Et af de mest spændende hollandske bands lige nu er WAAN, et kreativt partnerskab mellem den erfarne altsaxofonist Bart Wirtz og keyboard-troldmanden Emiel van Rijthoven. WAAN leverer en rig blanding af elektronisk drevne grooves, atmosfærisk udformede melodier og en eklektisk blanding af energisk jazz, roots, funk og dans.
Siden de udgav deres debutalbum ECHO ECHO, som blev nomineret to gange til en Edison Award, har de siddet i pilotsædet på en raket, hvis destination forbliver ukendt, hvilket gør deres rejse altid spændende og overraskende.
Marieke Meischke: Velkommen, Bart og Emiel! Lad os starte med de spændende nyheder – et nyt album udkommer snart, og tre numre er allerede blevet udgivet. Fortæl mig mere!
Emiel van Rijthoven: Ja, albummet hedder WE WANT WAAN og det udkommer den 23. januar. Vi har også klistermærker!
MM: Fremragende! Før vi taler om musikken, kan du så fortælle mig om det label, du har skrevet kontrakt med? Det er noget helt ekstraordinært, tror jeg.
EvR: Det er SONAR Kollektiv, et tysk label baseret i Berlin. Vi er taknemmelige for, at et medlem af det hollandske band Kraak & Smaak introducerede os for dem. Mærket blev grundlagt i 1997 af det legendariske kollektiv Jazzanova, der arbejder på kanten af dans og jazz. Vi er meget glade for hinanden. De har på det seneste hældet mere til roots og dans, hvilket passer godt med, hvor vi er på vej hen, men de kan virkelig godt lide vores jazzperspektiv som en del af deres label.
MM: Vi vil også diskutere dit første album, ECHO ECHO, udgivet i 2023. Jeg mærker en helt anden stemning på dit nye album. Relaterer dette til dit samarbejde med mærket?
Bart Wirtz: Vi tænkte meget over dette og gik dybt for at komme til kernen af denne anden plade. Vi tror begge stærkt på fremskridt, forandring, at forblive nysgerrige og løbende at genopdage os selv. Derfor startede vi som midt-karrierekunstnere fra bunden med et nyt band. Dette betød også mange års investering uden at tjene noget – bare investering.
Det første album var faktisk en klar kombination af jazz med elektroniske påvirkninger, hvilket tiltrak pladeselskabets opmærksomhed – med afrobeat med synths og rootsy-numre med lydeffekter.
Til det nye album ønskede vi, efter at have spillet en del live, at bevæge os mod mere dansbar musik og give slip på den traditionelle jazzstruktur: tema, solo, tema osv.
Vi bemærkede også, at der var meget at vinde for os på scenen – for eksempel at tiltrække et yngre publikum – og vi optræder nu på popscener med stående publikum. Så vi besluttede, at dette ville være vores nye rammer, og vi to trak os tilbage til den hollandske ø Texel, isoleret i en lille hytte i en uge, for virkelig at fokusere på dette. Der besluttede vi også at producere hvert nummer separat, hvilket forklarer hvorfor albummet er ret forskelligartet.
EvR: Må jeg tilføje noget? Tilbage til dit spørgsmål, Marieke, om arbejdet med mærket. Jeg tror virkelig, vi lægger vores egen vej. Det er virkelig vores egen bevægelse.
Bart og jeg har arbejdet sammen siden 2016, og WAAN spirede derfra med en klar idé om, hvor vi ville hen. Det er også derfor, vi begyndte at arbejde med producer Oscar Jong – et stiftende medlem af Kraak & Smaak – og så kom SONAR Kollektiv ind i billedet.
Men vi gør virkelig vores egne ting og bliver ikke påvirket af, hvad mærket måtte ønske.
Vi er i hvert fald glade sammen. Eller er du uenig, Bart?
BW: Nej, det gør jeg ikke.
MM: Er du altid enig?
EvR: Heldigvis nej.
MM: Bart, hvad kan du bedst lide ved Emiel musikalsk?
