“Det er din urolige helt / Tilbage til sæson seks”, synger Florence Welch på ‘The Old Religion’ – en tone af ironi, der klinger gennem hendes udpræget sireniske stemme. Men i stedet for en fortælling om hendes enestående pine, fungerer hendes sjette album som Florence + The Machine – den passende titel ‘Everybody Scream’ – for det meste som en kollektiv eksorcisme for kvindeligheden og håbet om rædselen.
Uger før albummets udgivelse afslørede Welch til de Værge at katalysatoren for at skrive havde været en ektopisk graviditet, der havde truet hendes liv, mens hun var på turné. Hun gennemgik en nødoperation, og kun 10 dage senere genoptog hun optræden på trods af det mentale traume og fysiske abort optræden, fast besluttet på ikke at aflyse to sidste shows.
Mens ‘Dance Fever’ fra 2022 kæmpede med muligheden for moderskab, dvæler meget af ‘Everybody Scream’ ved dødelighed, der ofte ligner både en hyldest og en bøn til generationer af kvinder, der kom før og vil komme efter. Det er et album, der smerter og pulserer med en følelse af, at det haster – katarsis er måske et for almindeligt ord til at definere det vanvid, der løber igennem det.
Welchs nærdødsoplevelse førte til, at hun søgte en mere dyrisk tilgang til sang, omfavnede ululationer og middelalderlige vokale praksisser for at forvandle stemmen til et råt instrument. Hun vendte tilbage til operatræning, hvilket resulterede i en af hendes mest kraftfulde vokalpræstationer til dato, og tiltrådte Idrîsî Ensemble – en musikalsk gruppe, der specialiserer sig i middelalderrepertoire – og Deep Throat Choir – et vokalkollektiv udelukkende af kvinder – for at fremkalde en følelse af fælles frygt, kaldet hende “heks”.
Den er måske mest fremtrædende på ‘Witch Dance’, så levende og levende, at det er som om sangen udspiller sig i en skovlysning, hvor kroppe rykker og gyser under en strøm af sølvlys fra fuldmånen. ‘Drink Deep’ fremkalder yderligere uhygge, vindklokker, der blinker mod det angribende slag fra en gammel tromme, mens hun leverer tekster med rytmen af en besværgelse, der bliver kastet.
Selvom ‘Everybody Scream’ er informeret af Wicca-historie og klassisk litteratur (Brontë-søstrene og Mary Shelley navngivet som specifikke inspirationer), er ‘Everybody Scream’ stadig en umiskendelig aktuel rekord, der ekspertisk træder mellem folk- og mystikobservationer om afbrydelsen af en kronisk onlinegeneration, der holder fast i new age-praksis for nødhjælp. ‘Parfume og mælk’ er en dommescroll gennem TikTok tarotlæsere, mens hun hylder “Downloader åbenbaringer om guddommelig kærlighed på min telefon,” og “Prøver at læse, men bliver distraheret”, mens hun på ‘Kraken’ udlufter ”Nogle gange virker min krop så fremmed for mig / jeg dæmper den ved at se tv/Men bliver rastløs og bliver sulten, når vandet stiger op omkring mig.”
Welchs præsentation af de brutale, grimme og rå sider af femininitet kommer også i en tid, hvor kvinder i stigende grad bliver skåret i skiver og nappet og gemt, presset til at være evigt unge, tynde og smukke. Selvom det er et selvbiografisk album, kanaliserer det raseriet hos en kohorte, der ser deres reproduktive rettigheder truet eller, for transkvinder, deres eksistens tilbudt til debat.
Den omhandler også oplevelserne af sexisme i musikindustrien i dag. ‘One Of The Greats’ beretter om hendes vanvittige forsøg på at overgå den kritik, der satte sig i hendes tidlige karriere, mens hun peger på den større forskel mellem mandlige og kvindelige kunstnere, hvor førstnævnte fik lov til at stå og synge deres sange i et par falmede jeans, mens sidstnævnte skal blænde og innovere og bevare en afgørende facade af perfektion. ‘Music By Men’ ser hendes overgivelse, “glid ned i min plads for ikke at true dig” mens “lytter til en sang af The 1975”, mens hymnen ‘You Can Have It All’, nærmest primeret til en Bånd tema komplet med et enormt strengekor, spørger: “Et stykke kød, en million pund, er jeg en kvinde nu?”
Der er ikke noget let, radiovenligt hit her, og heller ikke en euforisk finale, hvor albummet i stedet afgår på en lille udånding. “Gaven ved at gå igennem noget forfærdeligt er, at du kan omfavne nogen, der også har været igennem det,” sagde Welch i et nyligt interview. Album tættere ‘And Love’ er altså hendes sidste omfavnelse, der flagrer af sted i en tåge af klassisk Florence + The Machine harpe og fjerne mumlen af ”freden kommerDet er en kortfattet og overraskende afslutning på en stormende plade, en der bliver hos dig længere end det raseri og angst, der her er lige så flygtigt, men dybt magisk, som de skiftende årstider.
Detaljer
- Pladeselskab: Polydor Records
- Udgivelsesdato: 31. oktober 2025
