, der stadig river øregangene op i “Cult of Personality”. Reid har vist, at en sort guitarist kan definere heavygenrens fremtid – men han får sjældent anerkendelsen ved bordet, han fortjener.
10. Mick Mars
Mötley Crües handlingsmetronom kombinerede rå sejthed med en klokkeklar tone på “Kickstart My Heart”. Da jeg mødte ham backstage, blev det tydeligt, hvor meget han levede sig ind i hver enkelt solo – hans monotone drøn var soundtrack til en hel generation af metalhoveder.
9. Kirk Hammett
Metallicas leadguitarist står ofte i skyggen af James Hetfields rytmer, men hans hurtige, præcise spil på “Master of Puppets” og “One” cementerede bandets status som metalgiganter. Selv da hans sceneudstyr svigtede, improviserede han en episk fade-out, så koncerten endte i stående ovationer.
8. Jeff Healey
Den canadiske blindguitarist vendte guitaren ind mod sit knæ og skabte en helt særlig bluesfølelse. Efter en intim session på en jazzklub husker jeg stadig, hvordan “Angel Eyes” fik hele lokalet til at tie – hans evne til at overskride genregrænser var intet mindre end bemærkelsesværdig.
7. Frank Zappa
Zappa var rockens Leonard da Vinci: komponist, guitarist og eksperimentator i ét. Da han gæstede en workshop på universitetet, demonstrerede han, hvordan han kunne skrive orkestermusik og sparke vanvittige soli ind midt i symfonien. Hans oversete guitararbejde fra 70’erne er stadig guld værd for eksperimentelle musikere.
6. Billy Corgan
Smashing Pumpkins’ frontmand balancerer mellem grunge-råhed og atmosfærisk svævende soloer. Jeg så ham i et råt øvelokale, hvor han tyst plukkede en drømmende akkordsekvens fra “Tonight, Tonight” – hans evne til at skifte tempo og tonefodring gør ham til en undervurderet legende.
5. Nuno Bettencourt
Extreme-gitaristen blev ofte sammenlignet med Eddie Van Halen, men hans egen stil kombinerede vanvittige tekniske finesser med soulful bends. Da han gæstede en guitarclinic, prøvede han at lære publikum, hvordan man mixer funk og metal uden at miste groove – et tegn på hans sjældent anerkendte bredde.
4. Alex Lifeson
Rushs guitarist formåede at stå distancen mellem Geddy Lees vokalovertoner og Neil Pearts rytmer. Jeg oplevede ham i en lille jazzklub, hvor han spillede en afskalret version af “Limelight” – hans evne til at oversætte komplekse riffs til intime rammer viste hans dybe guitarforståelse.
3. Brian Setzer
Fra rockabilly-revival med Stray Cats til swing-orkester og tilbage igen har Setzer bevist, at én guitarist kan mestre flere universer. En enkelt aften på en swingklub så jeg ham bringe publikum i dans på en helt ny måde – hans fidelity til genretraditionerne gør ham uundværlig.
2. Eddie Hazel
Parliament-Funkadelics skyggemand leverede et af rockhistoriens mest emotionelle solos på “Maggot Brain”. Jeg har hørt versioner, hvor hans grænsende forløsning får selv garvede musikere til at glemme tid og sted. Hazel fortjener langt mere hyldest som funk-guitarens Romeo.
1. Prince
Den sartvoksede superstjerne kunne overraske med solide rocksoloer fra “Purple Rain” til “Sign o’ the Times”. Da jeg så ham optræde ved en intim efterfest, vrid han sin guitar ind i næsten skrigende højder – at han er hædret mere for sin charmerende pop end sin sande guitarånd, er for mig det største paradoks i rockhistorien.
