At udpege de største bassister gennem tiden er næsten en umulig opgave. Bassen har i årtier været både motor og skjult helt i utallige bands – fra de største rockgiganter til de mest eksperimenterende jazzensembler. Her er et udvalg af navne, der ikke bare mestrede deres instrument, men som også satte uudslettelige spor i musikhistorien.
Lemmy Kilmister
Frontmanden i Motörhead blev nærmest selve billedet på heavy metal. Lemmy var lige så meget en legende for sin livsstil – whisky i hånden, cigaret i mundvigen – som for sit spil. Men bag den rå facade lå en bassist, der gav instrumentet en brutal kraft med distortion og en mur af forstærkere, som kunne konkurrere med enhver guitarist. Bands som Metallica og Slayer har åbent erkendt, at Lemmys kompromisløse stil var en af deres største inspirationskilder.
Steve Harris
Iron Maiden ville ganske enkelt ikke være det samme uden Steve Harris. Han er både bandets primære sangskriver og hjertet i dets lydunivers. Hans karakteristiske “galloperende” basspil kan høres på klassikere som The Trooper og Run to the Hills. Harris har ofte fremhævet Phil Lynott som en af sine store inspirationskilder – og ironisk nok har han selv inspireret generationer af metalmusikere siden.
Chris Squire
Medstifteren af progrock-bandet Yes var en sjælden kombination af teknisk virtuositet og melodisk finesse. Squire gjorde bassen til et instrument, der kunne være både rytmisk og lyrisk på én gang. Hans ikoniske Rickenbacker 4001 blev næsten lige så berømt som ham selv, og efter hans død i 2015 hyldede kolleger ham som en af genrens absolutte fornyere.
Phil Lynott
Som frontfigur i Thin Lizzy huskes Lynott ofte for sin karisma og sin stemme – men han var også en særdeles dygtig bassist. Hans spil med plekter gav en rå kant til bandets lyd, særligt på numre som The Boys Are Back in Town og Jailbreak. På scenen kombinerede han rockstjernens attitude med et spil, der var præcist og energisk.
Tina Weymouth
Med Talking Heads bragte Weymouth en frisk, funky energi til post-punken i slut-70’erne. Hendes grooves er både legende og præcise, og hun inspirerede mange kvinder til at gribe bassen og tage plads på scenen. Sammen med sin mand, Chris Frantz, skabte hun også Tom Tom Club, hvor hun fortsatte med at udvikle sit unikke musikalske udtryk.
Jesse Keeler
Den canadiske musiker er kendt for sit arbejde i Death From Above 1979 og duoen MSTRKRFT. Med sit gennemsigtige bas-setup skaber Keeler en lyd, der både kan hvine, brøle og danse. Han bevæger sig frit mellem punk, elektronisk musik og rock, og han viser, hvordan bassen stadig kan gentænkes i en moderne kontekst.
Thundercat
Stephen Bruner, bedre kendt som Thundercat, har på kort tid cementeret sig som en af nutidens mest virtuose bassister. Med en seksstrenget bas og en baggrund i både thrashpunk (Suicidal Tendencies) og samarbejder med kunstnere som Kendrick Lamar og Erykah Badu, bevæger han sig ubesværet mellem genrer. Hans Grammy-vindende album It Is What It Is er et bevis på, hvordan han forener jazz, R&B og funk i ét samlet udtryk.
John Deacon
Den mest stille figur i Queen, men også manden bag nogle af bandets største øjeblikke. Deacon skrev Another One Bites the Dust og leverede det uforglemmelige basriff på Under Pressure sammen med David Bowie. Hans spil var måske ikke prangende, men det var uundværligt for Queens lyd – præcis, melodisk og altid i tjeneste for sangen.
Jack Bruce
Som medlem af Cream stod Bruce ofte i skyggen af Eric Clapton og Ginger Baker. Men hans klassiske træning og jazzbaggrund gav bassen en sjælden alsidighed. På numre som Sunshine of Your Love viste han, hvordan instrumentet både kunne drive musikken frem og tilføje kompleksitet.
Geezer Butler
Black Sabbaths bassist og primære tekstforfatter satte nye standarder for heavy metal. Butler var blandt de første til at bruge down-tuning og wah-wah på bassen, hvilket senere inspirerede grunge-generationen. Hans bidrag på klassikeren Paranoid viser tydeligt, hvordan han bandt sangens mørke og tunge lyd sammen.
Bootsy Collins
Med sit “space bass”-univers bragte Bootsy funkens bas ind i en ny dimension. Fra James Browns Sex Machine til Parliament-Funkadelics psykedeliske univers blev Collins en af de mest genkendelige figurer i musikken. Hans sceneshow, outfits og groove gjorde ham til et ikon, men hans betydning ligger først og fremmest i, hvordan han redefinerede, hvad en bas kunne være.
Carol Kaye
En af de mest produktive studiebassister nogensinde. Carol Kaye spillede på hundredvis af hits fra 1960’erne og frem, bl.a. Nancy Sinatras These Boots Are Made for Walkin’ og den legendariske Mission: Impossible-tema. Hun arbejdede tæt sammen med navne som Brian Wilson og Quincy Jones og blev et forbillede for utallige musikere, der ønskede at mestre præcision og musikalitet.