BW: Musikalsk er vi brødre. Første gang vi blev smidt sammen på scenen – en slags jam på Paradox jazzklub i Tilburg – tænkte jeg: “Åh, det er virkelig dejligt.” Ren kemi.
Det kan også fungere sammen med andre, men det er en proces, og det tager tid. Så jeg inviterede Emiel til at samarbejde om mit projekt Beneath the Surface. Jeg lavede nogle jazzalbums, men blev virkelig nysgerrig efter crossover-stile. Emiel er ikke bare en fantastisk keyboardspiller; han er også hjemme i popmusik. Han har været en del af livebandet for den meget succesrige countrypopsanger Waylon, men han er også en troldmand, når det kommer til elektronik. Alle disse egenskaber forenes i ham.
Så snakker vi og er uenige om nogle ting, men i det øjeblik vi leger sammen… giver alt mening.
MM: Så længe du gør dine egne ting.
EvR: Ja, da jeg studerede på Utrechts konservatorium, lavede jeg en masterclass om brasiliansk musik med guitaristen Leonardo Amuedo (fra Ivan Lins Band). Mens han spillede mine egne ting, sagde han: “Du gør det her virkelig godt!” Det var da jeg besluttede at starte mit eget band. Den opmuntring var meget vigtig dengang. At lave sin egen musik, i dette tilfælde med Bart, er det smukkeste, der findes.
MM: Så for at komme til kernen af WAAN – du er Lennon og McCartney i bandet.
BW: Ja, det er præcis sådan jeg også ser det, hahahaha!
MM: Men du har også to faste medlemmer, Matteo Mazzù på el-bas og Mark Schilders på trommer. De er altid en del af kvartetten, men dit første album blev indspillet med elleve musikere, live i studiet! En helt anden tilgang.
BW: Vi så os omkring og spillede med mange musikere i årevis, og det kom de her to ud af. Mark elskede virkelig vores stemning og tilbød at være en del af liveshowet. Hans ven Matteo kom med, og resten er historie. Vi er et rigtigt band nu.
MM: Men hvem hører vi på ét nummer af din nye plade? Philadelphia-baserede rapper og producer Ivy Soul. Hvordan fandt du dem?
BW: Vi lavede et dårligt nummer, der ikke kom med på albummet, og i mit sind hørte jeg en kvindelig rap-stemme på det. Vi tænkte på mange stemmer – store navne, mindre navne – men med Ivy følte vi alle, at stemningen var rigtig. De havde en feminin, varm stemme, der virkelig forbandt vores musik. Så vi sendte en DM på Instagram… hørte ikke tilbage i lang tid, men så kom der et positivt svar.
Vi sendte i øvrigt nummeret, som var om tre-fire gang, haha – det er ikke den sædvanlige rytme for rappere eller spoken word-kunstnere. Ivy prøvede nogle ideer, men vi var nødt til at sige farvel til det spor til dette formål. De spurgte, om der var noget andet, vi kunne tilbyde. Ironisk nok havde vi lige afsluttet et andet nummer ugen før, ikke skrevet til rap, men det virkede. Efter et stykke tid sendte Ivy os besked om nogle vokaler, de havde tilføjet, men følte sig usikker på dem, fordi de tog hormoner under deres overgang, hvilket ændrede deres stemme. Til sidst er lyden lavere, men vi er meget glade for optagelsen, som også berører overgangsprocessen – hvilket gør den meget personlig og meget cool.
MM: Vil du sigte mod flere popsteder og festivaler nu?
BW: Det ville være fantastisk, men det bliver ikke så nemt. Branchen er hård.
EvR: Ja, det leder vi bestemt efter. Vi bygger et show med en fantastisk lysplan.
MM: Det fungerer godt for dig, da du grafisk er meget udtryksfuld. Det hele hænger sammen på den måde – din overordnede identitet.
BW: Ja, og jeg vil virkelig gerne nævne vores grafiske designer, Braulio Amado, som lavede albumcoverdesignet igen. Han henter inspiration fra punken og er meget eventyrlysten.
MM: Siden du arbejder med gæstekunstnere, hvis du kunne vælge hvem som helst at arbejde med på dit tredje album, hvem skulle det så være?
