For 38 år siden startede Antanas Gustys Vilnius Jazz, den ældste årlige jazzfestival i Litauens hovedstad. Med fokus på fransk improviseret musik og amerikansk avantgardejazz havde dette års Vilnius Jazz mange spændende øjeblikke at byde på.
I stille øjeblikke giver det imaginære Mexico genlyd gennem teatersalen – duften af citroner og den mystiske atmosfære i Dia de los Muertos. Så bliver det igen brutalt højt, vildt og uhæmmet. Måske er det her, den allestedsnærværende vold i det mellemamerikanske land skinner igennem. For eksempel når portugiseren Luís Lopes pløjer gennem et frit improviseret lydkosmos med høje, skærende lyde på sin elektriske guitar. Bonbon Flamme er navnet på bandet på scenen, ledet af den franske cellist Valentin Ceccaldi. Det aktuelle program er inspireret af en rejse til Mexico af Ceccaldi. Sammen med sin landsmand Étienne Ziemniak, den belgiske keyboardist Fulco Ottervanger og Luís Lopes er der skabt et ildsjæl, sprængfyldt med energi, bestående af fire store individualister, som også rørte publikum med smukt stille øjeblikke i starten af den 38. udgave af Vilnius Jazz. Med et blink oversatte de også et ragtime-stykke af kongen af ragtime, Scott Joplin, til bandets eget musikalske sprog.
Luís Lopes & Valentin Ceccaldi | Foto af Vygintas Skaraitis
Det litauiske Improdimensija-orkester, der blev grundlagt for fem år siden på initiativ af to mestre i improviseret musik i Litauen – saxofonisten Liudas Mock?nas og pianisten og percussionisten Arnas Mikalauskas – fremførte også fantastisk improvisationsmusik på Det Gamle Teater i Vilnius. Det bød på frihed, men havde også struktur. Kompositionerne af Mock?nas og den franske guitarist Marc Ducret viser al den friskhed og mangfoldighed af ideer, der findes i moderne avantgardemusik. Forstærket af den schweiziske trombonist Samuel Blaser og den franske kontrabassist Bruno Chevillon, betog det store litauiske ensemble uundgåeligt publikum med sine musikalske eventyr.
Med disse to franske musikere skal man ikke tænke i kategorier. Pianisten François Couturier og violinisten Dominique Pifarély optrådte i Vilnius som en duo, hvor de spillede deres egne kompositioner og et par velkendte melodier, såsom Jacques Brels meget bevægende ‘La chanson des vieux amants’, langt væk fra lytternes forventninger. Er dette imaginær folklore, improviseret jazz eller romantisk moderne klassisk musik? Det er alle disse ting og alligevel ingen af dem. To magiske musikere skabte følelsesladede tonedigte, der rørte sjælen.
Wadada Leo Smith | Foto Greta Skaraitien
I løbet af de ni dage lange festivals fem koncertdage, der for anden gang bød på flere biografaftener med spændende jazzfilm før og efter koncertdagene, var der stadig nogle mindeværdige øjeblikke. For eksempel skabte duoen af den schweiziske pianist Sylvie Courvoisier og den 83-årige amerikanske avantgardejazztrompetlegende Wadada Leo Smith og deres fragmentariske, dengang smukt flydende samtaler – en blanding af blues, mørke, stilhed, kompleksitet, uhåndterlighed, harmoni og dissonans – blændende øjeblikke. Eller med Llaki Trio, tre unge litauiske improvisatorer, der spiller bas, trommer og saxofon, som inviterede to gæster med: den slovenske saxofonist Luka Žabri? og den bolivianske fløjtenist og vokalist Flavia Huarachi. Kontrolleret kaos, vildt samspil, men også virkelig smukke sange, hypnotiske grooves og melodier, der simpelthen ikke ville forlade dit hoved efter koncerten sluttede – disse fem unge kunstnere var bestemt en positiv festivaloverraskelse med deres selverklærede punkjazz.
De unge mødre | Foto Greta Skaraitien
Med opførelsen af De unge mødre programmerede festivalarrangøren Antanas Gustys en rasende og perfekt finale efter fem lange dage med koncerter. Sekstetten, der blev grundlagt i Austin, Texas, ledet af den norske bassist Ingebrigt Håker Flaten spiller opløftende musik, der virkelig fortjener at blive beskrevet som ‘grænseoverskridende’. Er det muligt at pakke endnu mere ind i musik end jazz, funky grooves, progrock, broken beats, rap, electronica og fri improvisation – og stadig lyde vidunderligt direkte på trods af stykkernes til tider komplekse strukturer? Det er også simpelthen genialt ved dette band.
Festivalens konkurrence for unge talenter, Vilnius Jazz Young Power, fejrede i øvrigt 20 års jubilæum i år. Endnu en gang præsenterede unge litauiske jazzbands, nogle forstærket med musikere fra andre lande, sig for et interesseret publikum. Sammen med de sene koncerter i en cool musikklub bag Vilnius banegård på tre aftener sørger Antanas Gustys for, at interessen for ambitiøs jazzmusik og hans festival forhåbentlig ikke aftager blandt de yngre generationer.
