“Tilsyneladende har jeg en meget dyr ny skjorte, der bliver ved med at udvikle nye mønstre,” grinede trommeslager Emil Brandqvist med henvisning til de unikke forhold ved årets JazzBaltica-festival, hvor temperaturen svævede omkring 40 grader celsius. Til sidst så alle – både musikere og publikum – ud, som om deres tøj var dækket af stadigt voksende Rorschach-mønstre. Ventilatorer og vandflasker var vigtigt tilbehør. Rekordstor varme og rekordstort fremmøde – med over 21.000 besøgende – glædede den udmattede, men glade kunstneriske leder, Nils Landgren.
Der er mange forskellige måder at rapportere om en festival på. En kronologisk liste er uvægerligt den mest kedelige. Det er svært at rangere præstationer efter kvalitet, og det er heller ikke altid nyttigt at sortere dem efter antallet af musikere på scenen. 2026-udgaven indeholdt dog en høj koncentration af big bands; ungdomskontingentet omfattede Ostsee Gymnasium-ensemblet og de statslige ungdomsjazzorkestre i både Slesvig-Holsten og Hamborg. Saxofonisten Ben Prechtl – årets modtager af IB.SH Jazz Award – havde spillet i begge sidstnævnte ensembler.
Han modtog sin pris ved festivalåbningen i nærværelse af Tysklands forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier, en hengiven jazzfan, som besøgte JazzBaltica-festivalen. Den højtstående politiske gæst – akkompagneret af sin kone, Elke Büdenbender, og Slesvig-Holstens statsminister Daniel Günther – nød trioen ledet af den svenske trommeslager Emil Brandqvist, som betog publikum med kompositioner påvirket af delikat svensk folkemusik og en skarp sans for dynamik og tonefarver. I modsætning hertil var den anden koncert i samme sæt langt under denne standard. Sangeren Michael Mayos optræden med Norrbotten Big Band manglede gennemslagskraft; arrangementerne var mærkeligt utydelige, og sangeren kunne lige så godt have optrådt med en kvartet.
Måske var indtrykket farvet af kontrasten til Danmarks Radios Big Band, som den foregående aften havde bakket op om den brasilianske legende Ivan Lins og New York Voices – selvom “backed” næppe er det rigtige ord. Med sine 81 forbliver Ivan Lins adræt og frisk; vokalmæssigt krævede det dog et par af hans monumentale kompositioner, før hans skrøbelige stemme fandt sit fodfæste. Bandet – med mesterlige arrangementer af dirigenten Ralf Schmid, som har et strålende kendskab til tonefarver (hvornår hører man ellers alt- og basfløjter eller althorn i et bigband?) – var aftenens sande stjerne.
NDR Bigband har været en fast bestanddel af festivalen siden starten for over 30 år siden, og dette markerede deres andet besøg med den nye leder Nikki Iles. Deres nuværende program havde titlen “The Shadow of a Dream”; særligt slående var Iles’ komposition “Dark Underbelly”, hvor hendes vrede ikke blev udløst af Brexit, men af Trumps genvalg. I den anden, blidere ende af spektret var hendes “Kærlighedsbrev til Wien” – dedikeret til et stille sted, hun fandt uden for en kirke – et stykke, der så bigbandet inkorporere rørformede klokker i deres instrumentering.
Bobby Sparks II forsøgte at skrue endnu mere op for varmen under koncerten fredag aften – en begivenhed, der ikke længere kun regnes for en “Dance Night”. Bandet indtog scenen med en funky, groovy stemning; Især Keith Anderson på saxofon gjorde et stærkt indtryk sammen med keyboardspilleren Sparks. Mens koncerten begyndte indbydende – der mindede om en spændende gospelgudstjeneste – forvandlede den sig gradvist til noget, der ligner en eksorcisme, efterhånden som lydstyrken steg. Alligevel kunne grooven og de indviklede retro-keyboard-lyde ikke helt maskere det faktum, at numrene indimellem manglede melodi og ordentlige opløsninger.
Mindfulness og politiske temaer dukkede uventet op gennem det mangfoldige festivalprogram. Alma Naidu betog publikum med sin bøn om ikke at se kvinder som ejendele; bandets baggrundsvokal på hendes mere pop-orienterede numre var betagende smuk. Trommeslager Carsten Lindholm fortalte om sin taknemmelighedsjournal og spillede sammen med sin trio – med Eva Kruse (bas) og Stefan Aeby (klaver) – gennem et århundredes dansk jazzhistorie, selvom fokus stort set forblev på de sidste tyve år.
