Efter at have været banebrydende for thrash-genren tilbage i 1983, har Megadeth brugt de sidste fire årtier på at minde os om, at ingen kan gøre det helt som dem. Det er da kun passende, at bandet med deres 17. og sidste udgivelse endnu en gang forbliver loyale over for deres signaturblanding af tøffe riffs, angstfyldte vokaler og nok shreddy-guitarsoloer til at få dit hoved til at snurre.
Dette er en urokkelig forpligtelse, der forbliver hele vejen igennem, og i sidste ende bliver både pladens vigtigste forløsende funktion og dens største undergang. På den ene side ser albumåbneren ‘Tipping Point’ og ‘I Am War’ bandet gå tilbage til det grundlæggende og levere deres gennemprøvede formel med en ny følelse af handlekraft. Men andre – såsom ‘Let There Be Shred’ og ‘Puppet Parade’ – ser ud til at falde pladask, holde sig for stift til de mest forudsigelige valg og levere noget, der ikke skiller sig ud fra resten af deres katalog.
‘I Don’t Care’ er en anden, der falder i denne fælde, med uinspirerede tekster som “Jeg er ligeglad med, om jeg ikke er din klasse / jeg er ligeglad, du kan kysse min røv” tager pladen fra et passende nik til deres storhedstid og gør den grænseoverskridende gimmicky. Du kan dog ikke helt irettesætte bandet for at læne sig ind i denne tongue-in-cheek tilgang. Som selveste frontmand Dave Mustaine forklareter det tid til at stoppe, mens det stadig er “på deres egne præmisser” – og hvis det betyder, at vi går ud i et glimt af herlighed med langfingrene løftet, tager vi det over en glansløs indsats, der ser metalikonerne blot forsvinde.
Uanset om det er en livslang Megadeth-fan eller først udforsker thrashens verden, er der ingen tvivl om, at dette er et band, der kaster alt andet end køkkenvasken efter ny musik, før de bukker endeligt. Alligevel, gemt mellem den samme bold-til-væggen tilgang, som de har haft i årevis, er der antydninger af noget dybere, der foregår denne gang – det er de få nuancer spredt indeni, der virkelig får det til at skille sig ud.
For det skal du ikke lede længere end numrene ‘Hey God!’ og nærmere ‘The Last Note’ – mellem hårdtslående instrumentaler finder teksterne en ældre og klogere Mustaine, der ser tilbage på vejen, der bragte ham til netop dette øjeblik. Sæt det sammen med det uventede cover af Metallicas ‘Ride The Lightning’ (samskrevet af Mustaine i begyndelsen af 80’erne før en uhøjtidelig afgang fra bandet), og det er her, pladen føles som et glædeligt øjeblik i hele kredsen for Megadeth – et sidste kig tilbage, før et integreret kapitel af metalhistorien afsluttes.
Detaljer
- Pladeselskab: BlkIIBlk Records
- Udgivelsesdato: 23. januar 2025
