Hvem var den virkelige skaber af nogle af Beatles’ mest ikoniske sange? Var det Paul McCartney eller John Lennon? Denne debat har fascineret musikfans i årtier, men nu, takket være matematik og musikalsk analyse, kan vi endelig få svar på spørgsmålet.
En gammel debat løses med statistik
I mange år har Beatles-sange båret signaturen “Lennon/McCartney”, et symbol på deres tætte samarbejde. Men bag denne fælles kredit har der ofte været uenigheder om, hvem der faktisk skrev hvad. Strawberry Fields Forever er et oplagt eksempel på en sang, der bærer Lennons introspektive stil, mens Penny Lane tydeligt afspejler McCartney’s billedrige skrivestil. Men sange som In My Life og Eleanor Rigby har været sværere at placere. Mens Lennon og McCartney generelt har været enige om, hvem der stod bag hvilke sange, er der undtagelser, som har fået musikelskere og forskere til at stille spørgsmålstegn ved den traditionelle opfattelse. Derfor satte Mark Glickman, en statistikprofessor ved Harvard, og Jason Brown, en matematikprofessor ved Dalhousie University, sig for at løse mysterierne ved hjælp af matematiske metoder.
Stylometri – en ny måde at analysere musik på
Glickman og Brown hentede inspiration fra stylometri, som traditionelt bruges til at analysere litteratur og identificere forfattere ved at studere deres skrivestil. De tilpassede denne teknik til musik ved at analysere 70 Beatles-sange fra 1962 til 1966. Ved at kigge på 149 præcise musikalske kriterier, som f.eks. akkordfrekvenser, melodiske sekvenser og rytmiske mønstre, kunne de skelne mellem Lennon og McCartney’s unikke musikalske “fingeraftryk”. Ifølge Glickman brugte Lennon ofte enkle, repetitive melodier, som i Help!, mens McCartney ofte eksperimenterede med komplekse mønstre og melodiske spring, som i Michelle.
Hvem skrev hvad?
En af de mest diskuterede sange, In My Life, der stammer fra Rubber Soul-albummet, blev anerkendt som en kæmpe hit, men både Lennon og McCartney påstod at have været den primære skaber. Lennon hævdede at have skrevet både tekst og melodi, mens McCartney mente, at han havde komponeret melodien. Matematikkens analyse kunne give et svar: Med en 98,2% sandsynlighed blev In My Life tildelt Lennon, hvilket afsluttede den langvarige tvivl.
Men studiet afslørede også, at flere numre, der normalt tilskrives McCartney, som Michelle og And I Love Her, viser musikalske træk, der er mere i tråd med Lennons stil. Omvendt viser The Word, som ofte anses for at være et samarbejde, flere spor af McCartney’s musikalske signatur.
En metode med bredere anvendelse
Metoden, som Glickman og Brown har udviklet, går langt ud over Beatles’ katalog. Ifølge Glickman kan denne musikalske analysemetode også bruges til at undersøge musikalske samarbejder mellem andre berømte duos, som Jagger/Richards fra Rolling Stones, eller til at analysere musikalske influenser mellem forskellige genrer.
Dog påpeger Glickman, at analysen ikke er helt enkel. Komponister kan bevidst eller ubevidst efterligne hinandens stil, hvilket gør det svært at udlede klare konklusioner. For eksempel kunne McCartney have skrevet passager i Lennons stil eller omvendt, hvilket gør den præcise opdeling vanskelig.
Selvom denne opdagelse måske ikke ændrer på, hvordan vi lytter til disse klassikere, giver den os en dybere forståelse af sangskrivningen bag nogle af Beatles‘ største hits. Og uanset hvem der har skrevet hvad, så er det klart, at deres samarbejde har resulteret i musik, der stadig berører generationer af fans.
