Hvis ‘Planet Her’ fra 2021 er en funklende fantasiverden af glossy pop og alien-allure, så er det meningen, at Doja Cats femte album ‘Vie’ skal være dens “maskuline” musikalske søster: en intim, sensuel tur, der er trådt med zappy synths og funkbas. Albummet føles sjældent assertivt på en traditionelt mandskodet måde; i stedet trives den med tekstur, groove og vokal fluiditet, hvilket skaber en forførende, fordybende oplevelse, der nægter at sidde stille. Dojas metamorfe vokale levering – der skifter fra flagrende falsetter til animerede rap-skratter – er limen, scratchingen, spinningen og loopet over beatsene som en pladespiller, der driller vinyl.
Tidlige fejltrin fremhæver albummets spænding mellem intention og udførelse. I betragtning af albummets inspiration fra 80’erneer hovedsinglen ‘Jealous Type’ en klichéfortolkning med skinnende, optimistiske melodier parret med romantisk fortvivlelse, hvilket får det til at føles som en svag introduktion til albummet. På samme måde sænker ‘Parterapi’ og ‘Stranger’ fremdriften, og tilbyder kvalitetsproduktion, men kun lidt, der tvinger til bevægelse.
Men disse minimale glider overskygges i det øjeblik, ‘Gorgeous’ brager gennem dine højttalere – når groove, sensualitet og klog leg når fuld kraft. Det emmer af selvtillid, hvilket giver dig lyst til at slynge rundt i verden, som om du er Jessica Rabbit. ‘All Mine’ demonstrerer Dojas vokale fingerfærdighed, hendes høje, jazzede, bluesagtige register svæver over beatet, før hun skærer tilbage i det som en DJ, der snurrer på vinyl. I ‘Take Me Dancing’ ankommer albummets eneste funktion SZA som en cameo snarere end en krykke, hvilket giver en multigenerationel glæde, der minder om Cameos ‘Candy’ og ‘Word Up!’ men aldrig overskygge Dojas kommando over banen. På tværs af disse sange beviser hun, at hendes vokal er både instrument og performer – forførende, legende og uendeligt opfindsom.
Igennem ‘Vie’ læner Doja sig ikke ind i brutal maskulinitet på den måde, man skulle tro; i stedet for at gribe dominans gennem feminint kodede bevægelser som jalousi, forførelse og følelsesmæssig manipulation. Hun er stadig autoritativ, bare indhyllet i blødhed i stedet for svindler. Der er et glimt af ‘Lipstain’, som er et perfekt øjebliksbillede af kvinders legende, bidende kraft, mens hun snerrer over det nostalgiske beat: “Hver pige er en dronning, men jeg er chefen / Vi skal markere vores territorium for de hunde, pige.” Men da hun endelig flirter med trendy afslappet misandri på ‘AAAHH MEN!’, griber hun ind i noget, der er tættere på ægte angrebshund maskulinitet, og kæmper med push-and-pull ved at blive tiltrukket, men alligevel frastødt af den mandlige art.
Dojas produktionsvalg forstærker denne effekt. Kraftige synths i 80’er-stil, dunkende baslinjer og lejlighedsvis moderne 808’er kombineres for at holde albummet bevægende og engagerende. ‘Acts of Service’, ‘Make It Up’ og ‘Silly! Sjov!’ lag frodige, bluesagtige akkorder over skæve synths for at skabe lune, kropsfremadrettede grooves. Ved den filmiske tættere ‘Come Back’ føles det som om kreditterne ruller på en 80’er-blivende film: reflekterende, glitrende og fuld af opløsning efter en kalejdoskopisk rejse gennem kærlighed og begær.
‘Vie’ beviser, at Doja Cat forbliver pops ultimative shapeshifter, og tilbyder et album, der bevæger, forfører og underholder på sine egne præmisser. Nu ved at bruge nostalgisk power-pop som sit køretøj, driver Dojas stemme – morphing, scratching, flagrende og crooning – den med fuld gas og holder hvert nummer i live. Det er intimt, legende og ligefrem sjovt, og når det først får sine spændekroge i dig, vil det ikke give slip.
Detaljer
- Pladeselskab: HYBE / UMG
- Udgivelsesdato: 12. august 2024
