Foto af Erika Kapin
Da Allegra Levy trådte ind på den lille scene på The Karamel i London, var lokalet allerede fuld af forventning. Jeg havde anmeldt hendes album Ude af spørgsmålet sidste år, men hendes liveoptræden oversteg alle forventninger. Dette var hendes første London-koncert, opført mens hun var på ferie med sin familie, og hun virkede helt tryg. Randy Ingram på klaver og Freddie Jensen på bas akkompagnerede hende og skabte en stram, livlig trio, der trak publikum med fra første tone.
Levys stemme har den sjældne evne til at transportere dig til forskellige steder. Åbningsnummeret “Are You Real?” fra Ude af spørgsmåletfangede straks publikums opmærksomhed. Hun skrev selv teksterne, og hendes scatting var præcist og varmt. Ingrams klaversolo passede perfekt til hendes linjer, delikat, men fuld af bevægelse.
Et særligt rørende øjeblik kom med hendes version af The Beatles’ “Mother Nature’s Son”. Levy sang med en fortællende tilgang og kiggede direkte på publikum, mens hun optrådte. Klaversoloen var melodisk og fyldig, og Jensens bas understøttede musikken støt. Publikum lyttede stille, fuldstændig optaget. Levy har en måde at få folk til at føle sig som en del af forestillingen i stedet for bare at se den.
Selv uden en trommeslager kørte rytmen gennem hele sættet. “I Don’t Wanna Be in Love”, fra hendes første album, fik en samba-følelse. Levys staccato-frasering bragte energi til sangen, i kontrast til de mørkere tekster. Hendes scatting, lidt bag slaget, opbyggede spænding, der blev udløst med klapsalver. Hun synger aldrig for at vise sig frem – hver sætning tjener sangen og stemningen.
Hendes bud på “Never Will I Marry”, Nancy Wilson-Cannonball Adderley-klassikeren, var modig og selvsikker. Hun sang brede intervaller ubesværet og spredte med lethed. Forestillingen føltes som en livlig New York-klub, fuld af energi, og publikum reagerede varmt. På “Endless Stars”, med tekst af Norma Winstone, svævede Levys rolige alt-linjer over akkompagnementet. Værelset var stille, som om ingen ville bryde den følelse, hun havde skabt.
Levys egen “Hvad er i et navn?” var øm og klar, skrevet til hendes datter. Sangen kunne nemt passe ind i en musical med sin 3/4 rytme og tankevækkende tekst. Trioen arbejdede sammen for at støtte hende, og klaversoloen bragte sangen en blid afslutning. Så kom hendes version af The Clashs “Should I Stay or Should I Go?” – røgfyldt, bluesagtig og fuld af karakter. Den hurtigere sektion blev et swingende dobbelt-tids-groove, hvor Ingrams klaversolo tilføjede frihed og energi. Levys sidste frasering bragte latter og klapsalver fra mængden.
Anden halvleg fortsatte på samme måde. “Hvad venter du på?” fra Ude af spørgsmålet blev leveret med tydelig frasering og en stærk sans for sangens historie. I “CJ”, en protestsang af John McNeil, ledede Levy med overbevisning, hendes stramt og udtryksfulde, mens Jensens bas spillede med fokus og energi.
Hun bragte varme til “Lovely City”, med et blødt midttempo-swing, der mindede om Norah Jones, og tilføjede senere en legende kazoo-solo, som viste hendes sans for sjov og hendes dygtighed med frasering. Neil Youngs “Harvest Moon” blev forvandlet til et rullende sving, med Levys glatte stemme understøttet af klaver og bas. “Looking at the Moon” var munter og livlig, inspireret af billedet af en dansende astronaut. Koncerten sluttede med The Beatles’ “I Will”, arrangeret som en samba, glad og let, med endnu en legende kazoo-sektion.
Ved slutningen af aftenen var publikum tydeligt begejstrede. Levys præstation var ikke kun teknisk stærk, men også ægte og engagerende. Hun synger med hjerte, humor og sans for historie og forbinder med publikum på en måde, der føles ubesværet. Allegra Levy er en sangerinde at se, og hendes første London-show efterlod ingen tvivl om, at hendes musik fortjener opmærksomhed.
Overskriftsfoto af Betty Accorsi
Karamel Club, London
Allegra Levy
