Da guitarist Chris Poland ser tilbage på Megadeths andet album Peace Sells… but Who’s Buying?, indrømmer han, at han dengang ønskede, at lyden havde været mere gennemarbejdet. Ifølge ham kunne bandet have været skarpere på deres “tone game”, som han kalder det. Alligevel erkender han i dag, at albummet – udgivet i 1986 – står som en milepæl i metalhistorien, på linje med klassikere som Metallicas Master of Puppets og Slayers Reign in Blood.
Poland har siden lært at sætte pris på både originalen og Dave Mustaines senere remaster, som han mener tilføjede en ny dimension til musikken.
Da thrash-genren eksploderede
1986 omtales ofte som et skelsættende år i metal, og Poland husker tydeligt, hvordan det føltes at være midt i denne eksplosion af thrash metal. Han fortæller, at trommeslager Gar Samuelson engang sagde til ham: “Det her er udfordrende musik, og du vil elske det”. Og det gjorde han – selvom det til tider var teknisk krævende.
Han afviser dog, at der var nogen reel rivalisering mellem de tidlige bands på scenen. Ifølge Poland var stemningen mere præget af respekt end konkurrence.
Egoer og interne spændinger
Når talen falder på, hvorfor Peace Sells-besætningen ikke holdt sammen, peger Poland på et velkendt problem i musikbranchen: egoer. David Ellefson var, ifølge ham, måske den bedste bassist i genren på det tidspunkt, men også en musiker med en stærk personlighed. Poland og Samuelson havde deres egen tilgang, mens Mustaine havde sit meget dominerende lederskab.
Denne dynamik førte til spændinger, hvor medlemmerne trak i forskellige retninger. Poland erkender også, at alkohol og stoffer ikke gjorde tingene lettere – en faktor, som mange bands fra den æra har kæmpet med.
En hyldest til Ellefson
Trods uenighederne i bandet lægger Poland ikke skjul på sin respekt for Ellefson. Han fremhæver hans tekniske niveau og betydning for genren som noget helt særligt. Det understreger, hvor vigtigt samspillet mellem stærke personligheder og exceptionelle musikere var – selv når det til sidst førte til uundgåelige brud.
