Et år efter sin debutsingle ‘Www She Hot’ er Uche Yara stadig svær at fastlægge. Den østrigske multiinstrumentalists tidlige numre har fløjet mellem indie, R&B og psychrock, ledet af en tilsvarende fingernem vokal: spænder over luftige falsettoer på ‘Www She Hot’, smertefulde støn på ‘hjemve’ og legende vokaliseringer på ‘ZUU (Zoo)’ . Efter hendes sjove, mættede EP ‘Golden Days’ repræsenterer ‘Honey’ endnu en venstredrejning: en mere behersket, singer-songwriter-vendt samling. Selvom den føles uvæsentlig som EP, mangler den ikke fantasi eller stil.
‘Honey’ centrerer sig om simple guitar- og vokalarrangementer, men Yaras produktion vrimler med eksperimenterende indslag, teksturmæssige kontraster og rumlige særheder. Under trommerne og plukkede guitaråbningen ‘Dead2me’ lyder rimshots og bliver vendt, mens skarpe rumklangsskift giver indtryk af, at studiet pludselig skrumper og vokser. Et andet sted på ‘Tell My Mama’ er de sarte synths og melodiske vokaliseringer punkteret af glitchet elektronik, metalliske skrammer og fjerne skrig.
EP’ens mest usædvanlige element er selve Yaras stemme. Selvom hun ofte ændrer det med elektronisk behandling, som den tunge AutoTune på ‘Dead2me’, gør det masser af formskifte alene: den æteriske levering på ‘Honey, Come Find Me’, åbningen af ’Backstage Again’ og rig, skælvende baryton på ‘Not Far From Home’. Mens ‘Backstage Again’ omfavner nutidig R&B-vokal, minder gribende om ‘Not Far From Home’ til The Ink Spots: forfædre til den lyd fra et næsten århundrede siden.
Lyrisk føles EP’en dog ofte underdannet. ‘Not Far From Home’ afspejler følelsen af drift, som genbesøger hendes projekt ‘Yesterday I was In London // Homesick’, men er forholdsvis vag: “Gad vide om det føles sådan“, skriger hun, “sentimental nu.” Undtagelsen er den mere komplekse ‘Backstage Again’, der regner med, hvordan den friske spænding ved at optræde – “mine helte på en stor scene / men nu er jeg også en helt” – kan tømmes af gammeldags ensomhed.
Det største problem med ‘Honey’ vedrører sammenhæng. Selvom der er en overordnet stemning af melankoli – ‘Honey’ føles som et naturligt modspil til den mere optimistiske ‘Golden Days’ – mangler den nok tematisk og sonisk fokus til at føles som en fuldt realiseret EP. Ligeledes forpligter den sig ikke til fuldstændig eklektisme: ‘Tell My Mama’ bygger bro mellem ‘Not Far From Home’ og ‘Backstage Again’, men disse æstetiske spring er en del af Yaras appel.
‘Honey’ kan have sine mangler, men den peger mod en spændende fremtid: En, hvor Yara tager tøjlerne på et projekt i længere form, der giver plads nok til hendes eksperimentelle tilbøjeligheder, teatralitet og rækkevidde.
Detaljer
- Udgivelsesdato: 6. december 2024
- Pladeselskab: GOLDENDAYS FM
