Supergrass-forsanger Gaz Coombes har talt med Musicon om bandets kommende UK-turné for at fejre 30-året for deres skelsættende debut ‘I Should Coco’ sammen med andre Britpop-genforeninger, den dynamiske priskontrovers for billetter og planer for fremtiden.
I sidste uge annoncerede Oxford-bandet detaljer om en UK-turné i maj 2025, hvor de spillede deres album fra 1995 fuldt ud for første gang. Cockney rimer på slang for “I should think so”, ‘I Should Coco’ blev udgivet, da Coombes var blot 19 år gammel, og hans bandkammerater trommeslager Danny Goffey og bassist Mick Quinn ikke meget ældre.
Det indeholdt de enorme singler ‘Alright’ og ‘Caught By The Fuzz’, toppede som nummer et på hitlisterne, solgte over en million salg på verdensplan og blev det mest solgte debutalbum fra Parlophone Records siden The Beatles’ ‘Please Please Me ‘.
“Nå, jeg skulle forbandet kokos!” Coombes fortalte Musiconser frem til shows. “Det er fedt, mand. Det har været omkring et år undervejs. Det er bare sådan en fantastisk plade og betyder virkelig meget for os. Det fantastiske ved det er, at denne plade er en del af vores DNA. Det er vildt, at vi 30 år senere stadig er i stand til at udfolde den energiske, ungdommelige kemi på scenen og læse hinanden på den måde. Selvom det er en 30 år gammel rekord, føler vi os alle virkelig forbundet med den.”
Han fortsatte: “Det bliver spændende at stå på scenen og lave det album som helhed for første gang nogensinde. Der er et par numre, som vi aldrig har opført live før, så det er virkelig fedt.”
Britpop-legenderne gik fra hinanden i 2010, før de annoncerede deres tilbagevenden i 2019 på en mission om at “bringe glæde ind i en let forstyrret verden”. De har holdt pause siden 2022, hvor de spillede deres sidste show på Taylor Hawkins hyldestshow på Wembley Stadium. Supergrass var et af Hawkins’ yndlingsbands, som anså deres selvbetitlede album fra 1999 for at være et af de bedste nogensinde.
Se vores fulde interview med Coombes nedenfor, hvor han fortalte os om arven fra ‘I Should Coco’, der ikke passer ind i Britpops mere brokkelige elementer, turnerer i USA med Foos og Pearl Jam, og om der er nyt materiale på horisont.
Musicon: Hej Gaz. ‘I Should Coco’ lyder ikke som noget andet, men det så virkelig ud til at fange energien og farverne fra 90’erne, hvis du fanger vores drift?
Gaz Coombes: “Ja, det gør jeg vist. Det er sjovt, for før albummet blev udgivet, var Britpop ikke eksploderet, og vi var i slutningen af noget i stil med ‘the new wave of new wave’ – sandsynligvis opfundet af jer på Musicon! Det handlede om virkelig svedige små klubber med den unge punkenergi. ‘…Coco’ var et produkt af et par år med bare at være i et værelse sammen og bare lege og lege og lege.
“Enhver debut er til en vis grad bare den rå kraft af et band, der finder deres stemme.”
Hvordan har du det med, at ‘I Should Coco’ skulle blive en ‘definitiv’ britpop-plade?
“Det er nok ‘Okay’, ved du? Det er en single, der ramte så hårdt i sommeren ’95. Vi havde ingen anelse om, at det ville ske. Vi havde lavet et punkalbum, vi var 19, og så havde vi et kæmpe hit. Vi kunne ikke klage. Vi elskede ‘Okay’ og syntes, det var et ret skørt og mærkeligt lille nummer, så vi var ret overrumplede over, hvor massivt det blev.
“Jeg synes, det var mere ‘Alright’ end albummet, der havde den Britpop-følelse, men for mig handler ‘…Coco’ om mere end det. Der kunne have været 11 singler fra den plade.”
