Med 15 år på bagen har Ystad Sweden Jazz Festival slået sig fast på det europæiske jazzkort. Festivalarrangørerne tog denne milepæl som en mulighed for at løfte begivenheden i 2024 og udvide den fra fire dage til fem i løbet af den første weekend i august. Serien indeholdt sværvægtsnavne, der beviste, at alder kun er et tal. Både sangerinden Sylvia Vrethammer og den brasilianske superstjerne Joao Bosco er forbi de 70, mens trommeslageren Billy Cobham, der leverede den sidste højenergiske koncert i teatret, fejrede sin 80-års fødselsdag for blot et par uger siden.
Inden festivalen gik i gang, så man måger inspicere flydegodset, og gæs fløj i solskinnet langs Østersøstranden. Intet i den maleriske by om sommeren fremkalder den dystre atmosfære, som Henning Mankell beskriver med sin inspektør Wallander. Åbningskoncerten fandt sted på det elegante Saltsjöbad Spa Hotel, der ligger direkte på stranden. Klarinettist Ken Peplowski hyldede den svenske klarinettist Putte Wickman. Trompetisten Bobby Medina, en hyppig publikumsfavorit, åbnede den første koncert i det neoklassiske teater, hvor hans latinamerikanske jazzoplevelse fungerede som en livlig opvarmning.
Det var dog ærgerligt, at han og hele hans band overtog session-aftenen, som typisk arrangeres af Jonathan Dafgårds trio og byder på gæstemusikere som Gary Husband og Ulf Wakenius på finaleaftenen, hvilket gør det til en anden koncert. Multiinstrumentalisten Gunhild Carling tog hele sin familie med, og Jan Lundgrens første koncert på festivalen var en duo med to klaverer med Lars Jansson. Højdepunktet på den første dag var Late Night Concert med den spanske trompetist og sangerinde Alba Armengou. Hvilken glæde det var at høre hendes vidunderlige musik i klosterkirken, kendt for sin lange efterklang! Fraværet af percussionisten på grund af sygdom viste sig at være en velsignelse, da de musikalske udvekslinger mellem Alba og hendes guitarist Vicente López blev endnu mere gennemsigtige. Det var en vidunderlig afslutning på festivalens første dag.
Alba Armengou Foto: Markus Fägersten
Næste generation af skandinavisk jazz viste deres talenter frem på den danske café Hos Morten. Mens de nød generøse portioner smörgåsbord med rejer, opdagede deltagerne nye talenter, især Ebba Dankel, en sangerinde og pianist med et stipendium til Berklee College of Music. Hun og hendes trio leverede en så selvsikker præstation, at hun sagtens kunne blive en kandidat i ACT-pladeselskabets portefølje af skandinaviske musikere.
Den anden dag var den mest imponerende. Den danske mundharmonikaspiller Mathias Heise, som tidligere havde imponeret mig på Estonian Jazzkaar Festival, var der med sin energiske kvartet Action 4. Deres komplekse musik blev fremført strålende og med så meget energi, som stod i skærende kontrast til udsagnet, ”dette er kun vores anden koncert.” Jeg ville elske at se dette band live oftere med deres forfriskende, moderne fusionsmusik. Rasmus Sørensen (keyboard), Conor Chaplin (el-bas) og især Anton Eger (en af de mest spændende trommeslagere, og med sit tennis-outfit, nok det mest iøjnefaldende) gav publikum energi til stående bifald allerede ved middagstid.
Den brasilianske singer-songwriter-legende Joao Bosco fik publikums hjerter til at synge; hans scenetilstedeværelse, instrumentale færdigheder på guitaren og vokale kvaliteter gjorde det svært at tro, at han var 78 år gammel. Hans band, som spillede en birolle, fortjener dog også omtale. Ricardo Silveira har i mange år leveret smagfulde elektriske guitarsoloer, Kiko Freitas spiller typisk med pensler på trommerne, og bassisten Gutu Wirtti fuldendte trioen. Stående ovationer og ekstranumre var givet efter denne følelsesladede koncert.