Projektet Delay Lake præsenterede et nyt program med titlen “Lost Places.” Guitaristen Kalle Kalima tændte sammen med guitaristen Keisuke Matsuno et veritabelt fyrværkeri af lyde og rytmer; Desværre forblev teksterne – hvilket sandsynligvis ville have gjort de noget stramme kompositioner mere tilgængelige – svære at forstå og var for afdæmpede i vokalblandingen (Mirna Bogdanovic).
Den norsk-finsk-svenske kvartet Arcanum tog også politisk stilling. Deres komposition “Elegy” – et utroligt bevægende, melankolsk og smukt stykke dedikeret til alle børn i Gaza eller Ukraine, der er tvunget til at leve med krig – efterlod et varigt indtryk. For mig var Arve Henriksen (trompet og effekter), Trygve Seim (saxofoner), Anders Jormin (bas), og Markku Ounaskari (trommer) blandt festivalens absolutte højdepunkter; både deres musik og deres scenetilstedeværelse er indbegrebet af, hvad jazz – som en levende musikform – skal handle om: en form for musikalsk kommunikation på scenen, hvor motiviske ideer samles op og tråde af dynamik væves sammen, alt sammen delt med publikum. Et virkelig magisk øjeblik. Joo Kraus, Omar Sosa og Diego Piñera vandt mig ikke helt med deres “Vibe Factor”, selvom den meget sene time – hvilket efterlod mine ører mindre end modtagelige – måske har spillet en rolle i det.
Pianist David Helbock og bassist/cellist Julia Hofer præsenterede deres nye album, mens trommeslager Peter Gall og hans kvintet rockede ud til nye kompositioner fra hans udgivelse *Love Avatar*. Den estiske pianist Britta Virves, der nu har base i Stockholm, blev opgraderet til hovedscenen efter tidligere at have optrådt i festivalens hoteljazzklub. Hendes kompositioner dedikeret til familiemedlemmer – især stykket til hendes mor, Lilly – var fortryllende.
Den sydafrikanske pianist Nduduzo Makhathini skaber i øjeblikket overskrifter i alle jazzmedier. Allerede under soundchecket var det tydeligt, at alle er lige vigtige for denne musiker, uanset om det er medmusikere eller teknikere. Hans første spørgsmål var rettet til klaverstemmeren: “Er hun okay?” ville han vide. Instrumentet var faktisk OK og var musikeren taknemmelig for respekten og omsorgen. Trioen, med Dalisu Ndlazi på bas og Lukmil Perez på trommer, blandede afrikanske tekster, helbredende budskaber, Cape Jazz-vibes og en rørende hyldest til afdøde Abdullah Ibrahim. Publikum tog taknemmeligt imod invitationen til at give baggrundsvokalen til hans melodier.
De yngste publikummer blev heller ikke udeladt; som altid var der et børneprogram – denne gang dedikeret til *Emil af Lönneberga* (kendt på tysk som *Michel aus Lönneberga*). Skuespiller Gustav Peter Wöhler fortalte børnene om Emils drilske løjer på Katthult-gården i Lönneberga. Nils Landgren samlede tre trombonister (Lisa Stick, Izumi Ster, Annette Saxe) og trommeslager Eva Klesse omkring sig for at udføre arrangementer af bassist og medmusiker til den svenske jazzlegende Jan Johansson, Georg Riedels filmmusik og hans egne kompositioner.
Den “Røde Trombone” forblev aktiv lige gennem festivalens finale. Imidlertid var navnet “4 Wheel Drive” – med Nils Landgren ved rattet – noget misvisende i 2026, på trods af lineupet med Landgren, Wollny, Danielsson og Haffner på scenen. Fordi Magnus Lindgren og hans Bielefeld-messingensemble sammen med Ida Sand (der var trådt ind for det dobbeltbookede China Moses) kom i centrum, blev Lars Danielsson og Wolfgang Haffner henvist til bagsædet. I et ægte firehjulstræk er motorkraften fordelt på alle fire hjul; her havde baghjulstrækket dog ikke helt lige stand.
Joe Sample-programmet fungerede som den perfekte afslutningskoncert til at skabe en feststemning – også selvom bandet gik glip af et åbenlyst ordspil (for at kredse tilbage til emnet for den dyre skjorte med de stadigt skiftende mønstre). Med udendørstemperaturer på tæt på 40 grader Celsius, burde Joe Samples kæmpehit “Streetlife” virkelig have været omdøbt til “Heat Life”:
“Varme liv – men du må hellere ikke blive gammel”
“Varme livet – eller du kommer til at mærke kulden”
