Verden brænder i øjeblikket. Donald Trump er blevet genvalgt som præsident for USA, kvinders rettigheder er truet, transfobi er udbredt over hele verden, og volden fortsætter med at regne ned over Gaza. For at ringe ind i det nye år kommer Brighton punkduoen Lambrini Girls med en gave: ‘Who Let The Dogs Out’.
Efter at have åbnet for IDLES og spillet store festivaler som Glasto og Reading og Leeds, slipper Lambrini Girls deres bolde til væggen debutalbum løs. Spækket med vrede og rå energi er ‘Who Let The Dogs Out’ et kæmpe “fuck you” til verdens tilstand lige nu.
Guitarist og vokalist Phoebe Lunny og bassist Lilly Macieira kommer direkte til sagen med albumåbneren ‘Bad Apple’, et forvrænget optøjer af et nummer, der råber på rådne betjente. “Officer hvad ser ud til at være problemet? / Eller kan vi kun vide post mortem?” forlanger Lunny i sin signatur raspende skrig. Det er en spøgende afspejling af moderne politibrutalitet og uredelighed oplevede en stigning på 50 pct i antallet af politibetjente, der blev fyret og spærret i Storbritannien sidste år. I mellemtiden 956 civile blev angiveligt skudt ihjel af myndigheder i USA over otte år.
En største del af albummet ser Lunny og Macieira holde et spejl til den nuværende splittede tilstand i samfundet. De tager sigte på gentrificering i ‘You’re Not From Round Here’, hvor Lunnys hylede protest mod ødelæggelsen af nabolagets identitet giver dig lyst til at slippe dig løs midt i en mosh pit: “Rådhuset bliver et bryggeri / Fremme ulighed / Overdøve følelsen af, hvad der var fællesskab.” I mellemtiden adresserer ‘Company Culture’ seksuel chikane på arbejdspladsen, og den elektrificerende ‘Big Dick Energy’ fremhæver farlige mandlige rettigheder.
Blødere, personlige øjeblikke fra Lambrini Girls skinner dog stadig igennem. Komplet med en rullende, fuzzy baslinje og dunkende trommeslag tager ‘Nothing Tastes As Good As It Feels’ på kampen med en spiseforstyrrelse, og Lunny erklærer:”Kate Moss giver ingen knepper på, at min menstruation er stoppet / jeg ville ønske jeg var tynd / men jeg bliver aldrig nok.”
Den anthemiske ‘No Homo’, der minder om The Donnas’ tidlige diskografi, ser rockerne tilføre dybe baslinjer og en voldsom guitarsolo med frække og vittige, men alligevel sårbare tekster om et forhold mellem personer af samme køn: “Jeg sagde, at jeg kunne lide den måde hun talte på / Men så sagde jeg nej homo / Men hendes veltalenhed en renæssance / Den blødeste tone veltalt”. Det er et lyst og forfriskende bud på et emne, der kan være dybt, skræmmende personligt og skræmmende.
Med ‘Who Let The Dogs Out’ beviser Lambrini Girls, at punken lever og sparker. De forstærker unapologetisk kaos, kalder samfundsmæssige fejl og udfordrer os alle til at føle noget. Denne rekord er høj, rå og umulig at ignorere.
Detaljer
- Udgivelsesdato: 10. januar 2025
- Pladeselskab: City Slang
