Den canadiske duo Softcults pragtfulde debutalbum tager sin titel fra det berømte Alexander Den Heijer-citat: “Når en blomst ikke blomstrer, fikserer du det miljø, den vokser i, ikke blomsten.” Ideen om frygtløs forandring i jagten på noget bedre er en mission statement, som Mercedes og Phoenix Arn-Horn godt kender. Tvillingerne brugte mere end et årti på at spille i pop-rock-gruppen Courage My Love, men gik væk i 2020, efter at livet på et større label blev for kvælende til at fortsætte.
Softcult ankom kort efter i 2021 med ‘Another Bish’, en strittende dreampop-hymne, der så parret nægte at blive tæmmet. Fire grungy, Riot Grrl-influerede EP’er fulgte sammen med håndlavede zines, et tæt sammentømret onlinefællesskab og ture, der støtter Muse og Incubus. Ved hvert trin har parret omhyggeligt udformet en gør-det-selv-verden, hvor det katartiske selvudtryk regerer.
Tvillingerne har aldrig lydt mere sikre på sig selv end på deres egenproducerede debutalbum ‘When A Flower Doesn’t Grow’. Den løse konceptrekord om at bryde fri fra cyklusser af undertrykkelse, misbrug og overensstemmelse starter med den æteriske ‘Intro’, før den skumle ‘Pill To Swallow’ ser Mercedes anerkende, hvor håbløse ting kan virke i 2026 (“ikke flere løfter om bedre dage”), men finder styrken til at fortsætte uanset.
Der er masser af rasende headbangers på ‘When A Flower Doesn’t Grow’. ‘Hurt Me’ er en eksplosiv udrensning, der giver genlyd af Nirvana på deres mest glubske, og ‘Træt!’ er et direkte skydende, hårdtslående punk-angreb (“træt af forventningerne, træt af dine forklaringer,” Mercedes snerrer). Shoegaze tumlen fra ‘Naïve’ og ‘Queen Of Nothing’s chippende pop-rock bliver leveret med sammenbidte tænder, mens den galopperende ’16/25’ er langt mere direkte til at kalde rovdyr. ‘She Said, He Said’ er lige så modhager, men spoken word-tekster, der hopper mellem sarkasme og gift, tilføjer endnu en dimension til bandets guitardrevne protest.
Softcults debutalbum er en selvsikker udvikling af deres stikkende punk, men ser dem også trænge ind i modige nye territorier. Den højlydte og så stille slacker-pop fra ‘Not Sorry’ er et festligt udbrud af eufori, der nemt er det mest glædelige, bandet nogensinde har lydt, mens afslutningsnummeret ‘When A Flower Doesn’t Go’ ser duoen forsøge sig med tilbagetrukket akustisk folk og brændende post-rock. De lyder komfortable med begge yderpunkter, men det er den bevidst sarte ‘I Held You Like Glass’, der måske er albummets mest kraftfulde øjeblik, der skaber plads til øm refleksion gennem hvisket hjertesorg.
Detaljer
- Pladeselskab: Easy Life Records
- Udgivelsesdato: 30. januar 2025
