Mange mennesker har hørt hans bastoner, men langt færre kender hans navn. Det skulle ændre sig med “Choices” (Leopard / Jazzline), el-bassisten Thomas Stiegers debut, der ellers var med i den tyske popdronning Sarah Connors bands, i bandene af Wolfgang Haffner og Nils Landgren, der spillede sammen med trommeslager Felix Lehrmann. Hvis du hører materiale fra fusionsbandet Marriage Material eller Torsten Goods, er det værd at lytte til.
Efter år med pålidelige, smagfuldt groovende og alligevel altid spændende baslinjer på over 100 indspilninger eller bag en kunstner i rampelyset, tager den berlinske el-bassist nu et skridt fremad: Bassisten præsenterer sin musikalske verden i elleve originale kompositioner. Det faste line-up med Wolfgang Haffner på trommer og Simon Oslender på keyboards udvides med gæsterne Randy Brecker (flugelhorn), Alma Naidu (stemme) og de to el-bassister Will Lee og Tim Lefebvre.
Angela Ballhorn: Første spørgsmål: Hvorfor et soloalbum og så det andet spørgsmål: Hvorfor nu?
Thomas Stieger: Jeg stillede ofte mig selv disse spørgsmål. Jeg ved ikke hvorfor først nu. Jeg kender mange gode musikere, som jeg kunne spørge, og jeg havde nok stykker, hvoraf nogle var ældre. Jeg tog det faktum, at jeg stadig kunne lide dem, som et tegn på endelig at indspille dem med nogle af mine yndlingsmusikere. Det var drivkraften. Hvorfor gjorde jeg det ikke før? Ingen idé. Måske ingen tid? Det er altid den nemmeste undskyldning.
AB: Du rejser selvfølgelig også meget som en eftertragtet sidemand.
TS: Hovedårsagen var, at jeg ikke rigtig tog mig selv seriøst som komponist.
AB: Men skriver du ikke også materiale til fusionsbandet Marriage Material, som du leder sammen med trommeslager Felix Lehrmann, guitarist Arto Mäkelä og vibrafonist Raphael Meinhart?
TS: Det hjalp bestemt. Der var øjeblikke, hvor du indser, at ikke alt, hvad du skriver, er fuldstændig nonsens. Det er vigtigt at have en som Felix til at presse dig. Eller i “Choices” trommeslageren Wolfgang Haffner. Han var straks klar til at deltage i optagelsen.
AB: Du siger selv, at du er påvirket af Jaco Pastorius’ måde at spille såvel som at komponere på. Især på hans selvbetitlede debut “Jaco” handler det trods soloer mere om kompositionerne.
TS: Som komponist kan jeg godt lide tanken om, at det handler mindre om bassen som instrument og mere om musikken. Jeg ville skabe stemninger og ikke presse mig selv frem som spiller, det er ikke i min interesse. Det er nok for mig på scenen, og det er nok derfor, jeg har valgt mit instrument, så jeg ikke skal være i forgrunden.
AB: Hvor længe holdt din produktion dig beskæftiget? Hvor lang tid tog det fra man så kompositionerne til den endelige form?
TS: Det var en to-årig periode. Jeg valgte og færdiggjorde sangene. Det tog et stykke tid, før jeg indså line-up’et, og hvilke musikere jeg gerne ville være der. Selve produktionen tog et år med optagelser, overdubs og mix.
AB: Opstillingen med en strygekvartet er ret usædvanlig, men det handler om lydæstetik, man ville ikke have keyboard-strygere.
TS: Jeg har ønsket at gøre det her i lang tid. Jeg kan også godt lide at lytte til strygekvartetter, og jeg har altid ønsket at skrive til strygekvartetter.
AB: Det er meget mere usædvanligt, at du hentede andre bassister til at indspille. Så du spørger dig selv, hvorfor? Sandsynligvis fordi de er gode bassister og gode venner, ikke?
TS: Jeg synes, Will Lee og Tim Lefebvre er fantastiske som musikere, og jeg elsker dem også som mennesker. Som solister passer de også godt til sangene. Begge var enige med det samme. Jeg ville ikke have den sædvanlige rollebesætning og gøre noget usædvanligt.
AB: Hvis du allerede har Aly Keïta på balafonen på optagelsen, hvorfor så ikke to elbassister?
TS: Jeg har mødt dem begge gentagne gange i løbet af de sidste to år, så det gav mening at spørge. De gik også godt med de to numre, Tim er mere en usædvanlig bassist og solist og Will Lee kan lide harmonisk kompleks og interessant musik, han spiller så vidunderligt melodisk. Selvfølgelig kunne jeg selv have spillet en solo, men jeg syntes, det var bedre på den måde.
AB; Og Randy Brecker kom med, fordi han var på turné med Wolfgang og dig?
TS: Præcis, og han indvilligede med det samme. Randys æstetik passer godt til ændringerne, synes jeg. En del af sangen var også inspireret af Randys måde at arbejde med skråstreg-akkorder på. Alle i studiet opfordrede mig til at spørge Randy. Han kunne lide stykket og var glad for at deltage, ligesom Tim og Will. Det var fantastisk støtte og validering, de fik mig aldrig til at føle, at det var under deres niveau at være på “Choices”.
AB: Kan du fortælle os noget om den første videoudgivelse “Noemi’s Song”?
TS: Jeg skrev “Noemis sang” til mit fadderbarn, som nu er 14. Jeg begyndte at samle ideer, da hun blev født, og så kom emnet i del A til mit hoved. Hun kan lide stykket, men instrumental musik er ikke rigtig hendes ting i øjeblikket.
