Grandeur er kernen i ‘This Music May Contain Hope’, RAYEs andet album, og det er ærefrygtindgydende. For at levere denne herlighed kan kunstneren født Rachel Keen findes på vej gennem et smørbord af lyde på tværs af den ambitiøse plades 73-minutters spilletid, fra melodramatiske ballader til spændende funk-melodier og selvfølgelig den jazz-pop, hun er blevet så kendt for. Det er ganske vist meget at tage til, men den glans, der kommer fra RAYEs uhæmmede, all-in tilgang er rejsen værd.
‘This Music May Contain Hope’, et konceptalbum med fokus på at overvinde usikkerhed og hjertesorg, er indrammet som en ekstravagant teaterforestilling. Her er RAYE både subjektet og den allestedsnærværende fortæller. “Tillad mig at sætte scenen. Vores historie begynder klokken 02.27 på en regnfuld nat i Paris. Kig efter tordenen,” siger hun på åbneren ‘Girl Under The Grey Cloud’ sat til orkestrale strygere. Der er flere bidder af spoken word strøet ud over, dem der smart giver albummet en smule mere struktur og jordforbindelse – næsten som at lytte til cast-optagelsen af en Broadway-musical.
Med det grundlag giver South London-sangerinden sig selv plads til at være overbærende med albummets vidtrækkende lyde, som langt oftere betaler sig. Til tider læner hun sig ind i konceptets show-tone – såsom på outroen af den ellers slanke R&B fra ‘The WhatsApp Shakespeare’ – og til andre spiller hun det lige, som den langsomt brændende powerballade af ‘I Know You’re Hurting’. Hun vender endda tilbage til sin gamle klublyd på den spektakulære house-banger ‘Life Boat’.
Igennem det hele er to ting meget tydelige: RAYEs adrætte stemme har aldrig lydt så godt, og hendes pen har aldrig været så stærk. Bare tag det frække album-standout ‘I Hate The Way I Look Today’, en swing-jazz-melodi, der minder om Ella Fitzgerald, hvor hun synger “Jeg er okay at være ensom / hvis jeg er ensom og tynd / jeg har sådan nogle fjollede selvforagt tanker, ser det ud til”eller de hjerteskærende detaljer om ‘Nightingale Lane’: “Det var lige der, begyndelsen af juni / ved siden af Old Park Avenue / Stående i regnen, så jeg ham gå væk”.
På trods af al den selvtvivl og hjertesorg, som RAYE tager os igennem, kommer hun til sidst ud på den anden side og leverer titlen: dette album gør virkelig indeholde håb. Hun tilkalder sine veninder på ‘Click Clack Symphony’ (hjulpet af Hans Zimmer), lærer at komme videre med hjælp fra Al Green på det silkebløde 70’er-soul-midtempo ‘Goodbye Henry’ og kalder på himlen (og hendes søstre Amma og Absolutely) for at blive “fri for al smerte og enhver frygt” på den fodtrampende ‘Joy’. Efter den “regnfulde nat” og “torden” fra den talte ord-åbner, opdager RAYE, at “solen eksisterer bag skyerne”, som hun siger på ‘Happier Times Ahead’.
‘This Music May Contain Hope’ er RAYE, der affyrer på alle cylindre – og lidt til. Det er et showstoppende musikalsk maksimalisme, når det er størst, mens det stadig er funderet i relaterbare oplevelser og uhæmmede følelser. Igen er det ganske vist meget at tage til – men det er også derfor, det er så herligt, hver teatralsk opblomstring og stilistisk afstikker en erklæring fra RAYE om, at hun endelig laver musik til sig selv.
Detaljer
- Pladeselskab: Menneskelige Re Kilder
- Udgivelsesdato: 27. marts 2026
