Efter at have været under opsyn af fældekongen Young Thug i næsten et årti – med lidt hjælp fra certificerede hitmagere som Drake og Migos – stivnede Lil Babys grove gadehymner ham som en af fældens største stjerner. Hans andet album, ‘My Turn’ fra 2020, så Atlanta-rapperen svæve til nye højder og leverede en guide til at komme til det helt store. Men siden den dystre optræden af hans sidste album ‘It’s Only Me’, sammen med en turné, der underpræsterede, har Baby stået ved en korsvej – og det ser ud til, at han har taget den forkerte vej på sit fjerde album, ‘WHAM’ (kort for ‘Hvem er hård som mig’).
‘WHAM’ starter bestemt stærkt. De svævende strenge på åbneren ‘Listen Up’ fremmaner den filmiske storhed af en helts velkomst – desværre forsvinder denne hymnestemning hurtigt. Tag for eksempel ‘Dum, Dumb and Dumber’, hvor Baby slår sig sammen med Future og Thug for at prale af at være “hustleholics” med de mest prangende biler, skinnende smykker og fedeste stativer kontanter: Thugger er sulten (dette er hans første vers, siden han blev løsladt fra fængslet), og Future er lige så kommanderende som nogensinde. Babys vers er dog underordnet, som en skal af den gåpåmoder, han engang var.
Rester af den hustler-mentalitet dukker op gennem pladen, især på motiverende humør-boostere ‘FU 2X’, ‘Due 4A Win’ og ‘Free Promo’. ‘Say Twin’ er en sjov melodi til at hype dig og din ride-or-die op før enhver blockbuster-værdig mission, og ‘Drugs Talkin’ er et af de sjældne steder, hvor Baby balancerer en gribende fortælling om sine kampe med laster og en infektiøs strømning, hvilket gør det til en øreorm.
De fleste af funktionerne er også fantastiske. Den bedste er den Travis Scott-assisterede ‘Stuff’: den rammer alle tre M’er af trap – humørfyldt, melodisk og truende – med en antydning af nostalgiske synths med mellemrum, der kaster den helt tilbage til 2015. Desuden ‘ Redbone’ med GloRilla er en vittig hymne til situationer, og 21 Savage forbliver ildevarslende – selv indsender en kryptisk linje i det hele taget Drake-Kendrick beef – på ‘Outfit’: “Tagte Drac’ med mig, og den kender kung fu.”
Men for det meste er det grus, der engang definerede Baby, væk. På ‘So Sorry’ længes Baby efter en kærlighed, han ikke helt kan forpligte sig til, men kan ikke lade os glemme, at han er “med nogle kendte mordere”. Det er svært at købe ind i hans introspektion, når han er bundet til sit hærdede image. Den sang, der er tættest på Babys gamle måder, er det afsluttende nummer, ‘Streets Colder’. På trods af historien om, at han kom frem “fælden” føles forældet, babys følelsesmæssige vægt skinner igennem – giver et detaljeret kig ind i hans psyke som “et produkt af fattigdom” hvem gjorde det stort.
Der var masser af potentiale for, at ‘WHAM’ kunne være et fældemesterværk – men potentialet alene kan ikke skabe en arv. Produktionen (af Wheezy, ATLJacob m.fl.) lagde et solidt fundament for, at Baby kunne lave et par hits, men pladen er ikke noget at skrive hjem om. Musikalsk er det på niveau med ‘My Turn’ – måske med lidt mere finesse – men berømmelse trækker ham længere fra det ubarmhjertige drive, der engang drev ham til stjernestatus.
Detaljer
- Udgivelsesdato: 3. januar 2025
- Pladeselskab: Kvalitetskontrol Musik/Motown