Sylvia Vrethammar Foto: Markus Fägersten
Sylvia Vrethammer, der blev berømt i Tyskland som popsangerinde, som det har været tilfældet med mange skandinaviske kunstnere, fulgte problemfrit med i præsentationen af stykker fra sin brasilianske rejse, som hun havde taget med Toots Thielemans og Sivuca. Festivalens højdepunkt var nok det nye band med Vincent Peirani og Émile Parisien. Kvartetten, blot kaldet “Sissoko Segal Parisien Peirani”, fusionerer to bemærkelsesværdige duoer: harmonikaspilleren Peirani og sopransaxofonisten Parisien har spillet sammen i mange år, ligesom cellisten Vincent Segal og koraspilleren Ballaké Sissoko fra Mali. Her er summen af 2 + 2 meget større end fire; kompositionerne var simpelthen drømmende. Kvartetten fremtryllede musikalske stemninger og visioner på scenen og viste fin dynamik og artikulation. Celloen spillede nordafrikanske melismer, den 21-strengede afrikanske bridgeharpe lod kaskader af noder flyde, sopransaxofonen udforskede alle dens lydmuligheder, og harmonikaen trak alle stopper i ordets sandeste betydning. Joe Zawinuls “Orient Express” var bestemt et af koncertprogrammets højdepunkter.
Dag tre var næsten udelukkende en svensk festivaldag. I en afsondret have mellem roser og figentræer optrådte bassist Hans Backenroths Trio Circle med saxofonisten Magnus Dölerud og trommeslageren Oscar Johansson Werre, inden trompetisten Karl Olanderssons kvartet indtog scenen i Saltsjöbad. Esbjörn Svensson Trio, EST, ville have fejret sit 30-års jubilæum i 2024. Grundlagt i 1994 af vennerne Esbjörn (klaver) og Magnus Öström (trommer), og senere fuldført af bassist Dan Berglund, havde den svenske formation en voldsom stigning. Som en af de få europæiske grupper nåede de endda på forsiden af det amerikanske magasin Downbeat.
EST Foto: Harri Paavolainen
Overdreven turné og hurtige cd-udgivelser gjorde fans svimle. Pianisten Esbjörn Svenssons tragiske dykkerulykke i 2008 kastede andre musikere og fans ud i dyb sorg. Til 30 års jubilæet inviterede Magnus Öström og Dan Berglund gæstemusikere til at fejre Svenssons enkle, men iørefaldende kompositioner. Om Frederik Ljungkvist og Verneri Pohjola var det bedste valg kan diskuteres. På Jazzbaltica Festivalen i slutningen af juni fungerede konceptet bedre sammen med andre solister. Desværre blev klaveret (Joel Lyssarides) overdøvet af en buldrende bas.
Saxofonisten Andy Sheppard præsenterede sin musik roligt og med meget mere plads i trio-opsætningen af bas-klaver-saxofon. Hans komposition “Three Hills”, dedikeret til udsigten fra hans vindue og sammensat af kun tre toner, gav genlyd i Mariakirkens tredelte orgelpiber. Festivalen sluttede med en svensk (og brasiliansk) smag, da Jan Lundgren inviterede Yamandu Costa, som havde leveret en elektrificerende solokoncert to år tidligere. Brasilianeren er med sin syvstrengede guitar et fænomen. Han navigerede ubesværet i de mest udfordrende passager og gav energi til både pianisten og hele teatret. Melankolske stykker og sprudlende choros vekslede, før “Manhas de Carnaval” af Luis Bonfa sørgede for et passende ekstranummer.
Den følgende dag var det svært at finde ud af, hvorfor det østrigske band JD Hive ikke gav genlyd hos publikum under deres optræden af ”Isn’t Dinner Lovely Tonight.” Violinisten Johannes Dickbauer havde et fantastisk band, og kompositionerne var engagerende, omend næsten for komplekse. De personlige familiehistorier bag stykkerne var rørende, men gnisten tændte bare ikke. Med Sarah McKenzie var det kun mig, der følte afbrydelsen; den australske sangerinde og pianist kan spille og synge hvad som helst, og med Ulf Wakenius havde hun en stærk solist ved sin side, men hun følte sig noget afdæmpet i sine alt for arrangerede stykker.
