Harpe og bigband er en vanskelig kombination, som Brandee Youngers optræden på Finlands største festival, The Helsinki Jazz Festival, viste.
I løbet af det seneste årti eller deromkring har Brandee Younger bragt harpen tilbage som et jazzsoloinstrument sammen med Amanda Whiting, Iro Haarla og for nylig Nala Sinephro. De udforsker alle stien, som Dorothy Ashby og Alice Coltrane har anlagt. Som disse forfædre kombinerer Younger en lysende strygerlyd med robuste kompositoriske og improvisatoriske chops.
Ashby debuterede som leder i 1957 og gæstede Freddie Hubbard, Stevie Wonder og Bill Withers og mange andre, mens Coltrane først indspillede med sin mand i midten af 60’erne før en række klassiske albums efter hans død.
Disse formødres ånd hang velvilligt over Youngers show med en akustisk trio på Helsinki’s Flow Festival i august 2023, men blev mere dæmpet i denne tilbagevenden optræden et år senere med det 14 mand store UMO Helsinki Jazz Orchestra.
Youngers harpe har været med i mange omgivelser, fra jazzbands med folk som Pharoah Sanders, Ravi Coltrane og Jack DeJohnette til hiphop-optrædener med Beyoncé, Drake og Lauryn Hill og med Pete Rock på hendes eget Brand New Life i 2023. Men kombinationen med et mægtigt bigband viste sig at være diskret.
Dette Helsinki Festival-show markerede første gang, Younger var med i bigband-arrangementer af hendes egne kompositioner samt stykker, hun har indspillet af Ashby, Coltrane og Wonder.
Natten blev et interessant eksperiment med blandede resultater. Harpen er et intimt instrument, der har brug for plads til at give genlyd – og det er svært at finde i orkestrale rammer. Alt for ofte blev hendes soloer begravet af den kraftige hornsektion.
Problemet var den ofte hårdhændede tilgang fra dirigenten Ed Partyka, som arrangerede de ni stykker sammen med pianisten Artturi Rönkä og bassisten Oskari Siirtola. Aftenen var en konstant balancegang mellem harpens delikatesse og bigbandets drive.
Ud over den indbyggede udfordring var showet i et urbant festivaltelt, næppe de ideelle rammer. Lydteknikerne gjorde helt sikkert deres bedste, men mixet var hit-or-miss, aldrig den koncertsalsakustik, som dette projekt fortjente.
De fire originaler omfattede ‘Respected Destroyer’ fra hendes debut for ti år siden og ‘Olivia Benson’, som Younger dedikerede til den netop afdøde guitarist Russell Malone. Det bød på en stemningsfuld basklarinetsolo af Max Zenger, UMO’s nyeste medlem, mens tenorsaxofonisten Manuel Dunkel var udsøgt på Alice Coltranes svævende ‘Blue Nile’. Ellers leverede de fleste af bandets solister temmelig rote, forudsigelige bidrag.
Younger gjorde sit bedste for at blive hørt og blændede på øjeblikke, hvor Partyka tøjlede hornsektionerne og gav hende plads bakket op af blot en behersket kvartet og fløjter, såsom på Ashbys ‘Running Game’ og hendes eget ‘Moving Target’.
Encore var perfekt: ‘If It’s Magic’ spillede lige så himmelsk som Ashbys original på Wonder’s Songs in the Key of Life – så tæt på himlens lyd, som de fleste af os måske nogensinde hører.
Du kan finde ud af mere om Brandee Younger her på hendes hjemmeside.
Alle fotos af Julius Konttinen