Da du var ude på vejen og stødte ind i folk som Suede, Pulp, Blur, Radiohead osv., var de lige så forvirrede over det løbske Britpop-tog?
”Jeg kan ikke rigtig huske, at det var sådan, for at være ærlig. Det meste af bandet boede stadig i Oxford i de tidlige dage, indtil jeg flyttede til Brighton i ’97. Jeg var nede i Brighton for alt det tidlige kaos og stigningen i alt det. Jeg hang ikke rundt i London, så jeg ved ikke, hvordan alle de andre bands havde det. Vi elskede det bare og havde det fantastisk.”
Du sammenlignede ikke noter over et spejl i The Groucho dengang?
“Nej, det var ikke noget for os på det tidspunkt! Vi havde det bare helt vildt. Vi tog rigtig tidligt til Amerika på en seks ugers turné, da jeg var omkring 17 eller 18. Det var mig selv på mange måder, og jeg husker det meget med glæde.”
Hvordan tog Amerika imod dig? Påskønnede de dig som mere et punkband end et Britpop-fænomen?
“Det tror jeg, de gjorde. Vores amerikanske fanbase har altid været ret hardcore. Jeg tror, de forstår bandet. Der var altid så stor en ting ved at bryde Amerika. Det har altid været på forkant med nogens ambitioner, men hver gang vi gik, spillede vi udsolgte shows og havde fantastiske turnéer med folk som Foo Fighters og Pearl Jam.
“Vi har altid følt kærligheden fra Amerika, men det er svært at vide, om hele britpop-tinget hæmmede det en lille smule, eller om amerikanerne virkelig gav en lort. Vi fandt ud af, at de virkelig forstod musikken og blev nørdede over det.”
Var det dengang, du blev Taylor Hawkins yndlingsband?
“Jeg tror, det var. Han legede med Alanis (Morissette), da vi første gang stødte på Taylor og hørte om, hvor meget han var til os. Det var rigtig fedt. Der var disse fyre som Eddie Vedder, som jeg virkelig var knyttet til. Han var altid i vores omklædningsrum på Pearl Jam-turen. Der var noget ret fedt ved bands som Foos og Pearl Jam, der elskede et mindre britisk indie-band frem for noget, der blev virkelig massivt. De forholdt sig bare til vores energi, plus hvordan vi var lidt smid væk i interviews og ikke tog tingene for seriøst.”
Så der er en Oasis-genforeningsturné på vej…
“Åh er der? Det havde jeg ikke hørt om!”
Ja faktisk, hold det hemmeligt. Uanset hvad, Oasis er tilbage, der er angiveligt en ny Pulp-plade på vej, Blur havde lige et stort comeback sidste år. Hvordan har du det med sulten efter bands fra den æra i øjeblikket?
”Det er noget, jeg ikke rigtig har tænkt over eller tænkt over. Er det en post-pandemisk ting med folk, der leder efter noget trøst fra noget lykkeligt og velkendt? Midten af 90’erne var en vild tid. For os var det anderledes, end det så ud. Når man ser tilbage på drengekulturen og rodet, var vi ikke en del af det, og vi nød heller ikke den side af det. Med hensyn til den frihed, vi havde til at udtrykke os, var det en magisk tid. Det pladeselskab, der bakkede os op i seks albums, var også vanvittigt. Al den spænding er, hvad jeg husker.
“Måske vil folk bare høre noget, de elsker, som betød meget for dem? Jeg er ikke rigtig til nostalgi; Jeg synes bare, det er vigtigt at markere et smukt øjeblik, og det var ‘I Should Coco’. Plus 30 år er et stort år, og det kan være den eneste gang, vi når at gøre det.”
Vil du genudgive albummet?
»Nej, der har allerede været et par stykker. Det er derude, så der er ingen planer om mere.”
