Fem år væk kan føles som et helt liv i rap, men Baby Keems tilbagevenden med ‘CA$INO’ får fraværet til at føles bevidst. Selvom rapperen ikke ligefrem forsvandt – han turnerede, samarbejdede og dvælede i den ældre fætter Kendrick Lamars kredsløb – er det første gang siden hans debutalbum ‘The Melodic Blue’ fra 2021, at han er trådt frem med en fuld erklæring, og det er umiddelbart klart, at han er vokset ud af sin ærede slægtninges tårn.
Hvor ‘The Melodic Blue’ trivedes med rastløs eksperimentering og ungdommelig uforudsigelighed, føles Keems anden runde mere fokuseret og atmosfærisk. Produktionen læner sig op af rumlige teksturer, støvede samples og blomstrende low-end, hvilket giver albummet en stemningsfuld sammenhæng, som hans debut nogle gange manglede. Numre som ‘Birds & The Bees’ glider mellem varm nostalgi og punchy trommer, mens titelnummeret lægger spøgelsesagtige kortoner over klubklar percussion, hvilket skaber en følelse af spænding mellem refleksion og bravado.
Lyrisk lyder Keem mere bevidst end nogensinde. Meget af albummet centrerer sig om familie, pres og det følelsesmæssige udfald af tidlig succes. Åbner ‘No Security’ giver os et kig ind i hans selvpålagte pause fra branchen og begræder sin onkels bortgang og hvordan hans mor “se på mig, som om hun går i banken”. Hans opvækst i Las Vegas tegner sig også stort hele vejen igennem. På ‘I Am Not A Lyricist’ maler han Sin City som både sin oprindelseshistorie og sin forbandelse, og åbner op for sin afdøde mors kampe med stofmisbrug og konsekvenserne af deres flytning fra Long Beach til Nevada (“På The Strip med dem dæmoner, og de planlagde alle sammen på mig / Alt omkring den beskidte ørken tog dig væk”).
Ikke desto mindre balanceres denne introspektion med glimt af Keems varemærkeuærbødighed. ‘Huspenge’ læner sig op ad kæphøj svindler (“N*** som kender mit navn, hvad fanden skal jeg bruge kæden til?”), mens den førnævnte ‘Birds & The Bees’ injicerer humor og akavet charme i sit bud på kærlighed og sex. Disse øjeblikke forhindrer albummet i at blive for tungt, hvilket minder lytterne om, at Keems uforudsigelighed stadig er en del af appellen.
I modsætning til ‘The Melodic Blue’, som indeholdt K-Dot, der snappede på de hårdtslående ‘Family Ties’ og ‘Durag Brothers’, føles Keems sophomore-indsats aldrig afhængig af hans fætters medtegn. Lamars optrædener her (en feature på ‘Good Flirts’ med Momo Boyd og skrivekredit på ‘House Money’) er underspillede snarere end dominerende, hvilket forstærker hvor meget Keem er vokset til sin egen stemme. Deres kemi forbliver, men ‘CA$INO’ føles aldrig som om den læner sig op af ekstern validering.
Temaer om arv, uafhængighed og følelsesmæssig overlevelse løber gennem hele albummet, og rammer berømmelse som noget, man skal navigere i snarere end at fejre. Hvis Keems debut fangede spændingen ved muligheder, udforsker ‘CA$INO’ vægten, der følger med. Det er en selvsikker, sammenhængende tilbagevenden, der lyder som om Keem er holdt op med at prøve at bevise, at han hører til, og er begyndt at finde ud af, hvad han vil sige, nu hvor han er her.
Detaljer
- Pladeselskab: pgLang/Eerie Times/Columbia Records
- Udgivelsesdato: 20. februar 2026
