De sidder bagerst på scenen, men uden dem ville selv de største guitarhelte og vokalister stå svækket. Trommeslagere er ofte genstand for jokes, men i virkeligheden udgør de motoren i ethvert band. Her er en rejse gennem nogle af rockens mest uforglemmelige trommestjerner – fra stadionrock til eksperimenterende undergrund.
Roger Taylor – Queen
At være trommeslager i et band med Freddie Mercury og Brian May krævede noget særligt. Roger Taylor leverede med sit eksplosive og fleksible spil – hør bare overgangen fra opera til rock i Bohemian Rhapsody.
Ginger Baker – Cream
Ginger Baker satte nye standarder, da han sammen med Eric Clapton og Jack Bruce skabte Cream. Hans baggrund i jazz og blues skinnede igennem, især i Sunshine Of Your Love, hvor hans markante trommeslag blev ikoniske.
John Densmore – The Doors
Med en tydelig jazz-tilgang gav John Densmore struktur til Jim Morrisons vilde lyrik. I When The Music’s Over driver hans trommer den psykedeliske stemning frem uden at miste præcisionen.
Ringo Starr – The Beatles
Han er blevet drillet for at være “den mindst tekniske” i bandet, men Ringo Starrs stil blev forbilledet for utallige andre. Hans insisterende spil i Strawberry Fields Forever viser, hvorfor simpelhed kan være genialt.
John Bonham – Led Zeppelin
Få trommeslagere er blevet samplet og beundret som John Bonham. Hans solo i Moby Dick står som et monument over rå kraft og teknik.
Charlie Watts – The Rolling Stones
Charlie Watts holdt Stones sammen i over 50 år. Hans elegante spil gav selv de mest vilde riffs tyngde, eksempelvis i den diabolske rytme på Sympathy For The Devil (The Guardian beskrev hans tilgang som “ekstremt underspillet men uerstattelig”).
Moe Tucker – The Velvet Underground
Maureen “Moe” Tucker udfordrede alle normer: hun stod op, brugte køller i stedet for trommestikker og leverede en rå, minimalistisk lyd. Hun sang endda selv på numre som After Hours.
Lars Ulrich – Metallica
Som pioner i thrash metal har Lars Ulrich sat sit præg på genren. One står som et højdepunkt, hvor hans trommer driver spændingen frem mod det eksplosive klimaks.
Stewart Copeland – The Police
Copeland gjorde det muligt for The Police at veksle mellem punk og reggae. På Message In A Bottle viser han sit hektiske men præcise spil, der skabte bandets signaturlyd.
Keith Moon – The Who
“Moon the Loon” var rockens første egentlige lead-trommeslager. Hans energiske spil i I Can See For Miles gjorde trommerne til et ligeværdigt frontinstrument.
Bill Ward – Black Sabbath
Ward var med til at definere heavy metal. Hans tunge stil i Iron Man blev et blueprint for senere generationer af metalbands.
Rick Allen – Def Leppard
Rick Allens historie er et bevis på ren viljestyrke. Efter en bilulykke i 1984, hvor han mistede sin venstre arm, udviklede han en ny spillestil. Hans trommer i Pour Some Sugar On Me cementerede bandets globale succes.
Nick Mason – Pink Floyd
Nick Mason har altid været Pink Floyds jordforbindelse. Når trommerne sætter ind midt i One Of These Days, viser han sin evne til at balancere det atmosfæriske med det kraftfulde.
Phil Collins – Genesis
Collins trådte frem som frontmand, men bag trommerne revolutionerede han 80’ernes lyd. Hans arbejde på Peter Gabriels tredje album introducerede den berømte gated reverb-effekt, der blev tidens lyd.
Mick Fleetwood – Fleetwood Mac
Fra blues til stadionrock – Mick Fleetwood har været en konstant faktor. Tusk er måske hans mest markante øjeblik, men den bløde rytme i Albatross viser hans alsidighed.
Peter Criss – KISS
Kendt som “The Catman” leverede Criss en enkel, men effektiv rytme, der gav plads til bandets teatralske udtryk. Strutter er et godt eksempel.
Clive Burr – Iron Maiden
Selvom han kun var med i få år, satte Burr sit præg på Iron Maidens lyd. Hans energiske spil i Run To The Hills blev toneangivende for 80’ernes metal.
Phil Rudd – AC/DC
Phil Rudd har altid været AC/DC’s pulserende motor. Hans uophørlige groove i Whole Lotta Rosie driver musikken fremad uden overflødige udsmykninger.
Joey Kramer – Aerosmith
Som en af bandets grundlæggere har Joey Kramer været med siden 1968. Hans spil i Love In An Elevator understøtter Aerosmiths rå energi.
Cozy Powell
Powell var en trommeslager, som alle ville arbejde med – fra Rainbow til Whitesnake. Hans solo-hit Dance With The Devil viser, hvorfor han stadig nævnes som en af de mest indflydelsesrige.
Tommy Lee – Mötley Crüe
Mere end bare en rockstjerne: Tommy Lees trommespil var spektakulært og teknisk. At kunne spille live i et roterende trommesæt siger alt. Hør Same Ol’ Situation (S.O.S.).
Mitch Mitchell – The Jimi Hendrix Experience
Mitchell blandede jazz med psykedelisk rock, og sammen med Hendrix skabte han magi. Hans spil på Purple Haze er både kaotisk og kontrolleret.
Ian Paice – Deep Purple
Den sidste oprindelige medlem i Deep Purple er stadig på turné. På Smoke On The Water bygger han spændingen op slag for slag.
Neil Peart – Rush
Kendt som “The Professor” var Neil Peart ikke kun trommeslager, men også bandets hovedtekstforfatter. Hans komplekse mønstre i Tom Sawyer viser, hvorfor han betragtes som en af de største nogensinde (Rolling Stone kaldte ham “prog-rockens ubestridte konge”).
Alex Van Halen – Van Halen
Med sin bror Eddie løftede Alex Van Halen bandet til teknisk perfektion. Hot For Teacher står stadig som en af rockens mest imponerende trommepræstationer.
