Hvis du blev myndig i begyndelsen af 2010’erne, kan det være svært at gennemskue, at Tame Impalas Kevin Parker nu har brugt flere år på at være tilknyttet Rihanna end hans lokale psych-rock-scene. Hans opstigning inden for popmusik har krævet, at han kæmpede mod langvarig angst, en egenskab, der ellers gjorde ham godt tilpas som en selvhjulpen pladekunstner, siden han startede projektet. Hans seneste album, ‘Deadbeat’, kommer som den klareste påmindelse om det. Her står Parker over for et nyt niveau af stjernestatus og et større ukendt: faderskab, som noget antydet af dets kunstværk og titel.
I 2020 gik Parker over til popindustrien og fik samarbejder med folk som Lady Gaga, Kanye West og The Weeknd efter den langsomt brændende succes med ‘Currents’ fra 2015. De lysergiske grooves i det års ‘The Slow Rush’, selvom de var mindre umiddelbare end noget andet fra ‘Currents’, blev forstærket af disse samarbejder sammen med hjerterytmen fra 90’ernes housemusik. I samme periode blev han gift, købte hytten ved havet, hvor han indspillede ‘Innerspeaker’, vandt en Grammy og arbejdede på et komplet album med Dua Lipa.
I 2025 er han et andet sted i sin karriere, men han har ikke helt rystet sine hæng-ups af sig. Gennem sit arbejde, fra ‘Innerspeaker’ til ‘Currents’, gennemsyrede Parkers overvældende følelse af ubehag ved sig selv hans tekster. Hvis det ikke var tydeligt, at Parker var en indadvendt indadvendt person, der kæmpede med selvværd og hjertesorg, skrev hans album ‘Lonerism’ fra 2012 det med fed skrift. Selvom hans bryg af psykedelia blev omdannet til en fløjlssirup af pop, fik hans grublerier oftest masser af muskler og melodi, hvilket resulterede i en dyb dosis melankoli, du kunne danse til.
Men hvor han på ‘The Slow Rush’ søgte at forsone sig med sin usikkerhed for at jorde sig selv gennem et nyt liv, er ‘Deadbeat’, hvor han omfavner dem som en del af sit DNA. “Jo mere succes jeg har, jo mere føler jeg, at jeg lever i en løgn. Det er en fup,” tilbød han til GQog tilføjede senere, at navngivningen af albummet “følte så varmt og trøstende for verden at vide, at det er sådan, jeg ser mig selv”. Selvironeringen på dens overflade maskerer en dybere konflikt inden for ‘Deadbeat’: at Parker er vokset uden for sin komfortzone, kun for at ramme en slags lyrisk inerti, der bliver skadelig for hans nye musikordforråd.
For det første har åbningsnummeret ‘My Old Ways’ Parker-croooning “Jeg siger til mig selv, at jeg kun er et menneske” over en klaversløjfe, som bygger ind i en overdådig house-rytme, hvor han indrømmer, at han er “Klar næsten ikke” mens “altid fucking op med noget”. ‘No Reply’, en sang om at undlade at besvare hans tekster, byder på stammer af amapiano og psych-pop, mens han beklager sig over at være for optaget af sine lidelser. På det dramatiske diskotek af ‘Dracula’, inspireret af Quincy Jones’ arbejde på ‘Thriller’, sammenligner Parker sig selv som en indelukket, der finder trøst i mørket: “Jeg løber tilbage til mørket, nu er jeg Mr. Charisma, fucking Pablo Escobar”. Ved dets fjerde nummer ‘Loser’, albummets første single, er hans usikkerhed hamret så meget ned til lytteren – “Jeg er en tragedie / prøver at finde ud af hele mit liv” – at det begynder kommer i vejen for hans arrangementer, der indtil videre er fantasifulde og varierede i forhold til den stilistiske kedelighed i ‘The Slow Rush’.
‘Oblivion’, det næste nummer, begraver Parkers vokal i en diset strøm af træg dancehall, hvor det lyder som om selv Parker regnede med at tøjle teksterne lidt. ‘Not My World’ skifter gear til det formelle tech-hus, hvor Parker bruger det meste af det på at drive, før det udvikler sig til en rave med store rum. Her er dansemusikkens evne til at inspirere katharsis og bevægelse hæmmet af Parkers manglende evne til at bevæge sig ud over sin solipsisme. Nummeret fortsætter også langt længere, end det burde, og fungerer bedre som et nummer for en DJ at cue snarere end midtpunktet på et album for at tvinge lyttere til at fortsætte.
Heldigvis finder Parker sit spor igen på ‘Piece of Heaven’ og ‘Obsolete’, hvor hans vokseværk og kamp for fred løftes af henholdsvis et synth-pop-beat, der står i gæld til Enyas ‘Orinoco Flow’ og et R&B-snit med et umiskendeligt nik til Timbaland. ‘Ethereal Connection’ knurrer med sin industrielle techno-smag, der stritter mod Parkers vokal, mens han synger sødt: “Du og jeg har noget / som jeg aldrig kan beskrive”. Det runder tilbage til de samme problemer, der er mest bemærkelsesværdige i ‘Oblivion’ og ‘Not My World’ – han kæmper for at matche fremdriften i denne musik med sine dagdrømmeskribler. Afslutningsnummeret ‘End of Summer’ er en techno-odyssé, der udviser mere af det samme, en coda til pladens utilpashed.
I den GQ interview åbnede Parker op om forældrenes omsorgssvigt i sin barndom, hvilket gav næring til hans indadvendthed og passive natur. På det tidspunkt kunne lytning til techno få ham til at føle “som om jeg ikke fysisk er, hvor jeg er lige nu, som om jeg er i det ydre rum”. Afsløringen – sammen med valget om at vise hans lighed, der omfavner sit barn på albumcoveret – antyder en form for genvinding af hans forhold til det, nu hvor han er i et meget mere givende, men krævende punkt i sit liv. Det virkede til en vis grad på ‘The Slow Rush’, hvor Parker forsøgte at række ud efter sollys. Her, hvor han er ude i det fri, i fuld “bush doof”-tilstand, er afbrydelsen simpelthen svær at forstå.
Detaljer
- Pladeselskab: Columbia Records
- Udgivelsesdato: 17. oktober 2025