John Paul Jones
Som Led Zeppelins bassist og multiinstrumentalist var Jones den skjulte arkitekt bag mange af bandets klassikere. Efter bandets opløsning fortsatte han en lang karriere som eftertragtet musiker og producer, og han har samarbejdet med alt fra R.E.M. til Foo Fighters. Hans evne til at blande hård rock med finesse gjorde ham til en af rockens mest alsidige skikkelser.
Cliff Burton
Metallicas Cliff Burton nåede kun at indspille tre albums, før han tragisk døde i 1986. Alligevel står hans arv lysende klar. På numre som (Anesthesia) – Pulling Teeth og Orion viste han, hvordan bassen kunne være både melodisk og aggressiv. Hans kraftfulde stil og eksperimenterende tilgang var med til at forme Metallicas tidlige lyd – og hele thrash metal-genren.
James Jamerson
Som en del af Motowns husorkester var Jamerson måske ikke et kendt ansigt, men hans spil kan høres på hits som My Girl og I Heard It Through the Grapevine. Han blev kaldt “kongen af soul-bassen” og satte en standard for groove og musikalitet, der stadig præger pop og R&B i dag.
Donald “Duck” Dunn
Mange husker Dunn fra filmen The Blues Brothers, men hans største arv ligger i de hundredevis af indspilninger, han bidrog til som studiemusiker. Fra Otis Redding til Eric Clapton leverede han et spil, der altid understøttede sangens hjerte. Han blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1992 som medlem af Booker T. & the MG’s.
Paul McCartney
Mange tænker først på McCartney som sanger og sangskriver, men hans melodiske basspil var en afgørende del af The Beatles’ lyd. På sange som Come Together og A Day in the Life løftede han instrumentet til et kreativt værktøj, der kunne tilføje dybde og følelse. McCartney viste, at bassen ikke behøvede at gemme sig i baggrunden.
Geddy Lee
Som bassist og forsanger i Rush var Lee en central figur i bandets komplekse progrock-univers. Hans evne til at kombinere teknisk kunnen med en stærk melodisk sans har inspireret utallige musikere. Sammen med Neil Peart og Alex Lifeson skabte han et musikalsk trekløver, som stadig står som et referencepunkt for progressiv rock.
Stanley Clarke
En sand mester inden for jazzfusion, men også en musiker, der bevægede sig ubesværet ind i rock og filmverdenen. Clarke udviklede en spillestil, hvor bassen fik en næsten perkussiv lyd. Med flere Grammy-priser og bidrag til både film og tv har han bevist, at bassen kan bære lige så meget vægt som ethvert andet instrument.
Victor Wooten
Kendt for sit arbejde med Béla Fleck and the Flecktones, men også en af de mest teknisk begavede bassister nogensinde. Wooten spiller både på fretless, akustisk og elektrisk bas og mestrer endda cello. Han har vundet flere Grammys og er blevet et forbillede for musikere, der vil kombinere virtuositet med musikalsk legesyge.
Jaco Pastorius
Pastorius revolutionerede jazzen med sin fretless bas og sin unikke harmoniske tilgang. Hans samarbejde med Joni Mitchell og Weather Report står stadig som højdepunkter, men hans liv blev desværre alt for kort. Hans spil er dog stadig en inspirationskilde – et bevis på, hvordan bassen kan blive til et poetisk instrument.
Larry Graham
Opfinderen af slap-bassen – en teknik, der ændrede funk og R&B for altid. Som medlem af Sly and the Family Stone og senere Graham Central Station introducerede han en stil, der fik instrumentet til at sprænge rammerne for traditionelt basspil. Hans arv lever videre i alt fra Prince til nutidens funk- og hiphopkunstnere.
Les Claypool
Primus’ frontmand og bassist er et levende bevis på, at man kan være ekstremt eksperimenterende og stadig finde sit publikum. Claypool kombinerer slap, tapping og bizarre rytmer med en legesyg attitude. Han er kendt for sin audition til Metallica, hvor bandet angiveligt afviste ham, fordi han ganske enkelt var “for god” og for særpræget.
Flea
Red Hot Chili Peppers’ bassist er en sand tornado på scenen. Flea kombinerer funk, punk og rock i et spil, der er både aggressivt og melodisk. Hans samarbejder strækker sig fra Jane’s Addiction til Johnny Cash, og hans karisma har gjort ham til en af de mest genkendelige musikere i verden. Hans spil på Higher Ground er stadig et skoleeksempel i energi og groove.
John Entwistle
Kendt som “The Ox”, var Entwistle The Whos anker og musikalske fundament. Hans kraftfulde og melodiske baslinjer løftede bandets lyd til nye højder. På numre som Boris the Spider og My Wife viste han sin kreativitet, mens hans bidrag til Won’t Get Fooled Again stadig står som et skjult mesterværk. Entwistle kunne alt på bassen – og det er derfor, mange betragter ham som den største nogensinde.