AB: Sangen har en særlig lydæstetik med stemme, flugelhorn og balafon.
TS: Det kom efter, at vi indspillede rytmesektionen. Aly er en god pendant til Randy, fordi han kun kan spille diatonisk og pentatonisk på balafonen. Ingen kromatiske tricks og slikker som Randy gør. Disse skråstreg-akkorder i C-sektionen er inspireret af Randys måde at komponere på. Der vil være en video til næsten hver sang, jeg ved ikke hvorfor dette er den første, men det føltes godt som det første stykke.
AB: Selvfølgelig kunne det have været titelnummeret “Choices”.
TS: Det er næsten lidt for specielt, “Noemi’s Song” er lidt mere tilgængelig. Ikke helt kompliceret, men også for folk, der hører musik ved siden af. Joachim (Becker, producer og label-ejer) sagde, at sangen var en god førstesingle, der gjorde opmærksom på pladen.
AB: Du sagde også, at du lyttede til tingene igen og igen – hvornår er en produktion færdig?
TS: På et tidspunkt skal du selv sige “Stop”. Når man gør så meget selv, er det virkelig svært at finde det rigtige tidspunkt. På et tidspunkt ved du, at tingene ikke bliver bedre. Så kommer der det punkt, hvor det bare bliver for meget eller værre. Du skal stole på dine instinkter. Jeg bliver ved med at lytte til den, hvis den alligevel giver mig noget, så er den god nok, så kan jeg sætte den ud i verden. For nogle sange tager det et stykke tid, for andre er det øjeblikkeligt.
AB: Kommer der efter pladeudgivelsen en solokarriere og færre sidemandsjob?
TS: Hvis det sker sådan, så må det være sådan. Jeg vil gerne spille og sammensætte en lille turné til næste år.
AB: Jeg er altid interesseret i, hvorfor nogen vælger deres instrument. Kan du fortælle mig, hvad der førte dig til bassen?
TS: Det er altid spørgsmålet om du vælger dit instrument, eller et instrument vælger dig. Jeg startede med klassisk guitar. Da jeg var ni, indså jeg, at det ikke var sjovt at spille og øve alene. Der var et skolebigband, der manglede en bas. Min guitarlærer opfordrede mig til at prøve bas. “Din personlighed minder mig om en bassist,” sagde han til mig. Og: “Hvis du kan spille bas, har du altid arbejde.” Så jeg lånte en bas og begyndte at øve mig. Da jeg spillede i bandet, indså jeg, at det var præcis, hvad jeg ville. At spille med andre, især at spille i et band med en trommeslager, var øjenåbnende. Det var helt klart for mig, at jeg ikke ville gøre andet. Bas og bands, at være på scenen med andre mennesker, det er mig.
AB: Hvilken indflydelse har du, bas-mæssigt og musikalsk? Kan du huske din første cd, hvor du lagde mærke til bassen?
TS: Jeg tror, at den første var en Monk-plade, eller det var “Heavy Weather” (Weather Report), der lå rundt omkring i vores hus. Så opdagede jeg Dollar Brands “African Marketplace”, som jeg hørte op og ned. Ret hurtigt havde jeg også et band, hvor vi forsøgte at genskabe sange som “Teen Town”. Monk påvirkede mig en del, selvom du måske ikke hører det med det samme. Underlige akkorder, jeg kan virkelig godt lide disse #11 historier. Jaco var selvfølgelig lige så meget en indflydelse som Pat Metheny, jeg lyttede til ham op og ned i et stykke tid. Jeg hørte ofte hans “Rejser”, men også trioen “99-00”. Charlie Hadens “Silence” og “Nocturnal” med Gonzalo Rubalcaba. Jeg syntes altid, at hans måde at solo på var fuldstændig melodisk. Det er aldrig for meget eller for lidt. Og jeg synes alt om Scofield er godt, han skriver virkelig meget unikt. Han har også denne fantastiske trio med Steve Swallow. Han komponerer også fantastisk, jeg har hørt meget af hans trio med Chris Potter.
AB: Og fordi du også har afrikansk indflydelse på dit album: Richard Bona er nok også vigtig?
TS: Det var gennem Mike Sterns plader “Voices” og “These Times”, hvorigennem jeg kom til Richard Bona og selvfølgelig gennem Joe Zawinul. Og gennem Zawinul opdagede jeg Linley Marthe. Jeg har prøvet at bevæge mig i denne retning i et stykke tid. Trioen med Wayne Krantz og Keith Carlock er stadig vigtig, hvor Tim (Lefebvre) spiller. Og Anthony Jackson skal heller ikke glemmes.
AB: Nu havde du alt i dine egne hænder til dit første album. Så meget arbejde – ville du gøre det igen?
TS: Helt klart, når jeg har muligheden, er jeg lidt af en kontrolfreak. Når du spiller som sidemand, skal du holde dig ude af det. Jeg lod mine venner høre numrene, det var vigtigt for mig, især i mixningsprocessen. Jeg nyder det faktisk, når man har tid og fritid til at lytte til musikken ofte nok og lade den virke.
AB: Har du overhovedet tid til det med din travle turnéplan?
TS: Jeg fik tid til det, jeg er normalt meget på farten. Jeg påtog mig specifikt færre koncerter, fordi jeg bare ville afslutte. Jeg ville gøre et par ting anderledes i dag, men jeg nød det virkelig. Jeg ville helt sikkert gøre dette igen.