Da du annoncerede turnéen, spøgte bassist Mick Quinn med, at “dynamisk prissætning ikke ville være inkluderet”. I betragtning af Oasis og Ticketmaster-kontroversen, lærte du så nogle lektier om, hvordan man ikke sælger billetter?
“Ja, jeg ved det ikke. Det er normalt aldrig et problem, men det er et varmt emne i øjeblikket! Jeg kan ikke tale på vegne af andre bands, og hvad deres intentioner er, men det virker som ret ligetil sund fornuft for mig. Bare gør det rigtigt. Der er ikke behov for overkill; det handler bare om at mødes med fansene og have en god aften. Vi skal bare få det til at ske på den bedst mulige måde og den mest retfærdige måde.”
Online var der lidt af en generationskrig om, hvem der skulle kunne se Oasis – men yngre publikum elsker dem lige så meget. Fandt du det rigtigt for dig selv på din sidste genforeningsturné?
“Det hele er ret sjovt, ikke? Folk er meget værdifulde for, hvad det betyder for dem. Men det er et fantastisk generationsmøde, ikke? Vores generation har fået børn, og de er nu i midten til slutningen af teenageårene. Min datter er 16 og elsker Nirvana, Fleetwood Mac, The Clash og ‘I Should Coco’.
“Det er en vidunderlig crossover af et par generationer at være i det. Vores første genforeningsturné oplevede sådan en blanding af aldre. Der er noget ved ‘…Coco’, der netop skaber denne gale orkan af fede akkorder, gale melodier og rå energi. Det forbinder umiddelbart med mennesker.”
Har al den energi inspireret bandet til at skrive eller i det mindste overveje at skrive opfølgningen til 2008’s ‘Diamond Hoo Ha’?
“Det her handler om at fejre det, vi har gjort. Vi har talt om at optage ting før. Nej, der er ingen planer om at indspille ny musik. At komme tilbage på scenen er den spændende del i øjeblikket.”
Dit sidste soloalbum ‘Turn The Car Around’ faldt meget godt. Arbejder du på flere nye ting til dig selv?
“Ja, bestemt. Det er en ret interessant tid for mig, da der er et par andre projekter, der holder mig beskæftiget. Jeg kan ikke rigtig sige, hvad de er, men det er mere soundtrack-agtige ting. Det tager al min tid i øjeblikket og vil gøre det, indtil vi starter med Supergrass. I starten af næste år planlægger jeg også nogle sessioner for at begynde at skrive for mig.”
Apropos film, kunne vi få en Supergrass-dokumentar med på turnéen næste år?
“Jeg tror, at ‘Supergrass Is 10’-dokumentaren (En hjemmefilm) var så flot og grundig, at det nu skulle være en dokumentar om os – og jeg er ikke sikker på, at det ville være interessant nok!”
Kommer vi til at se Supergrass på festivaler næste sommer?
“Ja, jeg forestiller mig, at der vil være en anstændig række af festivaler gennem Storbritannien og Europa. Jeg er sikker på, at det er på vej. Der vil være et par flere meddelelser på vej i de kommende måneder.”
Og skal vi antage, at du ikke er blevet bedt om at støtte Oasis?
“Det kan jeg ikke sige noget om!”
Supergrass’ ‘I Should Coco’ 30-års jubilæums turnédatoer i Storbritannien er nedenfor. Besøg her for billetter og mere information.
MAJ 2025
Torsdag 8. Glasgow, Barrowland Ballroom
Lørdag 10 – Nottingham, Rock City
Mandag 12 – Sheffield, Octagon
Tirsdag 13 – Newcastle, NX
Onsdag 14 – Birmingham, O2 Academy
Fredag 16 – Manchester, Albert Hall
Søndag 18 – Cardiff, University Great Hall
Tirsdag 20 – Leeds, O2 Academy
Torsdag 22 – London, Roundhouse
Lørdag 31 – Cornwall, The Great Estate Festival
