At være (jazz)musiker i Island er et kompliceret erhverv. Koncerter er få og langt imellem, og uden for Reykjavik er præstationsmulighederne endnu mere knappe. Der er dog mange musikere, og det stilistiske spænd er forbløffende, lige fra direkte jazz til latin og balkanpåvirkninger.
Reykjavik Jazz Festival i slutningen af august er en fejring af den lokale scene og et vindue udad. Her præsenteres nye projekter, samarbejder med musikere fra andre lande fremvises, og nye albums udgives.
Festivalen for mangfoldighed i ildens og isens land overraskede med kvaliteten af cubanske bands. Især Barrio 27, med et salsadansepar, der dansede gennem hele Harpa Koncertsal, begejstrede publikum med meget unge musikere og enorm spilleglæde.
Magnús Jóhann og saxofonisten Óskar Guðjónsson – Fermenteret venskab | Foto af Angela Balhorn
På scenen var det ikke kun en musikalsk suppe, der blev tilberedt. Keyboardspiller Tómas Jónsson — 25 % af ADHD, et band, der er kendt uden for Island — kogte gumbo bogstaveligt talt. Med den 81-årige Þórir Baldursson gæst på Hammond-orgelet og en mikrofonbesat sydstatsgumbo boblende på scenen, blev gryderet givet videre til publikum efter den brændende koncert.
Duoen Fermented Friendship afspejler en stille samtale født af lange regelmæssige prøver mellem pianisten Magnús Jóhann og saxofonisten Óskar Guðjónsson. To musikere, der lytter til hinanden og indgår i udtryksfuld dialog, parret med et meget følsomt klavertouch.
Både duo og kvartet var populære formater på festivalen. Bassisten Kham Meslien og for første gang guitaristen Róberta Andersen gik modigt på scenen solo. Andersens program funklede og glitrede og brød mellem guitarlyde og elektronik.
Róberta Andersen | Foto af Angela Balhorn
Den norske BLISS Kvintet imponerede med udtryksfulde solister og højt modnede kompositioner, bemærkelsesværdigt for så unge musikere. Det er svært at tro, at de allerede har været sammen i seks år med mange koncerter bag sig.
ONE fra Polen måtte erstatte deres syge bassist Kamila Drabek. Trommeslager Patrycja Wybra?czyk hentede barytonguitaristen Þorkell Ragnar, som hun havde spillet med i sangerinden Björg Blöndals band C4therine – en af festivalens spektakulære grupper. Problemfrit og med enorm energi integrerede musikeren sig i kvindebandet.
Hammond-orgelet ser ud til at være et vigtigt instrument for islændinge, med en Hammond-orgelfestival i Djúpivogur (447). ADHD ville ikke undvære det, og Sara Magnúsdóttir kunne præsentere sit seneste album *A Place To Bloom*.
Det uhåndterlige orgel ville have været svært at transportere til bassisten Sigmar Matthiassons koncert i Þingvellir National Park. Det omkringliggende landskab og stykkerne med balkan- og tyrkiske verdensmusikelementer var spektakulære.
Sunna Gunnlaugs var i stand til at opføre to koncerter: et helt nyt klavertrioprogram og sammen med sangerinden Marína en kulisse af Jón úr Vörs tekster.
Formationer, der var med til at gøre den islandsk-europæiske festival international, skilte sig ud med deres høje kvalitet: Den australske klavertrio Brekky Boy var vittig, groovy og fængslede publikum. Pianisten Taylor Davis’ stykke, der inkorporerede lyde fra Microsoft-fejlmeddelelser, fik folk til at grine og bragte en vidunderligt finurlig komposition til scenen.
Cécile McLorin Salvant | Foto af Hans Vera
Den store finale var Cécile McLorin Salvants storslåede koncert i Harpas store sal. Selvom sangerinden var en smule syg og hendes stemme var lidt ru, skånede hun hverken sig selv eller sit fremragende band inklusive Sullivan Fortner på klaver. Stående ovationer og ekstranumre lukkede festivalen, og bagefter spredte publikum sig langsomt ud i mørket.
Det var mine personlige højdepunkter i Reykjavik, men det ville være utilgiveligt ikke at nævne andre store bands, der spillede: Saumur med trompetisten/sangeren Arve Henriksen fra Norge, bassisten Skúli Sverrisson og guitaristen Hilmar Jensson, bassisten Nicolas Moreauxs gruppe *Poney Moon*, Skuggamyndir med balkanmusik, Los Bomboneros, der tjente deres koncertspotte. i et indkøbscenter, bassist Ingibjörg Turch-Eonis komplekse musik, Bisgaar/Jónsson Quartet, Quiet Tree from Switzerland, der optræder i Fríkirjan, saxofonisten Sidurdur Flosason med pianisten Mattias Nilsson, Halli Guðmunds Cuban Club og Rebekka Blöndals Billie Holiday-program.
En særlig tak går til festivalen og dens direktør Pétur Oddbergur Heimisson (som ofte synger som klassisk sanger ved begravelser og nogle gange dukkede op overklædt på festivalen). Tak også til Iceland Musics Sigtryggur Baldursson og Árni Hjörvar, som muliggjorde journalistisk dækning og tog meget tid med delegerede. Og en sidste tak til Kjartan Sveinsson, keyboardist i Sigur Rós, som trods vores overraskelsesbesøg tog sig tid til at give en rundvisning i sit spektakulære studie bygget inde i en swimmingpool.