EvR: Ah, ja, lad mig få vinylen… Jeg synes, hun er fantastisk. Kender du hende? Yukimi Nagano, forsanger for…
BW: Lille Drage!
MM: Og dig, Bart, hvem er din drømmemusiker at arbejde sammen med?
EvR: Det kan ikke være Toots Thielemans, desværre.
MM: Nej, så skulle vi prøve ham.
BW: Min ville være Floating Points, når det kommer til elektronik.
EvR: Åh ja, slem!
BW: Han er DJ og keyboardspiller fra Storbritannien.
MM: Jeg håber ikke at erstatte Emiel.
BW: Nej, nej, han er mere en DJ, der skaber fantastisk musik. Men vi har så mange kunstnere, vi elsker – den belgiske jazzharpist Nala Sinephro, og vi lytter meget til LCD Soundsystem fra New York. Kan du arrangere, at vi spiller deres støtteshow?
MM: Betragt det som gjort. Jeg har et andet spørgsmål til dig, Bart. Vi ved, at Emiel har arbejdet med countrypopartisten Waylon i årevis, men du er et stiftende medlem af den berømte Artvark Saxophone Quartet, der nu fejrer 20 år. Du har lige udgivet et album med musik af Sweelinck, Andriessen og Escher, inklusive et stykke fremført på diasaxofoner! Vi taler om nogle 1500-tals kompositioner arrangeret af kvartetten. Hvordan skifter du fra det til de futuristiske lyde af WAAN?
BW: Jo ældre man bliver, jo sværere bliver det, men det er også sjovt! Jeg oplever det som at gå mere i dybden. Så i to måneder denne sommer var vi i studiet nonstop og indspillede WE WANT WAAN. Så gik vi på en japansk restaurant, drak champagne for at fejre det, og jeg gik videre til det næste album af saxofonkvartetten, som er mere akustisk. Jeg kan godt lide variationen, og de to projekter fodrer hinanden på en eller anden måde.
MM: Og du, Emiel, hvordan skifter du fra land til WAAN?
EvR: Ja, tja, for at spejle det, Bart sagde tidligere om mig – det, jeg synes er rigtig fedt ved Bart, er, at hans spil også har den side. Vi mødes i midten, og det gør vores samarbejde så værdifuldt og rigt. Jeg kommer med nogle ideer til et nummer, og så bringer Bart melodilinjer ind, som stadig forvirrer mig.
MM: Er det den karakteristiske lyd af WAAN? Forårsaget af de mange lag?
BW: Jeg tror, men jeg tror ikke, vi har fundet WAAN-lyden endnu. Jeg mener, jeg ved, det er der, men med risikoen for at lyde arrogant, på grund af vores alsidighed i musikstile, som vi holder og kan lide, vores grænseløse nysgerrighed og trang til at udforske, bliver vi ved med at finde nye måder. Og der er det tværfaglige aspekt, herunder vores lysshow, tuning ind på vores scenelogo, for eksempel.
MM: Så du er stadig og altid ekko?
EvR: Ja!
BW: Men selvom dette nye album bliver et megahit, betyder det ikke, at vi fortsætter på denne vej. Vi har det ubønhørlige ønske om altid at kigge længere.
For nylig sagde en, vi arbejder med, “Du lyder, som om du kommer fra den belgiske scene.” Det var et kæmpe kompliment.
Jeg mener, vi ved alle, at den britiske jazzscene har haft et enormt løft i måske et årti nu. Det er en særlig lyd, der har krydset kanalen til Europa og har påvirket mange kunstnere her, hvilket er rigtig fedt, fordi det trækker en ny generation til denne jazz-relaterede musik.
Og når du graver ind i den belgiske scene, tænker du på en autentisk, finurlig og fri lyd fra fremtiden.
MM: Så jeg forventer, at det er den stemning, vi også vil opleve på dit nye album WE WANT WAAN, som udgives med et hypnotiserende og dansbart show i Amsterdams musiktempel Paradiso den 23. januar 2026. God fornøjelse!