Afslutningskoncerten i klosterkirken var alt andet end afdæmpet. På papiret passede duoen Siqueira Lima ikke helt ind i en jazzfestival. De to guitarister mødtes i en konkurrence, måtte dele prisen, forelskede sig og har siden turneret som en imponerende duo, selvom de ikke spiller improviseret musik. Men deres udvalg af latinamerikanske stykker af Astor Piazzolla, Baden Powell og Heitor Villa-Lobos fangede publikum. Cecilia Siqueira og Fernando Lima opfyldte også Jan Lundgrens ekstranummer-anmodning med deres gengivelse af “Tico Tico”, der spillede firehånds på en enkelt guitar. Det var svært at toppe, men hele regionen vidste, hvad de kunne forvente efter eftermiddagens soundcheck i teatret med åbne døre: Billy Cobhams Time Machine.
I maj fyldte trommeslageren 80 år, og han går bedre med en stok, men når han først sidder bag sit imponerende trommesæt med to stortrommer, er der ingen stopper for ham. Denne indflydelsesrige musiker viser alle, hvor hammeren – eller rettere sagt, trommestikkerne – hænger. Sammen med sin mangeårige samarbejdspartner Gary Husband (på keyboards, hvilket er værd at nævne, da Husband også er en fremragende trommeslager), guitarist Rocco Zifarelli, bassist Michael Mondesir og livlige percussionist Marco Lobo, leverede Cobham et elektrificerende sæt, der indeholdt hans mest berømte stykke, “Red Barron”, som ville udfordre mange yngre musikere.
Billy Cobham Foto: Markus Fägersten
Jubilæumsudgaven fik en ekstra dag på et nyt sted: En stor søndagskoncert i friluft fandt sted foran Charlottenlund Slot. To svenske bigbands og den islandske gruppe Mezzoforte skulle efter planen optræde før picnic-tæpper. Desværre kom der under Mezzofortes “Garden Party” et pludseligt regnskyl, men det lagde ikke en dæmper på stemningen. Det er fascinerende, at et band, der har eksisteret i næsten 50 år, og hvis megahit nu er 41 år gammelt, stadig kan lyde så frisk og tidløst.
Gæssene og ænderne, der lyttede til den jazzfyldte eftermiddag på græsplænen foran Charlottenlund Slot, drog videre om aftenen, måske allerede på vej sydpå… eller måske bare til næste jazzfestival. Et stort opråb og tak til alle involverede: Jan Lundgren som kunstnerisk leder, Thomas Lantz som festivalpræsident og de mange unavngivne hjælpere, der ydede uvurderlig støtte under hele arrangementet. De var let genkendelige i deres sorte og lyserøde outfits (festivalens branding var virkelig vellykket; den sidste dag blev den lyserøde regnponcho et populært merchandise-emne). Udover betjentene og sælgerne er der også kerneplanlægningsgruppen, hjælperne, der assisterer og transporterer musikerne, og det travle mandskab i Marias Cantina, som altid er opstillet på tredje sal i teatret under festivalen, og sørger for at teknikere, hjælpere og musikere har måltider og kaffe til rådighed på alle tidspunkter af dagen.
Afslutningsvis er der dog stadig en lille note af bekymring: Inkluder venligst flere kvinder i programmet! Dette var allerede et kritikpunkt for to år siden, og selvom tilstedeværelsen af kunstnere som Alba Armengou, Gunhild Carling, Cecilia Siqueira, Rita Marcotulli og sangere som Sylvia Vrethammer eller Viktoria Tolstoy er prisværdig, repræsenterer det ikke i tilstrækkelig grad den stærke kvindelige side af jazz i dag!
